Verdens sejeste Pia: Overlevede hjerneblødning og 32 livstruende operationer

Der findes seje kvinder, og så findes der meget seje kvinder. Endelig er der nogle få, der er udstyret med en så voldsom livskraft, at de er helt uden for kategori. I den sidste gruppe ligger 43-årige Pia Pauli helt fremme i førerfeltet.

Læs også: Hjerneblødning ændrede alt: Nu er jeg en anden

Omvandrende mirakel

Siden en dramatisk aften for snart tre år siden, da Pia som et lyn fra en klar himmel blev ramt af en hjerneblødning under en cykeltur, har den fynske kvindes liv talrige gange balanceret på en knivsæg.
Men takket være en enorm fightervilje, tilsat en god portion lykke og held, har Pia besejret al modgang.
Hu-hej, hvor Pia elsker og lever sit skrøbelige liv. Det er intet mindre end et omvandrende mirakel, der nu har valgt at fortælle Ude og Hjemme historien om det liv, der på få øjeblikke slog en gedigen kolbøtte. Intet kan tilsyneladende slå Pia ud, og læger i både ind- og udland læser med beundring hendes omfangsrige sygejournal.
Pia hejser hver morgen Dannebrog foran sit firmadomicil i den sydfynske landsby Højrup. Det gør hun for at markere, at livet er en fest, og at hver dag skal fejres.
Det første, man ser, når man træder ind i virksomheden, der summer af humør, aktivitet og energi, er et Walt Disney-citat: ”If you can dream it, you can do it”. Tegneseriemesterens påstand om, at hvis man kan drømme det, så kan man også opnå det, har Pia taget til sig som sit livsmotto.

– Da jeg i efteråret 2016 overlevede hjerneblødningen efter tre uger i koma, blev jeg erklæret 71 procent invalid. Ingen troede, at jeg ville vende tilbage til et almindeligt liv, og kommunen tilbød mig invalidepension. Jeg kunne ikke forestille mig noget værre end som 41-årig at sætte mig i en stol og se livet passere revy.

– ”Det skal være løgn,” tænkte jeg og knyttede næverne. I dag har jeg 60 mand ansat, og selv om jeg stadig er syg og aldrig bliver rask, elsker jeg hver eneste dag, fortæller Pia Pauli med et smil på læberne.

Ulidelige smerter

Klokken var omkring 19 fredag den 23. september 2016, da livet ændrede sig for evigt for Pia Pauli. Hun var på en hyggelig cykeltur med en veninde omkring Assens, da hun pludselig følte det, som om hun blev slået med et boldtræ i baghovedet. Hjemme hos veninden gik hun i bad i håb om at få det bedre.

– Jeg havde vanvittigt ondt i hovedet og fik svært ved at fokusere. Jeg gik udenfor og bankede hovedet ned i fliserne i håb om, at smerterne ville forsvinde. Normalt piber jeg ikke, men det var helt ubegribeligt smertefuldt, og min veninde ringede 112. Det sidste, jeg husker, var en ambulanceredder, der stod bøjet over mig på sofaen, fortæller Pia Pauli.

Den 41-årige kvinde blev dybt bevidstløs kørt til Odense Universitetshospital, hvor lægerne konstaterede en hjerneblødning. Den sad så kompliceret i Pias hoved, at en operation var umulig. Kun tiden og Pias livsvilje ville afgøre, om hun skulle dø eller leve. Lægerne var magtesløse og kunne intet stille op.

Store konsekvenser

– I tre uger lå jeg i koma isoleret på en stue, og kun min dengang 16-årige søn Nickey fik lov at besøge mig. Han kom hver eneste dag, og ved hvert besøg fik han at vide, at han nok hellere skulle tage afsked med mig. Ingen troede, at jeg ville overleve, fortæller Pia Pauli.

Det viste sig senere, at de mange besøg hos moren på det, der mest af alt mindede om et dødsleje, havde en stor pris for den ulykkelige teenager.
Nickey udviklede nemlig posttraumatisk stresssyndrom (PTSD). Lægerne var ikke i tvivl om, at det var den voldsomme stressbelastning i forbindelse med besøgene hos sin mor på hospitalet i Odense, der udløste sygdommen.

Læs også: En hjerneblødning blev afslutningen for 21-årige Trine

Borte fra livet

– Det gik Nickey så meget på, at han endte som misbruger. Han var dybt ulykkelig og dulmede sin sorg med kokain. I dag er han clean og ude af misbruget. Det har han været i et halvt år, og jeg er utrolig stolt af ham, siger Pia.

– Nickey klarer sig fint i dag og er på en skole, hvor man er opmærksom på hans situation, så han ikke får tilbagefald. Men det er et tragisk eksempel på, at en mors alvorlige sygdom kan få voldsomme konsekvenser for de nærmeste, siger Pia.

Da Pia vågnede efter tre uger i koma, var hun forbavsende frisk i hovedet.
”Hvor er min telefon? Jeg skal ringe til firmaet og fortælle, at jeg kommer senere i dag”, sagde hun til det forbløffede personale på hospitalet.
Pia havde ingen idé om, at hun havde været borte fra livet i tre uger, og at intet igen ville blive som før den dramatiske cykeltur med veninden.

Succesfuldt rengøringsfirma

Da Pia blev ramt af hjerneblødningen, havde hun oparbejdet et succesfuldt rengøringsfirma med 40 ansatte. Sygdommen gav hende store erhvervsmæssige udfordringer, idet hun efter det lange ophold i koma vågnede lam fra taljen og nedefter.

– Inden min sygdom styrede jeg alt i min virksomhed, og det viste sig at være dumt. Firmaet var sårbart, fordi jeg sad med fingeren på alt. På hospitalet holdt jeg møder med nogle af medarbejderne, men det var svært, fortæller Pia.

– Vi kom ud af 2016 med underskud, og på grund af min situation lukkede banken for kreditten, selv om vi havde fyldte ordrebøger. Heldigvis fik vi på to år firmaet vendt og fik overskud. Succesen skyldes ikke kun mig. Jeg har ikke kunnet gøre det alene, men udelukkende takket være opbakning og støtte fra dygtige medarbejdere, fysioterapeuter, min kæreste og ikke mindst min læge. De er lige så seje som mig. Jeg havde ikke været, hvor jeg er, uden deres hjælp.

Pia var indlagt i Odense tre uger efter at være vågnet fra koma, hvorefter hun blev overflyttet til neurologisk genoptræning i Svendborg. I februar 2017 forlod hun stedet med en rollator og tog direkte hjem for at genrejse sit rengøringsfirma.
I hjertet bar hun viljen til at få opfyldt sine drømme og støttede sig til et andet Disney-citat. Frit oversat siger det, at ”drømme bliver opfyldt, hvis man har modet til det”. De ansatte støttede op omkring deres afholdte chef, og langsomt gik det fremad for firmaet.

Følelsesløse ben

Men helbredsmæssigt ventede der nye, store udfordringer for Pia.

– Jeg har ingen følelser i benene, fortæller Pia, mens hun rejser sig op og banker hårdt på sine lår.

I maj 2017 havde hun trænet sig op til selv at kunne gå, men en dag forsvandt benene pludselig under hende. Hun blev indlagt på neurologisk afdeling på Odense Universitetshospitalet, og her fandt man årsagen til lammelsen. Lægerne havde ikke kunnet operere hjerneblødningen, og derfor havde væsker og blodansamlinger dannet to cyster i rygmarven. Derved blev Pias nervebaner blokeret.

– Jeg endte i en kørestol og måtte igennem en ny genoptræning. I november 2017 fik jeg indopereret et dræn, der leder væsken fra cysterne ud i kroppen. Men processen var svær at styre, siger Pia.

– Lægerne måtte hente hjælp fra hospitaler overalt i verden, fordi man aldrig havde oplevet et lignende sygdomstilfælde. Der blev fremstillet et dræn i Bayern i Tyskland, og hvis det ikke fungerer perfekt, mister jeg førligheden. Derfor skal jeg to gange om dagen ligge ned en halv time, så væsken kan blive drænet.

Læs også: Sygdom blev ny start

32 livstruende operationer

32 gange har Pia Pauli været på operationsbordet, og flere gange er hun blev tilbudt at komme på invalidepension.
Men hver gang lyder svaret ”nej tak, jeg vil klare mig selv”.

– Jeg har ikke ondt af mig selv, og derfor skal andre heller ikke have det. Jeg har i dag 60 ansatte, og jeg er stolt af det, jeg har opbygget. Jeg elsker mit arbejde og mine kolleger. Man kommer ikke langt i livet, hvis man sætter sig i en stol og hver måned venter på en check fra kommunen, siger Pia.

Stadig aktiv

Inden hjerneblødningen var hun en aktiv kvinde, der løb, cyklede og spillede fodbold. Nu træner Pia et hold fodboldpiger i hjembyen Assens, og det har hun stor fornøjelse af. Pia kan ikke løbe, og kigger man godt efter, kan man se, at hun går lidt specielt på grund af de mange operationer og lammelserne.

– Når jeg er færdig med at tale med jer, skal jeg hente min nye racercykel. For et halvt år siden cyklede jeg første gang efter hjerneblødningen, og det var et stort øjeblik og en stor personlig sejr, siger kvinden med jernviljen.

Hver dag er en fest

– Hvad er dit håb for fremtiden?

– Forskerne arbejder på en metode, så man kan sætte strøm til nerverne i ryggen. Derved vil jeg kunne slippe for drænet fra cysterne. Det vil være en enorm lettelse, siger Pia.

Sammen med en håndfuld medarbejdere går Pia efter fyraften udenfor for at hejse Dannebrog ned fra flagstangen efter endnu en dag til tops.
I morgen kommer det op igen. For Pia er hver dag nemlig en fest, og det skal fejres. Livet er ikke en given ting, og alt kan ændres sig på få øjeblikke. Det ved den 43-årige fynbo af bitter erfaring alt om, men hun giver aldrig op.

Læs også: Mor: Lad min datter leve