Vi har hver vores diagnose

Lille, spinkle Alfred på 1 år løber os i møde og er ved at falde over sine egne tynde ben, da vi kommer ind i lejligheden i Ringsted, hvor han bor sammen med Christina og Kenneth Petersen. 

Christinas datter, Maria, 22 år, tager ham op, så vi stille og roligt kan få hilst på hinanden, men da hun igen placerer ham på gulvet, spurter han begejstret rundt og er igen ved at falde.

Hunden Alfred

For Alfred, der er en blanding af en chihuahua og en papillon, har på grund af fejl i både mellem- og lillehjerne ufatteligt svært ved at styre sine fire ben, hvilket heldigvis ikke ser ud til at genere ham. Han tumler ufortrødent rundt i lejligheden, hvor det var nødvendigt at få lagt gulvtæppe på alle gulve, da han flyttede ind, for på parketgulvene lignede han konstant Bambi på glatis.

− Han er en ud af et kuld på fem, men den eneste med den skavank. Det vidste vi dog ikke, da vi hentede ham i Kregme. Da var han 8 uger, lillebitte som de andre i kuldet og som dem stadig lidt usikker på benene. Men efter kort tid her hos os fornemmede vi, at der var noget galt med ham, og tog ham til dyrlæge, fortæller Christina, 44 år. 

Dyrlægen fandt årsagen til, hvorfor Alfred ikke kan styre sine ben, men kunne heldigvis konstatere, at den lille hund ikke har smerter. Familien er derfor indstillet på at give ham et godt liv, så længe han er glad og smertefri. 

Ligesom mig

Især Maria gik glad fra dyrlægen, for hun og Alfred har fra dag ét været meget tæt knyttet. 

− Da dyrlægen nævnte ordet spastisk om Alfred, sagde Maria: ”Ej, så har han en diagnose ligesom mig,” indskyder Christina.

Maria forklarer selv med et stort smil, hvorfor hun dengang sagde sådan til dyrlægen:

− Jamen, jeg har en let form for autisme og har også adhd, men jeg tager ikke adhd-medicin mere.

De to diagnoser fik Maria, da hun gik i børnehaveklasse, så i 1. og 2. klasse gik hun i en specialklasse, og efter folkeskolen var hun to år på Sofie Rifbjerg Efterskole i Nr. Alslev, der er en efterskole for elever med særlige undervisningsbehov. Siden fulgte tre år på Vordingborgskolen, hvor hun tog et STU-forløb (Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse, red.).

− Maria har klaret sig rigtig godt gennem alle forløb, og der har aldrig været nævneværdige udfordringer for os i forbindelse med hendes diagnoser. Vi har også fra kommunen fået den hjælp, vi har haft behov for, fortæller Christina.

Læs også: Andreas er stolt af sin autisme

Stå på egne ben

Maria nikker bekræftende, tager igen Alfred op i favnen og nusser ham, mens hun begejstret siger:

− Ja, og sidste år flyttede jeg hjemmefra og ind i min egen toværelses lejlighed. Den ligger heldigvis ikke længere væk herfra, end at jeg hver dag kan gå eller cykle herover og være sammen med Alfred og mor og Kenneth – eller Alfred kan komme hjem og besøge mig.

Marias lejlighed er en del af bofællesskabet Inge og Sofie Marie under Fonden Mariahjemmene, og hun bor i et team sammen med seks andre beboere, der alle kun får let støtte. 

− Vi har en fast maddag, og jeg har tirsdag, indskyder Maria og understreger, at hun godt kan lide at lave mad og er god til det.

Derfor er hun også glad for at være i praktik på Café Ingeborg, hvor de tilbereder mad til plejehjem og beboere udefra. Caféen har udelukkende ansatte med særlige behov, og de mestrer alt fra varm mad, dagens ret og lun let mad til smørrebrød og sandwich – og alt laves fra bunden. Maria er indstillet til førtidspension og håber, at hun kan fortsætte med at arbejde i Café Ingeborg.

Alfred og Maria er desværre ikke de eneste i den lille familie med en diagnose. 

Det ligger til familien

Christina, 44 år, gik i flere år og døjede med smerter forskellige steder i kroppen. Hun havde det bestemt ikke godt, men som hun siger:

− Jeg er ret stædig, så jeg tænkte hele tiden, at det nok ville gå over.

Det gjorde det imidlertid ikke, og i 2017 fik hun diagnosen fibromyalgi, og smerterne dulmes nu med smertestillende piller samt medicin, som gives til patienter med en mild form for Parkinson.

Christina er sygemeldt fra sit job som serviceassistent i et bosted for autister og er netop nu i 13 ugers arbejdsprøvning på et værested for udviklingshæmmede. Hendes håb er at få et flexjob i bostedet for autister. 

Læs mere: Jessica har diabetes - Min hund kan lugte ændringer i mit blodsukker

En sømand gik i land

Også Kenneth, 48 år, har en diagnose og fik efter fire års kamp tilkendt førtidspension. I 23 år sejlede han som sømand i hele verden, men måtte i 2012 gå i land, da han begyndte at føle sig godt og grundigt utilpas. Ikke uden grund, for det viste sig, at han har et dårligt hjerte, og han har nu fået en såkaldt ICD – en hjertestarter – indopereret.

Her fristes man til at bruge klichéen: Der er ikke noget, der så skidt, at det ikke er godt for noget.

For var Kenneth ikke gået i land, havde han måske aldrig mødt Christina.

Men det gjorde han. I 2012, mens han var syg og endnu ikke opereret.

De to blev gift den 28. juni 2014 – kan Kenneth fortælle efter at have rodet lidt rundt i et skab for at finde en særlig bryllupsgave, en fin bryllupsplatte med håndskrevne navne på alle bryllupsgæsterne samt datoen for brylluppet – som hverken han eller Christina kunne huske, da vi kom til at tale om det. 

Maria, som er meget glad for Kenneth og også har et godt forhold til sin biologiske far, kan ikke lade være med at grine over, at de ikke kan huske datoen. Hun vender sig om i sofaen, peger på et stort billede på væggen og siger:

− Jamen, Kenneth og mor, så er det da godt, at I kan se på billedet der, at I er blevet gift!

På billedet står det nygifte par, Christina og Kenneth, og ved nærmere eftersyn viser det sig, at billedet er lavet af perler.

− Ja, det har jeg lavet efter et foto, og jeg brugte 35.549 perler til det. Ikke sådan nogen perler, man bruger til perleplader, men nogen helt specielle perler – fotoperler, fortæller Maria med stolthed i stemmen. 

Balletdanseren

Mens vi har siddet og talt, har Alfred gentagne gange forsøgt at trække fotografens og journalistens strømper af, og hver gang har Maria enten taget ham op – han kan ikke selv hoppe op i sofaen − eller har forsøgt at distrahere ham med noget af hans legetøj, mens hun tørt konstaterer: 

− Han har altid været vild med strømper.

Strømper får han dog ikke på, da vi skal ud for at opleve ham i naturen, men en lun, strikket trøje og en god sele er nødvendig til den lille hund.

− Flere i området kalder ham balletdanseren, fordi han går, som han gør, og ofte ser det ud, som om han tølter. Fordi han er så lille og usikker, skal vi især passe godt på ham, når vi er ude, for han må ikke lege med andre hunde, som hurtigt kan slå benene væk under ham. Og i øvrigt må hans ture ude ikke vare meget mere end fem minutter, men det er lidt svært at overholde, fortæller Christina på vej ned ad trapperne.

Alfred er ellevild, da vi kommer udenfor, og som den hanhund, han er, skal han straks lette ben, usikkert balancerende på de tre andre ben – heldigvis uden at falde, som han ellers ifølge Maria af og til gør i den forbindelse.

På et tidspunkt stopper han pludselig op, stående på forpoterne og med bagbenene strittende op i luften.

− Det er, fordi vi ikke alle tre er med fremme. Når han ser, hvem af os, han går ud med, så vil han også have, at vi følges ad, forklarer Kenneth og skynder sig op på siden af Alfred, Maria og Christina.

Og fra Christina lyder det med smil på læben:

− Hvis ikke vi skal have en hund med en diagnose, hvem skal så?