Vi adopterede Amanda - men fortrød. - Hittebarn, del 2

Vi havde længe prøvet at få børn uden held. Så vi adopterede Amanda og troede vores lykke var gjort. Men hun var langtfra det barn, vi havde ønsket os og til sidst tog vi en svær beslutning.

Dimitri og jeg havde boet i Danmark i mere end to år, og siden vi flyttede til landet, havde vi forsøgt at få et barn. Men efter utallige besøg hos fertilitetslæger med sædundersøgelser, livmodertjek og insemination, havde vi stadig ikke andet end bristede forhåbninger.

Vi havde begge troet, at vi sagtens kunne blive gravide, for vi var unge, sunde og raske, så hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre? Men da der intet skete, endte vi med at komme i fertilitetsbehandling, hvor vi fik diagnosen uforklarlig barnløshed, fordi lægerne ikke kunne forklare årsagen til den manglende graviditet.

Diagnosen var en stor skuffelse. Dimitri havde ikke dårlig sædkvalitet, og mine æg fejlede ingenting. Vi var selvfølgelig glade for at høre, at der ikke var noget galt, men situationen var frustrerende, når venner og bekendte samtidig fik børn uden besvær. 

Vi opgav drømmen om at blive gravide, og blev enige om at adoptere et barn fra vores hjemland Ukraine. Processen var lang, men til sidst fik vi at vide, at vi kunne hente en pige ved navn Amanda på et børnehjem. Hun var et hittebarn, man havde fundet som spæd på en parkeringsplads uden for et hospital for lidt over et år siden. Selv om hun var født for tidligt, var hun sund og rask.

”Må jeg løbe med den”? Sådan spurgte Amanda altid, når vi havde gjort dragen klar. Vi viklede snoren af pinden, og så stak hun af sted. Dimitri holdt dragen i strakt arm op i vinden. Vinden tog fat i dragen og Amanda løb alt, hvad remmer og tøj kunne holde. Og dragen steg altid op til sidst. Blafrede diffust i vinden til at starte med, men så målrettet og bestemt. ”Hold godt fast”, råbte jeg altid.

Det var Amandas årsdag, og det var sådan vi fejrede den hvert år den 23. september som en slags fødselsdag, da vi jo ikke vidste, præcist hvornår hun var født. Vi fejrede hinanden, og dengang var der ikke tvivl om, at Amanda var det største, der var sket i mit liv.

Men alt var ikke kun glæde og lykke. I takt med at Amanda blev ældre, reagerede hun voldsomt udadtil. Hun slog både Dimitri og mig og de andre børn i børnehaven. Det var værst bag hjemmets fire vægge, hvor vi kæmpede med at få hverdagen til at fungere. Vi gik til psykolog, og hun fortalte os, at den sorg og frustration, som Amanda havde med sig, fordi hun blev svigtet tidligt i sit liv af sin mor, kom tilbage med fuld styrke nu. Amanda fik stillet flere diagnoser, og hun fik tildelt en hjælpepædagog i børnehaven.

Det var ment som en hjælp, og selv om vi elskede Amanda højt, anede vi ikke, hvad vi skulle stille op med hende. Det havde været hårdt nok ikke at kunne få vores eget barn, men nu bebrejdede vi også os selv for ikke at kunne opdrage det barn, vi havde fået.

Vi er begge to læger, og inderst inde ville vi gerne vise verden omkring os, at vi godt kunne opdrage et barn. Vi var så bange for at blive stemplet som dårlige forældre og miste Amanda.

Dimitri skammede sig over det og tog det meget personligt. Derfor begyndte han blandt andet at træne Amanda til at tale rent og læse meget tidligere end de andre børn gjorde. På den måde opretholdt vi udadtil en facade om, at alting var normalt, selv om Amanda langsomt sled os i stykker derhjemme. Sandheden var, at der var mange spændinger, og vi skændtes hver aften, når hun endelig var faldet til ro.

Da vi adopterede Amanda, var vi bange for at blive stemplet som dårlige forældre og miste hende, så vi dækkede over hendes ad-færdsproblemer. Men da jeg mod alle odds fem år senere blev gravid og fødte en lillebror til Amanda, krakelerede facaden. I begyndelsen gik det godt, og vi glemte problemerne med Amanda, og alt var igen lykkeligt i vores lille hjem.

Dimitri og jeg fik begge stærke følelser for vores ”rigtige” barn, så snart han var kommet til verden. Og dag for dag blev det tydeligt, at Gustav var et mere roligt barn end Amanda; han faldt hurtigt i søvn om aftenen, sov igennem om natten og var en mild personlighed, der behandlede andre børn og voksne ordentligt.

Det var i skærende kontrast til Amanda, der var faldet tilbage i den gamle rille; det ene øjeblik kunne hun lege med Gustav, og det næste kunne hun finde på at slå, nive og bide ham uden at holde tilbage.

På det tidspunkt var vores ægteskab nået til bristepunktet efter mere end fem år med Amandas skrigeri, de fysiske magtkampe og minimal nattesøvn. Hvorimod Gustav var en engel, der bare gjorde præcis sådan, som vi forventede et barn ville gøre. Stemningen i hjemmet var derfor iskold, og det var alt sammen på grund af Amanda. En aften fik Dimitri nok, og helt uden omsvøb fik han sagt, hvordan han virkelig havde det: ”Jeg gider ikke Amanda mere. Hun er jo slet ikke mit barn. Havde jeg vist, at hun ville ødelægge mit liv, havde jeg aldrig sagt ja til at få hende. Vi burde sende hende tilbage på børnehjemmet…”

Jeg bad ham dæmpe sig af hensyn til børnene, men inderst inde havde han også sat mine tanker i gang. Hvis det her fortsatte, var der snart ingen familie tilbage, og uden Amanda kunne vi tage os af vores rigtige barn, og så ville alting være, som vi havde drømt om, at det skulle være…

Vi tog den svære beslutning, og fortalte Amanda, at hun skulle på en lille ferie.

Se også: Jeg efterlod mit barn på P-pladsen. (Hittebarn, del 1)