Verden i sort-hvid

Julie er født med øjensygdommen Leber Congenital Amaurosis. Det har gjort, at hun hele sit liv har været farveblind, nærsynet og natteblind. Og det har medført, at hun fra 0. til 9. klasse blev mobbet i skolen.

– Jeg har altid været det anderledes barn, der blev gjort grin med og peget fingre ad. De andre børn kunne ikke forstå mine udfordringer, så det var bare sjovere at mobbe, fortæller 21-årig Julie Andersen.

– Når de for eksempel skulle spille fodbold, kunne jeg ikke se bolden særlig godt, så de ville ikke have mig med. Jeg blev tit holdt udenfor og blev kaldt for ”blindebuk” og ”brilleabe”.

Læs også: Mobning var værre end ensomhed

Hendes farveblindhed betød, at det kun var farverne blå og rød, hun kunne kende forskel på, ellers var resten i grå toner. På grund af hendes nærsyn havde hun i skolen en ekstra lampe, en stor og en lille computerskærm samt en lup stående på sit bord, så hun bedre kunne læse teksterne.

Hun endte derfor ofte med at sidde for sig selv i klasselokalets hjørne, fordi hendes ekstra udstyr gjorde, at der ikke var plads til en siddemakker ligesom hos de andre klassekammerater.

– Der var mange ting, jeg ikke kunne være med til. Når mine venner tog til fest, kunne jeg ikke tage med, hvis det var mørkt, så jeg ikke kunne se noget. Hvis jeg skulle med, ville det jo kræve, at der var nogen, der skulle tage hånd om mig, fortæller hun.

I det hele taget følte Julie sig utryg, når hun skulle steder hen, hvor der var mørkt. Så hun valgte hellere at blive hjemme.

– Det blev lidt ensomt i længden. Jeg var heller ikke så vild med at snakke om mine udfordringer dengang. Jeg var flov over det, fordi jeg blev mobbet rigtig meget med det.

På grund af mobningen flyttede Julie folkeskole fem gange, men hver gang gik der ikke lang tid, før hun også blev mobbet det nye sted. Hun forbinder derfor sin folkeskoletid med ensomhed, og i de sidste to år af folkeskolen begyndte hun at pjække for at slippe for mobningen.

Et frirum

Siden Julie var helt lille, har hun reddet på heste, og det har altid været hendes helt store interesse. Hestene har været hendes frirum, hvor hun kunne være sig selv uden at tænke over alle de udfordringer, hun mødte i hverdagen.

Ønsket om at få endnu mere med heste at gøre tog til, da hun i teenageårene fandt ud af, at hun risikerede at blive blind som 30-årig.

– Derfor pressede jeg mig selv for at nå så mange ting som muligt, mens jeg stadig kunne se. Tanken om at blive blind gjorde mig frustreret, for det har ikke altid været muligt at få en behandling for min øjensygdom i Danmark.

Hun satte sig derfor et mål om, at hun gerne ville eje et ridecenter sammen med sin familie. Hendes forældre er skilt, men for hendes mor og storebror har det altid været en stor drøm at eje et familiedrevet ridecenter.

Da Julie fyldte 18 år og dermed var gammel nok til at stå som medejer, købte familien et ridecenter i Slagelse.

Derudover satte hun sig for, inden synet risikerede at blive værre, at hun ville ride højeste dressurklasse og rejse så meget som muligt, og de mål har hun nået.

På hendes værelse hænger der medaljer fra et utal af stævner, der vidner om det høje niveau, hun rider på. Derudover har Julie også fået rejst en masse til blandt andet Spanien og England.

I dag er familien flyttet til Ribe, hvor de i november 2020 købte et endnu større ridecenter, hvor der står 50 heste, og som er drevet af Julie og hendes storebror Patrik.

Fik operation

I april 2020 blev det muligt i Danmark at få foretaget den øjenoperation, som kunne hjælpe Julie med at få et normalt syn. Operationen var dog ikke ufarlig, hun kunne blandt andet risikere, at nethinden bristede, og at hun blev blind med det samme.

Desuden er der også andre risici forbundet med operationen:

– Det var underligt at få at vide, at jeg nu kunne blive opereret for min øjensygdom. Jeg kan huske, at jeg i starten ikke rigtig troede på det, men da jeg var til forundersøgelse, og jeg fik operationsdatoerne, blev det pludseligt meget virkeligt.

- Jeg blev utrolig glad, men samtidig også bange, fordi der var så mange ting, der kunne gå galt. På vejen hjem fra Rigshospitalet tænkte jeg meget på, om det var risikoen værd?

Da hun kom hjem, så Julie en video med en dreng, der havde den samme øjensygdom. På videoen skulle han igennem en forhindringsbane, men på grund af hans dårlige syn kunne han ikke gennemføre.

Videoen viste også, hvordan han efter samme operation, som Julie var blevet tilbudt, kunne gennemføre forhindringsbanen.

– Jeg begyndte at stortude, og jeg tænkte, at jeg blev nødt til at give det en chance. Det kan godt være, at det går galt, men jeg bliver nødt til at prøve.

I december 2020 befandt hun sig på operationsbordet. Klar til at blive opereret.

– Jeg var spændt og nervøs. Jeg tænkte bare, at det kunne være, at jeg vågnede op og var blind på det operererede øje. Jeg havde været til mange forundersøgelser inden, så jeg følte mig egentlig tryg, og jeg havde en god mavefornemmelse.

Et nyt liv

– Det var en ret vild periode lige efter operationen. For allerede dagen efter kunne jeg se, at det blev bedre. Det føltes nærmest, som om jeg havde fået en lille lampe ind i øjet, som lyste det hele op. Jeg begyndte at kunne se og finde rundt i mørke. Og jeg kan se farver!

– Jeg var helt oppe at køre over det. Det var virkelig vildt, men også uvirkeligt, for jeg havde aldrig troet, at jeg skulle komme til at opleve det. Jeg har jo været farveblind og natteblind i 21 år, og så lige pludselig skulle jeg til at vænne mig til noget helt andet.

Hendes 25-årige storebror Patrik har samme øjensygdom, og deres søskendebånd er derfor noget helt specielt. Indtil videre kan han ikke blive opereret, da der er nogle ting, som forhindrer det på nuværende tidspunkt.

– Vi forstår hinandens frustrationer og udfordringer, og vi har et specielt bånd. Det har været rigtig rart at have ham. Jeg håber, at han også vil få samme oplevelse som jeg og få synet tilbage.

Læs også: Sprudler af selvtillid

Taknemmeligheden stråler i dag ud af Julie, som efter operationen føler sig mere glad og selvsikker:

– Der var tit, hvor jeg nærmest følte, at jeg levede et halvt liv, men nu har jeg fået mere frihed. Jeg føler jo, at mit liv er helt anderledes, for nu skal jeg ikke forberede mig på at leve et liv som blind. Nu kan jeg jo bare se frem til at leve et normalt liv.

- Det er en kæmpe gave, at jeg nu kan se i mørke. Det er fantastisk, at jeg kan gå ud alene uden at støde ind i ting. Og det er et eventyr for mig at opleve verden i farver, siger Julie.