Skæbner

Vi skal gribe ind

30. januar Af Nina Sommer
Foto: Aller Foto & Video
Lugten af øl og hash fyldte Mias barndomshjem. Ofte fulgt af tæv, sjældent omsorg. Mange vidste det godt. – Vi skal blande os, når et barn svigtes, lyder det i dag fra både Mia og tre af vidnerne fra dengang.
Mia krammer sin ni-årige datter

De tomme flasker foran døren varsler om, hvad der venter på den anden side. Mia er netop kommet hjem fra skole, og hun genkender sin mors vens Puch Maxi på fortovet. Tankerne har hele dagen kredset om, hvordan moren har det, men her foran hoveddøren føler Mia sig modløs og nervøs. Hun har mest af alt lyst til at løbe væk og ind i en kærlig favn. Men hun har ingen steder at tage hen. I stedet trykker hun dørhåndtaget ned, og går ind i den velkendte mur af røg.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

– Tøm opvaskemaskinen, råber hendes mor til hende. Mia svarer ikke, og før hun ser sig om, mærker hun en lussing svide på sin 12-årige kind.

– Når jeg var i skole, havde jeg svært ved at koncentrere mig, fordi jeg konstant var bekymret for, hvordan min mor havde det. Var hun bevidstløs af druk? Havde hun glemt at slukke sin cigaret? Selv om det var utrygt at være hjemme, kunne jeg ikke slippe det, fortæller 32-årige Mia Buur fra Holstebro, hvor hun bor med sin kæreste og deres fem sammenbragte børn.

Fra væggen smiler glade børn på billederne, og i hjørnet af stuen er legetøjet samlet, for her skal være plads til at være barn. Noget, som Mia aldrig oplevede i sin egen opvækst i Sønderjylland.

Følte sig ikke god nok

Når Mia tænker tilbage på sin barndom, er det, der fylder mest, en følelse af ikke at være god nok. Hun husker de klirrende flasker, den tykke tåge af hash, der sved i øjnene, og hvordan hun havde vænnet sig til at scanne rummet for tegn på, hvilken tilstand hendes mor var i.

På gode dage kunne hun og moren tage ud og købe tøj i genbrugsbutikken eller i Føtex, når hun havde fået børnepenge. Ofte afsluttede de dagen med at spise entrecote og pomfritter.

– Jeg husker det som noget hyggeligt, og jeg glædede mig altid til, der kom børnepenge, men jeg vidste også, at det var en kortvarig glæde. For selv om hun kun drak hver anden dag, røg hun hash hver dag.

Misbruget eskalerede

Fra de tidlige barndomsår husker hun sin stedfar, der havde et kærligt væsen, selv om han både drak og røg hash. Men da Mia var syv år, gik han og Mias mor fra hinanden, og stemningen i huset skiftede. Misbruget af alkohol og hash eskalerede, og når Mia kom hjem fra skole, var hjemmet ofte fyldt med mennesker, der ristede tobak ved køkkenbordet. Stedfaren forsvandt ud af Mias liv.

– Jeg fik at vide af min mor, at han ikke ville have noget med mig at gøre, fordi jeg ikke var hans rigtige barn. Det gjorde ondt, for han var den person, som jeg havde knyttet mig mest til, fortæller Mia.

I skolen mødte hun altid nyvasket og i rent tøj. Men hun havde svært ved at koncentrere sig, og efter skole legede hun sjældent med sine klassekammerater.

Bekymret for sin mor

– Jeg havde behov for at komme hjem og tjekke, hvordan det stod til. Jeg havde det også svært med at være hos velfungerende familier. For jeg var bange for, at de kunne se på mig, hvad der skete hjemme hos os, fortæller Mia.

Hun er sikker på, at andre vidste, hvad der foregik, for hun havde flere gange synlige mærker efter afstraffelserne.

– Det var ambivalent. Nogle gange følte jeg, at jeg skreg, at jeg ikke havde det godt. Men hvis nogen havde spurgt ind til det, havde jeg benægtet det. For jeg var bange for, at jeg det ville få konsekvenser for mig og min lillebror, fortæller, Mia.

Et tiltrængt frirum var besøgene hos sin mormor og morfar. Hun elskede forudsigeligheden, når hendes mormor spiste sin daglige sukkermad, og når hendes morfar sad klar klokken 18 for at se TV-Avisen, og hun kan stadig genkalde sig de varme kram, når hendes mormor foldede armene rundt om hende.

Opgav håbet om en tryg barndom

Et enkelt år i barndommen oplevede Mia noget, der mindede om et almindeligt familieliv. Hendes mor fandt en kæreste, der hverken drak eller røg hash. I den periode skjulte hendes mor sit misbrug, og Mia oplevede at have en normal hverdag med en kærlig stedfar, der ville både hende og hendes lillebror. Men efter et år krakelerede facaden. Moren og stedfaren gik fra hinanden, og de flyttede langt ud på landet. Selv om hendes mor ikke havde kørekort, anskaffede hun sig en bil, og når hun i påvirket tilstand kørte rundt, var det Mias opgave at holde øje med politibiler.

– I mange år håbede jeg, at tingene ville ændre sig. At jeg kunne få en kærlig mor. Men som tiden gik, opgav jeg det, fortæller Mia.

Efter 8. klasse kom hun på efterskole. I begyndelsen gik hun langs panelerne. Hjemmefra havde hun tit hørt, at hun var grim, men på efterskolen blev hun taget godt imod. Hun fik flere venner, og for en stund kunne hun nyde ungdomslivet.

– Jeg skulle vænne mig til at få komplimenter. I starten troede jeg, at de gjorde grin med mig. Jeg havde svært ved, at der skete noget godt, for jeg følte på en måde, at jeg ikke fortjente det, fortæller Mia.

Fra hun var 13 år, havde hun haft et overfladisk forhold til sin biologiske far. Det bestod mest af, at hun så ham kort til jul og fødselsdage, hvor hun fik en gave. Men som 16-årig valgte hun at kontakte ham, og for første gang fortalte hun, hvad der foregik derhjemme, hvorefter hun flyttede ind hos ham og hans familie.

Mia Buur fra Holstebro
Foto: Aller Foto & Video

Drømte om egen familie

– Det var en lettelse at fortælle, og jeg blev sendt i en gruppe for børn af misbrugere. Men det stod alligevel hurtigt klart, at jeg ikke bare kunne komme ind i en velfungerende familie, så jeg boede der ikke særlig længe.

Mia fik tidligt en drøm om at stifte sin egen familie. Efter et kortvarigt ægteskab, fandt hun sin nuværende kæreste, og sammen fik de for to år siden Sander. Mia havde de trygge rammer, hun havde drømt om, men modløsheden og den indre kritiker fulgte med. Flere gange kunne hun græde store dele af dagen væk, og hun slog sig selv i hovedet, hvis hun følte, at hun begik fejl. Derfor begyndte hun sidste år i terapi, og i processen blussede vreden op. For når hun kiggede tilbage på sin barndom, forstår hun ikke, at der ikke var nogen, der greb ind.

– Flere gange var der vidner. En lærer var engang hjemme hos os, hvor min mor var fuld. En veninde måtte ikke komme hjemme hos mig, og jeg er mødt op i skole så mange gange med synlige mærker. Når jeg tænker på det i dag, er det uforståeligt, at folk vendte det blinde øje til, fortæller Mia, der har søgt aktindsigt i sine papirer. Men beskeden var, at der aldrig har været nogen indberetninger.

I dag er Mia mor til Signe på ni år og Sander på to år, som hun hjemmepasser, for det vigtigste for hende, er at give hendes børn det, hun ikke selv fik som barn. Hun stoppede kontakten med sin mor for 13 år siden, for hun har taget en beslutning om, at hun kun vil have mennesker i sit liv, der vil hende det godt.

Vil hjælpe andre

I dag arbejder hun i stedet på at give plads til alle følelser og snakke om dem, så de ikke hober sig op til negative forestillinger. Hver anden tirsdag mødes hun med andre, der har haft samme opvækst i Tubanu, en forening for unge og voksne, der er vokset op med stof- eller alkoholmisbrug i familien. Her er der et sammenhold, for de kan spejle sig i hinandens historier. Hun håber, at hun kan bruge sine erfaringer, når hun næste år går i gang med uddannelsen som socialrådgiver.

– Jeg har altid kunnet relatere til andre, der har haft det dårligt, og jeg håber, at min historie kan være med til at få andre til at søge hjælp og tale om det, hvis man har det svært. Samtidig er det også et opråb til folk, der har en mistanke om, at et barn ikke trives. Det kan betyde en kæmpe forskel i et menneskes liv, så det er vigtigt, at man griber ind, fortæller Mia.

Som selvterapi skriver hun om sin opvækst på Facebooksiden ”barn af en misbruger”, og hun har fået adskillige henvendelser fra folk, der kan spejle sig i hendes historie.

– Jeg fik en dag en besked fra en pige på 13 år, der skrev, at hun troede, at hun var den eneste, der havde det på den måde, jeg beskrev. Det viser bare, at det stadig er et tabu, og at vi skal blive ved med at fortælle vores historier.

Barndomsbillede.  Mia og hendes mor. Morens ansigt er sløret. Hun har en øl i hånden
Foto: Privat

Lå vågen hele natten

Personen ønsker at være anonym. Ude og Hjemme kender hans identitet.  – Min kone og jeg havde Mias lillebror boende en gang imellem. Nogle gange var Mia også med. En dag skulle jeg aflevere dem hjemme hos deres mor. Hun var så fuld, at hun ikke kunne stå på benene, og hun skældte børnene ud, før hun så, at jeg også var der. Jeg havde det forfærdeligt med at aflevere dem, og jeg lå vågen hele natten og spekulerede. Derfor tog jeg ned til hende dagen efter og snakkede med hende. Men hun blev vred, og børnene fik ikke lov til at komme hjemme hos os mere. Jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på, hvor dumme vi var, at vi ikke gjorde noget. Samtidig var det en kæmpe sorg, for vi havde knyttet os til dem. Billedet er Mia som lille, sammen med sin mor. 

Jenny Nielsen. Barndomsveninde
Foto: Privat

Vi vidste det jo godt

Jenny Nielsen, barndomsveninde: Jeg husker den søde lugt, når jeg kom hjem til Mia. Jeg fandt senere ud af, at det var hash, og jeg husker, at hendes mor var fraværende. Jeg husker en dag, hvor vi skulle hente Mia i deres kolonihavehus. Hendes mor sad fuld i en stol, selv om hun havde sagt, at hun ville lave frokost til os. Det viste sig, at frokosten bestod af pølser fra et glas. Jeg kunne mærke på Mia, at hun slappede mere af, når hun var på weekend hjemme hos os. Der var, som om der kom en anden ro over hende. Men hun sagde aldrig, hvad der skete derhjemme. Når jeg tænker tilbage, burde vi have reageret, for vi vidste jo, at hun ikke havde det godt. 

Charlotte Jensen. Datter af Mias stedfar
Foto: Privat

Vi fik røvfuld

Charlotte Jensen, datter af Mias stedfar: Jeg var hjemme hos dem hver anden weekend. Min stedfar og Mias mor sad altid ved bordet og røg hash. Dengang vidste jeg ikke, hvad det var. Jeg kan bare huske, at jeg ikke brød mig om lugten. Mia og jeg sad også ofte i bilen, når de var inde at købe hash. Vi kendte jo ikke til andet, så det var normalt for os. Vi er flere gange blevet slået af hendes mor. Jeg husker en dag, hvor vi havde malet på skuret. Da Mias mor fandt ud af det, fik vi en ordentlig røvfuld. Min mor sagde, at jeg var rød hele vejen op ad ryggen, da jeg kom hjem. Efter det var der en lang periode, hvor jeg ikke måtte komme der. Jeg havde den fordel, at jeg kun var der en gang imellem. Mia var der hele tiden. Jeg var kun et barn, men jeg tænker, at de voksne, der vidste det, burde have gjort noget.

Sponsoreret indhold