Var misbruger i 21 år – i dag hjælper han andre: Jeg ville dræbe for narko

Jan Lønning Petersen var afhængig af stoffer og alkohol. Kriminalitet var en levevej for ham, og fængslet var hans andet hjem. I dag har han skiftet den kriminelle løbebane og narkorusen ud med yoga og meditation.

Jan trækker overboen Vagn ud af sin lejlighed og ned ad trappen. Vagn har været inde i Jans lejlighed for at stjæle hans amfetamin. Jan handler i en rus af vrede og narkopåvirkning, og der går ikke en eneste fornuftigt tanke gennem hans hoved. Kun trangen til hævn bruser gennem hans krop. Han tvinger overboen Vagn ned på knæ i opgangen og stikker et geværløb ind i munden af ham. Jan trykker aftrækkeren ind uden at tøve. Tiden står stille.

Geværet går ikke af, der lyder ikke andet end et klik. Jan er hverken lettet eller skuffet, for han er bedøvet af stoffer og alkohol. Han lader sin overbo slippe væk og går op i sin lejlighed igen, som om intet var hændt.

– Jeg tror, at nogen holdt hånden over mig, da det gevær ikke gik af, siger 57-årige Jan Lønning Petersen fra Tikøb i Nordsjælland.

Yoga og gongonger

Jan bor i dag i et lille lyseblåt sommerhus, som han ejer sammen med sin kæreste Vivi. Duften af røgelse når helt ud i haven, og indenfor er der buddhaer, tibetanske flag og et lille alter med krystaller. På gulvet er der yoga-måtter og gongonger klar til dagens gong-meditations-time, som Jan underviser. Jan har bare tæer og langt løst hår. Vi befinder os blot få kilometer fra Horserød fængsel, hvor Jan har brugte flere år af sit liv. 

Kataloget over Jans ulovlige bedrifter er lang, og han har set en god del af de danske fængsler indefra. Jan har sammenlagt siddet i fængsel godt 13 år for alt lige fra narkosalg og tyveri til væbnet bankrøveri.

Som barn oplevede Jan, at han aldrig passede ind. Hverken børnehave eller skolen var indrettet til en dreng som Jan.

– I dag ville man nok have givet en dreng som mig diagnosen adhd. Det havde jeg ikke, jeg passede bare ikke ind, siger Jan.

Noget var galt

Jan blev sendt uden for døren, og da han havde stået der de første par år af sin skolegang, blev han i 2. klasse sendt i hjælpeklasse på en ny skole, for han var ikke på samme faglige niveau som de elever, der havde siddet inde i klasselokalet.

Hjemme var der heller ikke megen hjælp at hente, syntes Jan. Forældrene var selvstændige og ejede et par tøjbutikker i Helsingør. Men de skændtes meget, og ind imellem gik frustrationerne ud over Jan, der ikke turde fortælle sine forældre, at han igen var blevet sat uden for døren.

Jan vred sig i systemet og følte sig klemt, uanset hvilken klasse og skole de prøvede at presse ham ind i.

–  Jeg blev sendt til psykologer og psykiatere. Jeg blev tjekket for alt, fordi de skulle finde ud af, hvad der var galt, siger Jan.

Tidlig kriminel

Specialklassen blev starten på Jans uregerlige opførsel. Da han gik i 3. klasse, kom han op at slås med en klasselærer, og Jan blev kørt væk i spændetrøje for at komme på hospitalet.

Da Jan var 10 år, gik han kun sjældent i skole. Resten af tiden rendte han formålsløst rundt i Helsingør, hvor han fandt sig nogle ligesindede og noget tryghed i venskaberne med de alkoholikere og stofmisbrugere, han mødte på gaden.

På trods af Jans unge alder var han allerede på vej ud i en kriminel livsstil. Da han var 10 år, røg han hash, drak alkohol og stjal smøger i butikkerne. Som 11-årig stjal han sin første bil.

– Mit motto har altid været, at hvis ikke jeg kunne blive den bedste, så kunne jeg i hvert fald blive den værste. Og det arbejdede jeg intenst på at blive, helt fra jeg var barn, fortæller Jan.

Da Jan var 13 år, blev hans storesøster dræbt af en spritbilist. Der var kun et par år mellem Jan og søsteren, og de var tætte.

– Hvis ikke familien var i opløsning før, så gik den det i hvert fald, da hun døde, fortæller Jan.

Livet på gaden

De følgende år fulgte en lang række af anbringelser på forskellige døgninstitutioner for utilpassede børn og unge. Men han nåede aldrig at være der mere end et par måneder, før han stak af. At møde alle de andre utilpassede unge gjorde kun ondt værre for Jan.

– Alt det jeg ikke vidste om stoffer, det lærte jeg af de andre på institutionerne.

Derpå fulgte et ophold i handelsflåden i forsøg på at finde et sted, hvor Jan kunne passe ind. Det virkede i et par år, hvor Jan arbejdede på en coaster. Men det var en stakket frist, for Jan levede allerede et hårdt liv med kriminalitet og narkotika. Da Jan blev 18 år i 1979, var han blevet gammel nok til at komme i fængsel, og han fik et års fængsel for tyveri og narkohandel. 

Stak af fra fængslet

Horserød Fængsel var et åbent fængsel, og Jan stak hver nat af sammen med en medindsat og begik indbrud. Når bare de var tilbage, før det blev morgen, gik det. På et natterend begik Jan indbrud hos en guldsmed i Helsingør og fik yderligere to og et halvt år i fængsel.

Efter nogle år eskalerede kriminaliteten fra simple sommerhustyverier til væbnede bank- og butiksrøverier.

– Det, der havde første-prioritet, var stofferne. Hvordan vi fik fat i dem, var lige meget. Men ærligt, var vi jo ikke særligt dygtige kriminelle. Vi var nogle sølle narkomaner, fortæller Jan, der sammen med sin ven blev fanget med det samme efter at have truet sig til 50.000 kroner i en bank.

Det blev hverdag for Jan at forsøge at skaffe penge til narkohandlerne, der åndede ham i nakken for at få deres penge, når han altså ikke sad i fængsel. 

Uegnede forældre

I 1982 mødte Jan en kvinde, som han giftede sig med.

– Hun var sød og i gang med pædagoguddannelsen, men hun var også narkoman.

Parret flyttede til Kolding og håbede på at starte et stoffrit liv, men det viste sig at være sværere, end de troede, og deres liv fortsatte i det kriminelle spor.

Sammen fik de i 1986 datteren Fie. Hun blev hurtigt sendt i plejefamilie, men kom senere tilbage til moderen. I mange år havde Jan ikke nogen tæt kontakt til Fie, men han har aldrig helt accepteret den opvækst, datteren fik.

– Vi kunne ikke tage vare på et barn. Alligevel sendte kommunen hende flere gange hjem.

Hjerne stået af

I 1992 blev de skilt, og Jan flyttede tilbage til Helsingør, hvor kommunen indlogerede Jan i en kommunal bolig for socialt udsatte. Her boede de otte misbrugere sammen, og ”indtog hvad end de kunne komme i nærheden af, bare det virkede”, fortæller Jan.

– Vi var dem, der ikke kunne være andre steder. Vi var udstødte af samfundet, der var ingen, der ville have os. Vi var de værste af de værste misbrugere.

Da Jan en dag stak et gevær i munden på sin overbo, gik det op for ham, at livet ikke kunne blive ved på denne måde. 

– Min hjerne var jo stået af i stoffer.

Efter episoden blev Jan sigtet for forsøg på manddrab. Men han blev aldrig dømt, da vidnet, overboen Vagn, døde inden sagen kom for retten.

– Han døde som følge af sit misbrug. Det var ikke mig, der slog ham ihjel, forsikrer Jan.

Jan fortsatte med at skaffe penge på ulovlig vis og endte igen i retten. I Helsingør iværksatte man dengang en forsøgsordning, hvor kriminelle narkomaner, der havde udsigt til en dom på et halvt til et helt år for ”berigelse”, kunne få en behandlingsdom i stedet for en fængselsdom. Betingelsen var, at de selv var motiverede. Jan blev tilbudt at deltage, og han takkede ja.

I behandling

– Jeg kunne ikke mere. Jeg måtte ud af det eller tage livet af mig selv, siger Jan.

Han blev sendt til behandlingsstedet Kongens Ø i Helsinge, hvor han kom på Minnesota-afvænning og narkotika-nedtrapning.

– Jeg nåede at pakke min ting 30 gange og sige ”Nu kan I godt køre mig til fængslet, for det her er ikke noget for mig,” fortæller Jan, der siden har gjort sig tanker om, hvorfor han ville væk.

 – De var jo søde og rare, og der var kærlighed. Der har bare aldrig været kærlighed i mit liv før, og jeg kunne ikke finde ud af at tage imod det.

Brugte viljestyrken forkert

Trods tilbagefald og en enkelt flugt fra stedet holdt Jan ved og beviste sin viljestyrke på Kongens Ø. Han blev ædru og stoffri efter at have været afhængig i 21 år.

– Jeg har hele tiden haft den viljestyrke. Jeg har bare brugt den forkert, siger Jan.

På kongens Ø fik Jan en uddannelse som teambuilding-instruktør på behandlingsstedets anlæg, hvor virksomheder sendte deres ansatte hen for at lære at samarbejde.

– Det er jo lidt ironisk at stå der og undervise fængselsbetjentene fra Vester Fængsel i at samarbejde, siger Jan med et smil.

Glad for sit liv

Da Jan var blevet stoffri, var det tid til at finde nyt indhold i livet efter 13 år i fængsel og 21 år som narkoman. Han stod med en milliongæld til det offentlige.

– Jeg var vred og frustreret over livet.

Men i stedet for at lade fortiden slå ham ud, gik Jan konstruktivt til værks og besluttede sig for at indhente barndommens forsømt skolegang og færdiggjorde 9. klasse, 10. klasse og læste psykologi på hf.

Tilfældet kom til at bestemme Jans videre færd, da han en dag på gaden i Helsingør kom forbi en tilbuds–kasse foran en boghandel. Den først bog, han tog op, var ”Camino de Compostello”. Jan gik herefter den berømte vandretur i Spanien tre gange alene. 800 kilometer hver gang.

Helende Indien

Næste gang han gik forbi selvsamme tilbudskasse, trak han en ny bog op. En bog om healing. Det sendte ham og datteren Fie på en fælles rejse til Indien for at udforske yoga, healing og dem selv. Det blev startskuddet til det liv, Jan i dag fører med hus, eget firma, kæreste, en datter og to børnebørn, som han kan være morfar for.

Det er 18 år siden, at Jan kvittede stofferne og alkoholen, men hans fortid er stadig en stor del af han liv. 

– Jeg tænker meget på de mennesker, jeg har gjort ondt, og dem, jeg har røvet. Og det er ikke noget, jeg er stolt af. Men det er noget, jeg prøver at betale af på i dag ved at hjælpe andre.

Det gør Jan dagligt ved at undervise i yoga, meditation og give sine klienter healingsmassage, og så er han saunagusmester i Helsingør Svømmehal.

Tilgivelse

Han har tilgivet sin far for den hårdhændede opvækst og blev omsorgsperson for ham de sidste år af hans liv.

– Jeg har haft de sidste 18 år, hvor jeg har været stoffri og ædru, til at rydde op i mig selv. Og jeg bærer ikke nag til min far, min mor, fængselsvæsnet, lærerne, systemet eller nogen andre, fastslår Jan.

På spørgsmålet, om Jan er ked af det liv, han har haft, er svaret nej.

– Jeg har fået lov til at lære noget om smerte i det her liv, og det bruger jeg konstruktivt i dag. Jeg er bare heldig, at jeg ikke er død.