Vanessa og Simon fandt hinanden efter 29 år: Donorbørn og søskende

I 1987 blev henholdsvis en dansk og en svensk kvinde insemineret med samme donor på en klinik på Frederiksberg. Resultatet blev svenske Vanessa og danske Simon, der voksede op uden at kende til hinandens eksistens. Indtil en dag sidste år, da en mail tikkede ind.

De fandt hinanden efter 29 år: Donorbørn og søskende

Simon og hans kæreste har netop parkeret bilen ved en café i Stockholm. Nervøsiteten pumper rundt i kroppen, for om lidt skal han se den kvinde, som en dna-test siger, er hans søster. Han bevæger sig over mod betalingsautomaten, men om han får betalt for parkeringen, glemmer han i samme sekund, han får øje på en mørkhåret pige. Hvad det er ved hende, som er genkendeligt, kan han ikke sætte ord på, men han er ikke i tvivl. Det er hans halvsøster.

– Det var helt surrealistisk. Hun stod bare der og smilede, og jeg glemte alt omkring mig. Men ved første sekund var det en god følelse i kroppen. Pludselig var det ikke bare nogle tal i en mail, der sagde, at vi var søskende. Nu var det virkelighed, forklarer 29-årige Simon Testrup fra Ølstykke.

Læs også: Bodil er donorbarn: Jeg manglede den sidste brik

Vil ikke være som far

Uden at ane, at han var produktet af en anonym sæddonor, voksede Simon op med sin mor og far i Farum. Farens alkoholmisbrug prægede familien, og Simons forældre endte med at blive skilt, og han flyttede med sin mor til Ølstykke.

Mens teenageårene begyndte at presse sig på, og fester og alkohol blev en del af weekendens planer, begyndte Simon at blive bekymret for, om hans fars gener kunne påvirke hans eget forhold til alkohol. Bekymringerne hobede sig op, og en dag nævnte han det for sin mor.

– Da hun sagde, at min far ikke var min rigtige far, blev jeg faktisk lettet. Jeg havde aldrig følt, at jeg havde det bånd til ham, som jeg mener, at man skal have til sin far, så selv om det var en overraskelse, tænkte jeg faktisk ikke så meget over det, fortæller Simon, der først senere i livet begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, hvor han egentlig stammede fra. 

Den stille pige

Simon havde ingen anelse om, at der på den anden side af Øresund voksede en pige op, der delte hans dna.

Vanessa havde følelsen af at have en anden personlighedstype. Hendes forældre var ekstroverte, mens hun var den stille pige, der skulle se folk an først.

En dag læste Vanessa en artikel om donorbørn. Hun begyndte at diskutere problematikken omkring lukkede donorer med sin mor over frokostbordet, og hun kunne se, at hendes mor så mere og mere forkert ud i hovedet.

– Pludselig sagde hun: ”Din far er ikke din rigtige far!” Jeg var helt målløs. Jeg forstod ingenting. Kunne det virkelig passe, at hun har holdt det hemmeligt så længe? husker Vanessa, at hun tænkte. Hun var 28 år, da hun fik familiehemmeligheden at vide.

– Jeg vidste jo godt, at begge mine forældre havde blå øjne, og jeg havde grønne. Jeg havde ikke tænkt videre over det, men da jeg fik det at vide, havde sandheden på en måde ligget foran mig hele tiden.

Selv om båndet til faren altid havde været kompliceret, og hendes forældre skiltes, da hun var 7 år, føltes sandheden om hendes uvisse ophav som et stort svigt.

– Jeg blev virkelig vred og såret. De skulle have fortalt mig det, da jeg var barn. For da jeg fik det at vide, følte jeg, at jeg havde levet på en løgn. Alt ved mig selv begyndte jeg at sætte spørgsmål ved. Hvem er jeg egentlig? Hvor stammer jeg fra? Har jeg søskende? fortæller Vanessa, der lige som Simon voksede op som enebarn.

Vanessa fortsatte sit liv som hidtil, men den smuldrende identitetsfølelse kunne hun ikke slippe. Derfor valgte hun at oprette en profil i det amerikanske dna-register 23andme. Her matcher man dna fra forskellige brugere, så det er muligt at finde nogen, man er beslægtede med.

Se også: Donorbarn: Jeg har ingen far

Så er der match

I danske Ølstykke på Sjælland havde Simon gjort sig samme tanker om sit ophav. Han havde tidligere haft en kæreste, hvis far havde doneret sæd til samme klinik, som han var blevet til på. Det viste sig, at de ikke som frygtet var søskende, men nysgerrigheden om, hvorvidt der var andre derude, der kunne være med til at sætte nogle brikker på plads i hans liv, betød, at Simon oprettede en profil i det samme register som Vanessa.

De havde begge sendt dna ind via en vatpind, der var vædet i spyt, men der gik flere uger, før der skete noget.

En dag, da Vanessa gik ind på sin mail, var der post fra 23andme. Mailen indeholdt en liste over match, som man havde fundet.

– De fleste havde 0,009 procent match. Men helt øverst stod der, at denne person højst sandsynlig var min halvbror! Det var jo helt vildt. Der var virkelig en derude, jeg var beslægtet med. Så det var så frustrerende, at hans profil var lukket. Så i første omgang kunne jeg ikke komme i kontakt med ham.

Men Simon havde selv fået besked om, at han havde en halvsøster, og hurtigt satte han sig ned og skrev en mail, der skulle blive afgørende for hans fremtid.

Emnefeltet lød på engelsk: ”Jeg tror, at jeg er din halvbror fra Danmark”, og da han trykkede send, var det med spænding i kroppen.

Kort tid efter tikkede en mail ind. Den var fra Vanessa.

– Jeg kan huske, at jeg var midt i noget, da jeg læste den. Jeg blev nødt til at gå ud og lige trække vejret. Havde jeg en svensk søster? smiler Simon, der svarede Vanessa med det samme.

Som at se sig selv

Det følgende år skrev Vanessa og Simon sammen. De fortalte hinanden om deres liv, hvordan de havde fundet ud af, at de var donorbørn, og deres manglende tilknytning til deres fædre. På skrift begyndte et venskab at blive skabt, men bevidst valgte de ikke at snakke med hinanden i telefonen eller over Skype. I stedet besluttede de efter et år, at tiden var kommet til at møde hinanden.

– En ting var jo at skrive sammen. Noget andet var, om der var kemi i virkeligheden. Så da vi satte os ind i bilen og kørte mod Stockholm, var jeg virkelig spændt. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente, fortæller Simon, der den dag ved parkeringsautomaten ikke var i tvivl, og da de efterfølgende satte sig ind på en café, kunne de begge ånde lettede op.

– Der var en rigtig god kemi, og jeg kunne se meget af mig selv i Vanessa. Hendes æblekinder, hendes øjne. Det var egentlig ret vildt, for jeg havde ikke haft nogen, jeg kunne spejle mig selv i på den måde før, fortæller Simon, der efter en weekend i Stockholm kørte hjem til Ølstykke med en følelse af glæde i kroppen.

Det er ikke engang et år siden, at Vanessa og Simon mødte hinanden for første gang. Alligevel har de nu set hinanden fem gange. De har holdt nytår sammen, og de har mødt hinandens mødre, og i dag har de begge følelsen af at have en søskende.

Se også: Et donorbarn var bedste beslutning i mit liv

Brug åben donor

Både Simon og Vanessa mener, at det bedste for barnet er at benytte en åben donor. 

– Jeg mener, at det er en menneskeret, at ethvert barn skal kende sit ophav. Det er så stor en del af ens identitet at kunne spejle sig i et andet menneske.

– Jeg håber, at vi kan finde frem til donoren. Jeg har ingen forventninger til, at jeg skal have et forhold til ham, men jeg vil gerne vide, hvem han er, så jeg kan få ro i sindet. Vi ved, at donoren var en ph.d.-studerende, og han har doneret mellem august 1987 og december 1987 på en fertilitetsklinik på Frederiksberg, der hedder Ciconia. Så går vi ud fra, at han har grønne øjne – lige som mig og Simon, siger Vanessa, der ligesom sin halvbror ikke er i tvivl om, at deres venskab vil vare ved.

Om de en dag finder donoren eller flere halvsøskende, vil kun fremtiden vise. Men i mellemtiden så er de to søskende lykkelige for, at de har fundet hinanden.