Vi slog hånden af Amandas adoptivforældre. Hittebarn - del 3

Vi var rystede. En syvårig skal da ikke vokse op hos sine bedsteforældre. Hun skal da være hos sine forældre. Vi syntes desuden, det var forkert at sende en pige, der var vokset op i Danmark, til Ukraine.

Min kone, Nadia, og jeg arbejdede begge som læger på Aarhus Universitetshospital. Vi var kolleger til Barbara og Dimitri, og privat boede vi et stenkast fra hinanden. Vi kom alle fire fra Ukraine, hvor vi havde studeret medicin sammen på universitetet. Nadia og jeg fik vores første barn, Robert, næsten samtidig med, at de adopterede Amanda fra Ukraine. Helt naturligt blev vi meget tætte i denne tid.

Amanda og Robert voksede op sammen og blev bedste venner. De startede i samme vuggestue og fulgte hinanden videre i børnehave og skole. De var praktisk talt uadskillelige.

Barbara og Dimitri havde kæmpet med barnløshed i lang tid, og da de fik Amanda, var de lykkelige, selv om Amanda til tider var vild. Hun fik hysteriske anfald og nev, bed og slog, men vi hjalp dem med at prøve at skabe trygge rammer omkring hende, og vi blev en slags reserveforældre for Amanda.

En aften, da børnene var syv år gamle, var vi inviteret til middag hos Barbara og Dimitri. Som altid løb Robert ind for at finde Amanda på hendes værelse, men denne gang var hun der ikke. Dimitri sagde, at Amanda var på ferie hos sine bedsteforældre i Ukraine, og derefter skiftede han hurtigt emne og talte lystigt videre om Amandas lillebror og hvor dejlig og nem han var.

I den følgende tid så vi ikke meget til Barbara og Dimitri efter arbejde. Robert løb tit over for at spørge, om Amanda havde lyst til at lege, men hver gang vendte han slukøret tilbage, fordi hun stadig ikke var kommet hjem fra ferie.

Et par uger senere, da vi spiste frokost i kantinen på hospitalet, sagde Dimitri, at Amanda skulle blive hos sine bedsteforældre. De havde besluttet, at hun skulle gå i en Ukrainsk skole, fordi hun hele tiden kom op at slås i den danske skole, som hun og Robert lige var begyndt i. Da jeg hørte det, var jeg ved at falde ned af stolen. Godt nok var Amanda ikke noget nemt barn, men hendes vildskab var som regel kun rettet mod forældrene. Hun var derimod tålmodig og god mod Robert og sin lillebror. Barbara og Dimitri rejste sig fra bordet og vendte tilbage til deres arbejde, som om intet var hændt. Men Nadia og jeg var rystede. En syvårig skal da ikke vokse op hos sine bedsteforældre. Hun skal da være hos sine forældre. Vi syntes også, det var forkert at sende en pige, der var vokset op i Danmark, til Ukraine.

Kort tid efter samtalen i kantinen var jeg ude at spille fodbold med Robert. På vej hjem passerede vi containerområdet og midt i en ophedet diskussion om, hvem der var verdens bedste fodboldspiller, stoppede Robert op. Bag containerne stod der børnemøbler og en helt masse papkasser. Robert genkendte møblerne: ”Det er jo Amandas”, sagde han. Han gik over og rodede i kasserne, og han fandt hendes legetøj, fotoalbums fra hun var lille og frem til nu og alt hendes tøj. Robert spurgte mig, hvorfor hun ikke havde fået nogle af sine ting med, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare. 

Vi valgte at bryde forbindelsen med Barbara og Dimitri i protest mod deres behandling af Amanda, og en dag flyttede de bare. Rygterne var begyndt at svirre i nabolaget. Hvad var der sket med Amanda? Nadia og jeg blev også mistænkeliggjort, fordi vi havde været deres nære venner i lang tid.

Lidt over et år senere bankede en mand på døren til Barbara og Dimitris hus. Jeg fortalte ham, at de var flyttet. Han præsenterede sig, gav mig hånden og sagde, at han var journalist fra en ukrainsk avis og måtte han stille mig et par spørgsmål? Han sagde, at han var ved at skrive en artikel om en pige ved navn Amanda, der var dukket op på et ukrainsk børnehjem for lidt over et år siden…

I artiklen kunne man blandt andet læse:

”I oktober 2003 troppede lægeparret op og afleverede den ulykkelige syvårige Amanda til det målløse personale på et akuthjem for kriseramte børn i Kiev. De krævede adoptionen ophævet.”

”Dommeren i Ukraine havde aldrig oplevet noget lignende i sine 20 år i embedet. Adoptionen blev ophævet ved dom med den betingelse, at ægteparret skal betale børnebidrag frem til Amanda fylder 18 år.”

”Lægeparret bor stadig i Danmark med deres biologiske dreng. De er ukrainske statsborgere, men har boet i Danmark i mange år. Begge arbejder på et unavngivet hospital.”

”Parret ønsker ikke at få deres navne eller ansigter frem, men de forsvarer deres handlinger med, at pigen var umulig.”

”Vi var ellers så lykkelige, da vi fik hende…”

Nadia og jeg snakker tit om sikke en skæbne, den stakkels pige har været udsat for.

Se også: Vi adopterede Amanda - men fortrød. Hittebarn - del 2