Victoria blev forsømt på børnehjem som spæd: Sultede i et år

Med et forundret blik løftede 1-årige Victoria sine arme i den lyserøde sparkedragt og greb ud efter damens lange hår. Hun havde aldrig i sit liv set lyst hår før nu. Hun havde heller aldrig oplevet at sidde på skødet af en mand, så hun drejede nakken og kiggede nysgerrigt på den fremmed mand, som havde taget hende op.

20 minutter efter blev Victoria båret tilbage ind på børnehjemmet igen. Mere tid fik hun og tvillingebroren Victor ikke med damen med det lyse hår og manden, der smilede. 20 minutter var alt hvad det kunne blive til, første gang tvillingerne fik lov til at møde deres nye mor og far på børnehjemmets lille kontor.

For forældrene, Lene og Jens Christian var de 20 minutter mere end rigeligt til at vække de allerstærkeste følelser. Da de forlod stedet og gik ud i den bulgarske september-luft, var de allerede grebet af en stærk beskyttertrang og af den ubetingede kærlighed til de to børn. Samtidig prøvede de at holde lidt igen.

For selv om de havde fået lovning på at adoptere tvillingerne, turde de ikke slippe glæden helt fri. Først skulle adoptionspapirerne være i orden. Men ved juletid kunne de nok komme tilbage og hente deres børn, lød beskeden.

Fik et chok

Tiden føltes lang det efterår. Og det blev ikke bedre, da de nåede december, og der stadig ikke var tegn på, at adoptionen ville gå igennem. Det var der stadig ikke, da det blev forår. Lene og Jens Christian ventede og ventede. Til sidst var der næsten gået et helt år siden deres sparsomme 20 minutter med børnene.

- Ventetiden var det værste. Det var som om, vi kun havde haft dem til låns. Det blev ved med at trække ud, og vi fik en masse forklaringer, men der skete ikke noget, husker Lene, som lige så tydeligt husker lettelsen den august for 17 år siden, da de endelig fik lov til at rejse tilbage til Bulgarien og tage plads på samme kontor som sidst.

De kunne næsten ikke vente et minut mere på at se de to børn. De havde tænkt på dem. Talt om dem. Og fantaseret om, hvordan de havde udviklet sig siden sidst. Men de havde ikke forberedt sig på det syn, der mødte dem, da børnene endelig blev båret ind.

Selv om forældreparret smilede lykkeligt, da de gik derfra med børnene, var de begge dybt chokerede.

Ingen af dem satte dog ord på chokket, mens de sad på bagsædet af en bil med deres børn på skødet og blev kørt syv timer til deres hotel. Først da de havde lagt begge børn til at sove, sagde de deres bekymringer højt. Parret stod ved siden af hinanden og kiggede ud ad vinduet. Det var uvejr. Tordenen bragede.

Lene var den første, der forsigtigt sagde det, de begge tænkte: Det er godt nok nogle små fugleunger.

Vejede kun 7 kilo

Det var ingen overdrivelse. Børnene havde ikke udviklet sig i det år, de havde været væk fra dem. Deres vægt var skræmmende lav, og de svømmede nærmest i det tøj, forældrene havde haft med til dem fra Danmark. Ankelstrømperne var knæstrømper, de små sandaler kunne slet ikke sidde fast på fødderne, og børnene kunne hverken sidde, gå eller tale, selv om de næsten var 2 år. Faktisk havde de ikke sagt en lyd, siden de var kommet i deres nye forældres arme.

Da familien kom hjem til Danmark, kunne deres læge bekræfte deres bange anelser. Victoria og Victor var tydeligvis var blevet forsømt. De var både underernærede og understimulerede.

- Victoria vejede kun 7,2 kilo. Så lidt vejer en baby på et halvt år ikke engang. Vi ved selvfølgelig ikke, hvad der er sket. Men der er jo noget, der tyder på, at børnehjemmet har sparret på maden, da de vidste, at de skulle videre, siger Lene, som også talte med den danske læge om den medicin, de havde fået med til børnene fra Bulgarien.

Medicin, som tydeligvis var blevet sprøjtet ind i deres små lår. Mængden af stikmærker var det synlige bevis.

- Lægen smed medicinen ud med det samme og sagde, at det var noget værre gift. Jeg er ret sikker på, at det har været noget beroligende, for det kunne jo ikke passe, at de to børn slet ikke gav lyde fra sig, siger Lene.

Mod på livet

Begge børn fik dog hurtigt deres stemmer igen. Ligesom de imponerende hurtigt fik gang i deres udvikling, efterhånden som de fik næring.

I starten var deres tyggefunktion så utrænet, at de kun kunne indtage grød. Det spiste de til gengæld i så store mængder, at Jens Christian måtte på tilbudsjagt, hver gang deres favoritgrød ”Beauvais med pære” var sat ned i de lokale supermarkeder.

Børnene havde appetit på livet, og ikke længe efter kunne de både sætte kartoffelmos og franskbrødsmadder uden skorpe til livs.

Følelsesmæssigt tog især Victoria hurtigt sit nye liv ind. Hun knyttede sig stærkt til sine forældre og kæmpede utrætteligt for at fastholde deres opmærksomhed hele tiden. Faktisk havde hun det bedst, når hun stod på deres skød og kiggede dem direkte ind i øjnene. Victoria var tydeligvis en pige, der ikke ville forlades.

Hun var også en pige, der ville frem i verden. Efter kort tid begyndte hun at sidde, kravle og interessere sig for husets legetøj. Og knap to måneder efter ankomsten til Danmark tog hun sit første skridt, og siden har hun haft fuld fart på.

Meldte sig til Sporløs

I dag er Victoria en udadvendt 19-årige pige, der altid har haft sit liv propfyldt med nære venner, håndbold, gymnastik, kor og ikke mindst familien.

- Jeg vil sige, at Victoria er sluppet heldigt. Hun har aldrig har været påvirket af tiden på børnehjemmet. Måske bortset fra, at hun har et ekstremt omsorgsgen. Ikke mindst for sin bror, siger Lene.

Broren Victor har haft mere at kæmpe med og fik som 5-årig diagnosen autisme. Men tvillingerne har altid haft et tæt forhold. Som Victoria selv siger: Vi kan altid mærke på hinanden, hvordan den anden har det.

De to har jo også været sammen om alt. Eller næsten alt. Victoria måtte nemlig drage alene af sted, da hun for et år siden skulle ud på sit livs rejse. Siden hun var barn, havde hun siddet hjemme i sofaen og set Sporløs. Og hver gang havde hun sagt: Når jeg bliver 18 år, melder jeg mig.

De ord holdt hun ved, og en mandag i januar gik hun ombord på flyet til Bulgarien med Sporløs-holdet.

- Jeg meldte mig egentlig for at finde ud af, om jeg havde flere søskende. Tanken om at finde mine biologiske forældre havde jeg ikke det store håb om. Der var nok en grund til, at jeg var blevet givet væk, siger Victoria.

Bevægende møde

Men hun fik mere, end hun havde håbet på i løbet af de fem dage, hun var i Bulgarien. Både på godt og ondt. Hun kom nemlig ned til en fuldstændig overvældende fattigdom, som havde været umulig at forberede sig på inden. Men hun kom også i armene på både sin biologiske mor og far, som krammede og kyssede deres datter, mens tårerne fik frit løb.

De var uden tvivl ikke de eneste, der græd over det møde. Det var nemlig et bevægende øjeblik, da det blev vist på dansk tv.

For Lene og Jens Christin betød optagelserne, at de igen skulle gå hjemme i Danmark og vente i uvished. De anede ikke, hvad deres datter var rejst ned til. Og de anede heller ikke, hvad hun ville finde. Det var derfor det bedste telefonopkald, da Victoria en fredag aften ringede over Facetime og fortalte, at hun havde mødt sine biologiske forældre. Det var egentlig ikke så meget selve nyheden, som varmede hjemme i huset i Herning. Det var mere Victorias udtryk.

- Hun så så glad ud. Hendes kinder var røde, og hendes øjne strålede, smiler Lene, som et halvt år efter optagelserne rejste med Victoria til Bulgarien, så hun igen kunne møde familien.

Ville have hentet børnene

En familie, som foruden forældrene bestod af fire søskende og adskillige nevøer og niecer.

Victoria ville gerne lære dem bedre at kende. Under deres første møde gennem Sporløs, havde hun fået forklaringen på, hvorfor hun og Victor var blevet givet væk.

Graviditeten var kommet bag på de biologiske forældre, som faktisk kun havde opsøgt læge dengang, fordi moderen havde ondt i maven. Det viste sig, at hun havde bughindebetændelse. Og var gravid med tvillinger i 7. måned.

Da børnene kom til verden, havde forældre hverken kræfter eller penge til at tage sig af dem, så de valgte at aflevere dem på børnehjemmet. Planen var, at de ville hente dem igen, når moderen var blevet rask, men da de ankom til børnehjemmet et år efter, var det for sent. De to børn var bortadopteret.

Jeg var heldig

Selv om det er hårdt at tænke på, er Victoria lykkelig for, at livet gik, som det gik. Det fik hun ikke mindst bekræftet, da hun besøgte familien anden gang. Det var meningen, at hun skulle bo hos dem fire dage, mens Lene var på et hotel. Men Victoria kunne ikke klare mere end halvanden dag, før hun kørte tilbage til sin mor. Godt nok var de biologiske familiemedlemmer både søde og gæstfri, men det var for hårdt for 19-årige Victoria pludselig at sidde i en fremmed stue, i en fremmed kultur og kun lytte til et fremmed sprog.

Victoria er dog glad for, hun tog af sted. Med sig havde hun nemlig et tykt fotoalbum, som illustrerede tvillingernes liv i Danmark. Da hendes biologiske forældre bladrede gennem de mange billeder af børnene til jul, konfirmationer og sportsstævner, bredte der sig store smil på deres læber. Ingen kunne være i tvivl om, at de syntes, at deres børn havde fået en opvækst, som de aldrig selv ville kunne give dem.

Selv føler Victoria sig også dybt taknemmelig over sit liv hjemme i Herning.

- Jeg har haft den bedste og mest trygge barndom. Mine forældre har altid været der for mig og Victor. Jeg har selvfølgelig altid været glad for mit liv. Men efter jeg har været i Bulgarien, tænker jeg virkelig på, hvor heldig, jeg har været, siger Victoria, som lige nu er i gang med at læse til Sosu-assistent. Hun kan jo lige så godt bruge sit omsorgsgen professionelt.