Uni fik kontakt med sin afdøde far

Uni Guzek fra Nørre Alslev fik aldrig sagt farvel til sin højt elskede far, der døde natten til hendes konfirmationsdag. Men via Ude og Hjemmes clairvoyant, Pia Neves de Brito, fik hun kontakt med sin far og endelig taget afsked med ham.

Uni Guzeks konfirmationsdag burde have været en festdag. Men den blev en sorgens dag, og minderne bringer stadig tårer frem hos den nu 45-årige kvinde.
For da den dengang 14-årige Uni vågnede om morgenen på sin store dag, måtte hendes mor fortælle sin datter, at hendes far var gået bort.

Uro indeni
- Jeg fik ikke sagt farvel til min far, og det er jeg ked af, siger Uni Guzek fra Nørrre Alslev.
Derfor har hun budt Ude og Hjemmes clairvoyant, Pia Nerves de Brito indenfor i håbet om at få kontakt til sin afdøde far og endelig at få sagt farvel til ham.

Tætbygget med sølvgråt hår
Pia har fået oplyst Unis navn, alder, og hvem hun gerne vil i kontakt med. Da hun lukker øjnene og kalder på Unis far, får hun straks kontakt til ham.
- Han er en tætbygget mand med sølvgråt hår, og så har han de mest charmerende øjne.
- Jeg har haft det skægt, siger han til mig, og det vil jeg godt tro, smiler Pia.

En fri fugl og dameglad
Hun beskriver Unis far som en "rigtig levemand med store armbevægelser".
- Han var en fri fugl og kunne lide at blive underholdt og more sig - og så kunne han lide damer. Han har hygget sig rundtomkring, konstaterer Pia og fortsætter:
- For det ser ud som om, at han ikke var så tit hjemme hos jer. Men når han var hjemme, var han også den mest kærlige far. Du var hans lille prinsesse, siger Pia.

LÆS OGSÅ: Opkaldte datter efter mor

Mor skældte ud
Uni kan nikke genkendende til Pias beskrivelse. Faderen var sømand og var væk fra hjemmet i flere måneder af gangen. Men når han kom hjem, var han nærværende og sjov.
- Jeg elskede, når min far var hjemme. Det gjorde hverdagen spændende. Når han var hjemme, lavede han mad, og vi kunne altid regne med, at han havde lavet noget specielt. Risene kunne være grønne eller gule, og han malede altid ansigter på æggene til påske. Min far og jeg holdt sammen. Skældte min mor mig ud, så trøstede min far mig, siger Uni med et smil.

Alene med sorgen
Men da han døde, betød det også, at Uni mistede sin allierede. Sorgen talte ingen om, den blev lagt i skuffen, og livet skulle fortsætte. Det gjorde det bare ikke for Uni.Hun blev venner med de forkerte og orkede ikke længere skolen, så som 16-årig valgte hun at komme på en produktionsskole for at komme hjemmefra.

LÆS OGSÅ: Var det min skyld at far begik selvmord

Blodprop i hjertet
- Jeg følte mig meget alene dengang. Min mor og storebror holdt sammen, og jeg har tit fået at vide, at jeg har sat min far op på en piedestal, siger Uni med tårer trillende ned ad kinderne. - Han får lyst til at ae dig på håret, men det skal jeg nok lade være med at gøre, indskyder Pia.
Uni fortæller, at faderen røg rigtig meget, men hun ved ikke, om faderen havde kræft. Hun har fået af vide, at han døde af en blodprop i hjertet på grund af åreforkalkning.

Befrielse at dø
- Han siger, at det var en befrielse at dø, fordi han havde ondt. Men det ærgrer ham, at han ikke brugte nok tid sammen med jer. Han ville nok have taget sig lidt sammen, hvis han havde vidst, at han ikke blev så gammel, siger han, fortæller Pia og fortsætter:
- Du ligner din far af sind. Social og udadvendt. - Så, nu ikke så meget stivstikkeri, siger han. Brug livet på at more dig, lyder hans råd til dig, siger clairvoyanten, inden hun igen slipper den frie fugl løs.
Et råd, der bringer smilet tilbage på Unis læber.