Vælg de rigtige tarotkort

Der findes mange slags tarotkort i Verden - cirka 1500 slags.
Du får her beskrivelsen af de fire typer tarotkort, som er mest brugt her i Danmark. Det kan være en god idé at have flere sæt tarotkort, fordi de inspirerer dig forskelligt. Er der et eller flere af sættene nedenfor, der tiltaler dig, er det sikkert fordi, de kan give dig nye oplevelser.
Rider-Waite Tarotkort
Hvad? Waites Tarotkort tager afsæt i den europæiske mysterie-tradition – frimurerne og legenderne om Kong Arthur og ridderne af det runde bord. Den bærende idé er, at vi mennesker gennem indvielser og øvelser kan opnå klarhed om os selv. Med den indsigt kan vi sætte os selv fri - psykisk. Ulrik Golodnoff´s bog ”Tarot ABC”, viser, hvor nemt det er at tolke billeduniverset i kortene.
Hvornår? Med Rider-Waite Tarotkortene i hånden, kan du hente ny viden om de udfordringer og opgaver, du står overfor i dit liv.
Koncept: Arthur Edward Waite. Illustration: Pamela Colman Smith
Læs også: Sådan tyder du tarotkort
Aleister Crowleys Thoth Tarot
Hvad? Crowleys Tarotkort har sit udgangspunkt i vestens okkultisme. Tankegangen er her, at vi mennesker ved hjælp af magi og ritualer kan åbne til de mere primitive og magtfulde kræfter, som findes i os. Gerd Ziegler har skrevet den meget anvendte arbejdsbog “Tarot – Sjælens spejl”, som giver en god indføring I Crowleys univers.
Hvornår? Crowleys kort er gode at bruge, når man ønsker at finde ind til og forstå, de mørkere sider i vores natur. Derved kan vi bedre opleve det himmelske og det jordiske i os selv.
Koncept: Aleister Crowley. Illustration: Frieda Harris
Javanne Tarotkort
Hvad? Javanne Tarot er danske Tarotkort, hvor symbolikken hviler på den nordiske og keltiske mysterie-tradition. Her har den kvindelige gudinde-energi samme tyngde som den maskuline gude-energi. Kortene er fyldt med relevant og ældgammel visdom, der er blevet forbundet til vores tid.
Hvornår? Javanne Tarotkort lærer dig at arbejde med din intuition, og de styrker kontakten til din sjæl og indre ressourcer. Det hjælper dig med at se nye muligheder i dig selv og dit liv.
Koncept: Karen Javanna Jordell. Illustration: Annelie Zofia Bisgaard.
Nysgerrig på det alternative? Prøv en session med én af vores dygtige clairvoyanter
Osho Zen Tarotkort
Hvad? Oshos Tarotkort er inspireret af en af østens mysterie-traditioner - Zen-buddhismen. Det går i alt sin enkelthed ud på, at vi mennesker kan lære at se livet og alle dets mysterier, som det folder sig ud foran vores øjne – i hvert eneste øjeblik af vores liv. Til alle af Osho´s Tarotkort er der en lille historie, som man kan filosofere over. Der er også en forklaring til, hvordan man kan forstå og arbejde med historien.
Hvornår? Kortene er gode at bruge, når du søger efter indre balance og dybere selvforståelse.
Koncept: Osho (Bhagwan Shree Rajneesh). Illustration: Ma Deva Padma.
Læs mere på www.mellemlag.dk