Træningen blev min redning: Jeg snød døden to gange

Linus var en lovende ishockeyspiller, da han som 15-årig kom ud for en alvorlig ulykke. Det var usikkert, om han ville overleve, men hans kampgejst reddede ham. Det gjorde den også seks år senere, da han igen svævede mellem liv og død.

– Jeg har tre fødselsdage. Den 15. marts var det 21 år siden, jeg blev født, den 19. maj fyldte jeg 6 år efter min knallertulykke, og den 15. marts næste år bliver jeg 1 år efter operationen, hvor mit hjerte holdt op med at slå.

Linus Miketinac har fået de tre datoer tatoveret på sin krop. Han føler nemlig, at han har fået livet i gave hele tre gange – ved fødslen og ved de to dramatiske hændelser, han senere kom ud for.

Hans mor, Marie, og far, Peter, er utroligt taknemmelige.

– Vi har ingen ord for, hvor fantastisk det er, at alt alligevel er endt godt. Vi er så stolte over Linus og hans utrættelige kamp for at komme tilbage til livet. Han har virkelig bevist, at alt er muligt, siger de.

Linus er vokset op i den sydsvenske by Kallinge, hvor det meste af hans barndom gik med at dyrke sport. Han drømte om at blive professionel ishockeyspiller og var så talentfuld, at han spillede med drenge, der var tre år ældre end han. Flere af de store ishockeyklubber ville have fat i Linus, og planen var, at han skulle begynde i en af klubberne efter 9. klasse.

Samme weekend, som ulykken skete, skulle han bestemme sig for, hvilket hold han ville satse på.

Fløj gennem forruden

Fredag den 18. maj 2012 havde Linus netop besøgt sin farmor og farfar og var på vej til træning i den nærliggende Ronneby.

– Kør nu forsigtigt, havde hans farfar sagt, da barnebarnet glad vinkede farvel og startede knallerten.

Få minutter senere kørte Linus over i den forkerte vejbane og blev ramt af en modkørende bil. Han blev kastet op på kølerhjelmen og røg gennem forruden som et projektil. Alt blev sort.

– Jeg husker absolut ingenting. Jeg ved bare, at en ambulance først kørte mig til et sygehus i Karlskrona, og derefter blev jeg overført med helikopter til universitetshospitalet i Lund.

Skaderne var omfattende. Hovedpulsåren lækkede, og Linus var tæt på at forbløde. Trykket steg i hjernen, som også havde lidt skade. Højre lunge var punkteret, mellemgulvet var knust flere steder, og den højre skulder var brækket.

En hjertespecialist og en hjernespecialist tog imod ham, og han blev akutopereret om natten. Linus’ krop gav op flere gange, men det lykkedes at holde den i gang. Trykket i Linus’ hjerne var dog fortsat så stort, at han blev lagt i kunstigt koma.

Som en nyfødt

Han var klinisk død. Forældrene blev spurgt, om de ønskede, at Linus blev organdonor i tilfælde af, at han ikke overlevede. For det var meget usikkert, om han ville klare den.

– Vi kan ikke garantere, at han vågner, og hvis han gør, ved vi ikke, hvilken tilstand han er i. Vi kan ikke sige, hvor omfattende hjerneskaderne er, eller om han vil få andre mén, meddelte overlægen.

En måned efter ulykken lå Linus fortsat i koma. Han havde dog blinket med øjnene og blev derfor overført til et rehabiliteringssygehus i Karlshamn.

– Jeg vågnede langsomt. Jeg gled ind og ud af bevidsthed og oplevede virkeligheden meget sløret. Efter to måneder begyndte jeg endelig at mærke verden, som den er, fortæller Linus, som kun har svage minder fra tiden på hospitalet.

– Jeg var som et nyfødt barn og måtte begynde med at lære at vende og dreje mig forsigtigt fra højre til venstre side. Kroppen havde mistet sine funktioner, og jeg kunne ikke huske noget, der var sket før i tiden.

Linus måtte lære alt forfra. At bruge sine fingre, arme, fødder og ben. At drikke og spise selv. At tale. Heldigvis havde han stadig den kampgejst, som han altid havde brugt i sin sport, og hans imponerede indsats i genoptræningen betød, at motorikken snart vendte tilbage, ligesom også evnen til at tale gjorde det.

Fik indhentet meget

Da det blev august, var Linus klar til at komme hjem, og allerede i efteråret begyndte han i skole igen, mens den intensive genoptræning fortsatte.

– Jeg havde tabt 20 kilo, og der var ikke mange muskler tilbage på min krop efter al den tid i hospitalssengen. Men jeg var fast besluttet på, at jeg skulle vende tilbage til den, jeg var. Træningen blev min redning.

Et halvt år efter ulykken vendte Linus tilbage til hospitalet i Lund til et kontrolbesøg. I forhallen mødte han en af lægerne, som havde tilset ham efter ulykken.

– Hun blev helt chokeret over at se mig igen og kunne slet ikke forstå, at det gik så godt med mig, griner Linus, som også gjorde sit bedste for at følge med i skolen, hvor han var kommet et godt stykke bagud. Og selv om han hurtigt blev træt og ikke kunne passe undervisningen på fuld tid, gik der kun et år, før han havde indhentet klassekammeraterne.

– Det, jeg havde sværest ved, var at huske ting og at genkende personer og ansigter – selv mine venner og den nærmeste familie. Nogle gange havde jeg svært ved at genkende min egen mor, hvis hun stod og snakkede i en gruppe med andre kvinder.

Skulle opereres igen

To år efter ulykken var Linus helt tilbage i sin gamle veltrænede krop. Han var for længst begyndt at stå på skøjter igen, men ishockey-drømmen måtte han lægge på hylden.

– Mit hoved er alt for følsomt, og det er for farligt med tacklingerne, forklarer Linus, der dog ikke er misundelig på sin lillebror, Kalle, som også spiller ishockey.

– Vi har altid støttet hinanden, og jeg bliver måske bare professionel ishockeytræner i stedet.

Efter gymnasiet begyndte Linus at arbejde på et fritidshjem. I sin egen fritid kastede han sig over forhindringsløb.

– Men jeg havde problemer med min udholdenhed. Da jeg blev akutopereret efter ulykken, måtte lægerne handle hurtigt, og det metalnet, de satte ind i min hovedpulsåre, viste sig at være for stort, så til sidst klappede det sammen og stoppede for en del af blodtilførslen.

Det resulterede i, at Linus hurtigt blev forpustet, når han anstrengte sig bare det mindste. Lægerne besluttede derfor at fikse problemet med en sidste operation.

Den 14. marts i år måtte han igen en tur på hospitalet i Lund.

Hjertet stoppede

Linus så frem til operationen, for han glædede sig til at kunne træne igen uden at blive træt.

– Lægerne sagde, at det var en meget enkel operation. Jeg var helt rolig og lagde endda et billede af mig selv på Facebook, lige inden lægerne gik i gang. Det endte med, at jeg måtte igennem tre store hjerteoperationer på halvandet døgn og var tæt på at dø.

Først skar lægerne brystkassen op, så de kunne rette metalnettet i hovedpulsåren tæt på hjertet.

Indgrebet gik fint, og da Linus vågnede af narkosen, var hans første glade ord:

– Jeg har fødselsdag i morgen!

Så tog han den lille plasticfløjte, som han havde fået for at kunne træne sine lunger. Han blæste i den – og så besvimede han.

Ved en røntgenfotografering opdagede man en blødning omkring hjertet. På Linus’ fødselsdag, den 15. marts, blev han opereret igen. Og dér stoppede hans hjerte med at slå.

I tre minutter stod hjertet stille, mens lægerne kæmpede for Linus’ liv. 

– En af lægerne stod med mit hjerte i hånden og masserede det med sine bare hænder, fortæller Linus.

Tredje gang er lykkens gang

Heldigvis begyndte hjertet at slå igen, og brystkassen blev atter syet sammen. Lægerne tog endnu et røntgenfotografi og opdagede store mængder væske mellem hjerte- og lungesækken. Og så måtte man endnu en gang åbne Linus’ brystkasse og operere ham for tredje gang.

Tre dræn blev sat ind, så en hel liter væske kunne løbe ud. Endelig var alt, som det skulle være. Mareridtet var forbi.

– Og så skulle vi for alvor fejre hans fødselsdag, siger Linus’ forældre, Marie og Peter.

Allerede samme dag var Linus på benene. Først gik han ved hjælp af en rollator og siden helt af sig selv.

– Brystkassen føltes klemt, og jeg havde lidt ondt, når jeg hostede. Men jeg kunne gå og cykle normalt, siger Linus, som dog lige måtte vente nogle uger, inden han igen kunne træne for fuld kraft.

Det var selvfølgelig lidt af en prøvelse for den sportsglade unge mand, men han er først og fremmest lykkelig for, at han ikke har fået alvorlige mén.

I fremtiden vil Linus gerne holde foredrag, så han kan inspirere andre til at kæmpe, når de møder modstand i livet. Han er desuden begyndt på en uddannelse til personlig træner, og så satser han på snart at stille op i Vasaløbet – et yderst krævende langrendsløb, som kan tage pusten fra de fleste. Bare ikke Linus.