Tina mediterer sine smerter væk

Tina har lidt af stærke smerter i ryggen, siden hun var barn. Det var først, da hun lærte at meditere, at hun endelig kunne få fred for smerterne.

Tina står med benene spredt i hoftebredde. Hun lukker sine øjne og lytter til Henrietes stemme. Den fortæller hende, at hun skal forestille sig, at hun tegner en streg fra sin navle ned ad sit venstre ben, hen til højre ben og op højre ben tilbage til navlen.

En fred breder sig i Tinas ansigt. Hun lytter og koncentrerer sig om at forestille sig trekanten. Hendes fødder føles tunge, og som det altid sker, når Tina mediterer, glemmer hun sine smerter.
 

Læs også: Kom glad igennem efteråret. Gode råd til at bevare glæden og energien i den mørke tid

Det tager blot fem minutter, så er Tina tilbage igen. Hun var ikke i trance. I fuld bevidsthed har hun blot koncentreret sig om en helt enkel opgave, hendes hjerne blev stillet.

Selv om opgaven at forestille sig en trekant er temmelig simpel, har den en stor effekt på Tina. Den har fjernet fokus fra de smerter, som dagligt har plaget hende, siden hun var barn.

Ingen hokus pokus

-Det er som hvis jeg var død hamrende træt, jeg tog en lur og vågnede op med ny energi og en slags forventningens glæde. Selvfølgelig var jeg skeptisk, da Henriete første gang fortalte mig, at jeg skulle prøve at meditere. Jeg er ikke til nogen former for alternativ livsstil.

Jeg var sikker på, at jeg ikke kunne finde ud af den slags hokus-pokus. Men det er ikke svært, og jeg blev meget overrasket over den effekt, det havde, fortæller 48-årigeTina Thastrup fra Tåstrup

Smertefri i en time

I dag mediterer Tina flere gange om ugen. Hun kan selv finde ind til den tilstand, som giver hende fred for sine smerter. Effekten af ti minutters meditation kan dæmpe Tinas smerter i op til en time. Det er kostbar tid for Tina, som hver dag tager flere slags smertestillende medicin for at kunne fungere.

-Jeg har længe været ked af at spise så mange piller. Især var jeg ked af de antidepressiver, som min læge havde ordineret. De kan også lindre kroniske smerter, fordi de påvirker lykkecenteret i hjernen. Men de gjorde mig nærmest følelseskold.
 

Læs også: Løft dit humør i hverdagen. At være glad er noget, som man kan lære

Jeg var hverken ked eller glad. Dem har jeg stoppet med på egen hånd ved hjælp af bl.a. meditationen, og det er jeg stolt af. Jeg er også glad for at have erstattet morfinpillerne med et smerteplaster i stedet. Det gør mig ikke så deprimeret og påvirket, som morfinen gjorde, fortæller Tina.

 

Ondt i ryggen som barn

Hendes smerter i lænden er enten medfødte eller fra hendes tidlige barndom. Allerede da Tina var 12 år gik hun regelmæssigt til kiropraktor, for at få knækket ryggen, så hun kunne bevæge sig igen i nogle uger. Hun blev uddannet salgsassistent og arbejdede i mange år på kontor.
 

Først som 41-årig efter to operationer i ryggen fik Tina sin endelige diagnose. Desværre havde hun nået at slide sin ryg så meget, at heller ikke en 3. rygoperation - en såkaldt instrumenteret deseoperation kunne ændre på hendes smerter. Det kan hendes åndelige pauser til gengæld.

-Hvis jeg skal køre langt i bus, for at besøge min far, så mediterer jeg i bussen. Uden meditationen ville jeg slet ikke kunne sidde ned i bussen så længe. Jeg mediterer inden jeg skal noget, som kan gøre mig usikker. Meditation har også hjulpet min psyke, fortæller Tina

 

Flov over pensionen

Da hun fik tilkendt førtidspension i 2010, led hendes selvværd et knæk. Meget af Tinas identifikation lå i hendes arbejde. Derfor frygtede Tina sociale sammenkomster. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige, når fremmede hilste.

-Folk spørger altid, hvad man laver som det første. Jeg var flov over at sige, at jeg ikke arbejdede længere. Jeg følte mig ubrugelig og kunne slet ikke se, hvad jeg kunne bidrage med længere.

Nu har jeg lært at acceptere min situation, og jeg har fået øjnene op for mange af mine kvaliteter. Det er bl.a. på grund af meditationen. Den giver mig fred på mange planer, fortæller Tina.

Stødte tilfældigt på meditationen

Det var en tilfældighed, der fik Tina til at lære at meditere. På sine daglige hundelufteture havde hun mødt Henriete, der står bag bogen "Midt-i" Meditation. De to kvinder blev venner, og Henriete var overbevist om, at det ville gavne Tina at lære at meditere.
 

Læs også: Flere gode råd til at bekæmpe smerter uden medicin

Selv havde Henriete fundet fred fra en meget hektisk hverdag som alenemor med to drenge og den ene lederstilling efter den anden. Henriete har arbejdet som afdelingssygeplejerske, forstander på flere plejecentre og som udviklingschef i Brøndby Kommune.

 

Mere effektive pauser

-Før jeg lærte at meditere, kunne jeg stille et vækkeur på 20 minutter om eftermiddagen og sige til mine drenge, at de ikke måtte forstyrre mig. Jeg havde brug for at hvile mig. At meditere er en mere effektiv pause.
 

Ved hjælp af nogle helt enkle teknikker, kan vi få ro på tankerne og slippe bekymringerne. Med meditation kan man få svar på de spørgsmål, som man bakser med. Det er nemmere at finde svarene, når man har fundet roen i sig selv, forklarer 52-årige Henriete Siff Thomsen.

 

Alle kan meditere

Hun opdagede meditationens gavnlige effekt for 17 år siden. Nu afholder hun kurser i meditation, ligesom hun har skrevet en bog om sin egen enkle, nemme måde at meditere på.

Hun og Tina er enige om, at alle kan lære at meditere, og at de fleste kan få gavn af en pause fra stress, smerter, bekymringer, nervøsitet eller sorg.

-Jeg kan meditere alle vegne. Det er gratis, og det giver mig mere energi og overskud end en lur. Når jeg mediterer, finder jeg en rytme i min vejrtrækning. Når den kører automatisk, falder kroppen til ro af sig selv. Ganske langsomt slipper tankerne og så får jeg ny energi. Jeg fyldes med glæde, forklarer Tina.

Du kan lære at meditere som Tina men nogle enkle teknikker. Find demher