Tvillingepar vokser forskelligt

Forskellen mellem tvillingerne Sille og Frida er til at få øje på.

Tvillingerne Sille og Frida fra Fredericia var to vidt forskellige størrelser, da de blev født. Det er de stadig i dag to år efter, men alligevel har de så mange lighedstræk, at man ikke kan være i tvivl om, at de er tvillinger, når man møder dem. Sille er 79 centimeter høj og vejer 10,2 kilo, mens Frida kun er 71,5 centimeter høj og vejer 7,1 kilo.

De er formentlig enæggede tvillinger, men mysteriet er ikke opklaret endnu. Faktum er, at de er født med to minutters mellemrum og ligner hinanden på en prik - og så ikke helt alligevel.
Da deres mor, Rikke van Rensburg, var til scanning på Kolding Sygehus i 11. uge, var hun lige ved at tabe kæben, da der pludselig dukkede én mere op på monitoren. Hun havde hele tiden regnet med, at hun skulle være mor til en lille pige, men pludselig var der en mere.

- Jeg var målløs. Vi kunne næsten ikke tro, at det var rigtigt. Frida var bare så lille, og til at begynde med frygtede lægerne, at det skyldtes, at Sille tog næringen fra hende, men det var heldigvis ikke tilfældet, fortæller Rikke van Rensburg, 33.
Efter opdagelsen blev Rikke og pigernes far Heino, 28, henvist til Skejby Sygehus i Århus, hvor scanningseksperter gennem resten af graviditeten skulle følge tvillingernes udvikling intensivt.

Den 24. november 2006 - præcis 30 uger og fem dage henne - sagde lægerne pludselig til Rikke og Heino: "Så er det nu!".
Størrelsesforskellen på de to piger var slående ved fødslen. Sille vejede 1490 gram, mens Frida kun vejede 590 gram.

Ligesom alle andre for tidligt fødte børn oplevede Sille og Frida deres første tid på neonatalafdelingen. Mens Sille hurtigt var klar til at begynde tilværelsen på egen hånd, skulle Frida have lidt mere tid og lidt mere hjælp, før hun kunne følge sin storesøsters eksempel. Først den 8. februar 2007 var tvillingerne helt klar til at komme hjem til Rikke og Heino i huset i Fredericia, hvor de i dag trives og deler lyserødt værelse og følger hinanden i tykt og tyndt - næsten da.

- Sille er hele tiden lidt foran i sin udvikling i forhold til Frida. Hvis Sille har lært noget nyt, så går der lige 14 dage, og så kan Frida det samme, fortæller Heino.
Hvorfor Frida er blevet så meget mindre end Sille, har Rikke og Heino stadig ikke fået et endegyldigt svar på. En teori kunne dog være, at ægget i sjældne tilfælde deles skævt efter befrugtningen, men om Fridas vækstproblemer vil følge hende resten af livet, vides ikke endnu.

Læs hele artiklen i Ude og Hjemme nr. seks

[email protected]