Victoria voksede op med sult og tæsk: Huen er min største sejr

Håndfladerne er svedige, og pulsen dunker, som den har gjort så mange gange før. Selv om hun konstant gnider hænderne tørre, er fugten der igen få minutter senere.

I to år har hun kæmpet for at komme igennem hf. Tårerne har flere gange trillet ned ad hendes kinder i frustration over de svære opgaver og uforståelige ord. Men om lidt bliver døren lukket bag hende, og den sidste eksamen er en realitet. Den eksamen, der skal bevise, at hun kan nå det mål, hun har sat sig.

Døren åbner ind til eksamenslokalet. Med sig har hun den computer, der skal oversætte den tekst, hun skal op i. Hun har for længst besluttet, at hendes ordblindhed ikke skal sætte en stopper for hendes drømme, men da computeren går i gang med at læse teksten op, forstår hun ikke et ord. Teksten er på sønderjysk, og den dialekt er ikke kodet ind i computeren.

Panikken breder sig, for hun ved, at på den anden side af døren står hendes forventningsfulde plejefamilie og venner klar til at sætte huen på hendes hoved. Hun prøver desperat at læse teksten, men ordene svæver hen over papiret, og et øjeblik overvejer hun at forlade lokalet.

– Jeg vidste næsten ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv, og jeg havde bare lyst til at rejse mig og løbe væk, fortæller 21-årige Victoria Mikkelsen fra Ribe.

Spærret inde

Victoria voksede op på en gård i Stenderup med sin mor og stedfar. Fra hun var helt lille, oplevede hun, hvordan stedfarens frustrationer kulminerede i vold, og flere gange mærkede hun den sviende smerte fra en lussing. Som vi skrev i Ude og Hjemme i maj 2016, blev Victoria – som dengang hed Sabrina – ofte spærret inde i flere dage på sit værelse med kun et enkelt glas vand. Legetøjet måtte hun ikke lege med, så når hun skulle have de mange timer til at gå, lå hun ofte på gulvet og drømte om et bedre liv.

– Jeg havde aldrig mødt min far, så jeg forestillede mig, at han en dag ville komme ridende som en prins og redde mig. På en eller anden måde har jeg altid vidst, at jeg på et tidspunkt ville få et bedre liv, og når jeg forestillede mig, hvordan det ville være, kunne jeg ligge og smile for mig selv, selv om jeg var så sulten.

I skolen var hun en smilende og forsigtig pige, der ikke gjorde meget væsen af sig. Hun kiggede misundeligt, når de andre åbnede deres friske madpakker, for ofte havde hun ikke mad med i skole. Heldigvis fik hun rugbrødsmadder af klassekammeraterne, så hun kunne klare sig igennem dagen.

Som årene gik, begyndte hun at spejle sig i sine jævnaldrende og deres hverdag, der virkede så langt fra hendes egen. Ønsket om et bedre liv begyndte at fylde, og da hendes stedfar og mor begge blev alvorligt syge, blev hun sendt i plejefamilie, og som 13-årig fik hun lov til at bo permanent hos plejeforældrene Lis og Mogens.

Bagud i skolen

Omringet af kærlighed og støtte startede Victoria i skole igen. Hun skulle starte i 7. klasse, men var fagligt på niveau med dem, der gik i 3. klasse. Hun skulle bruge lang tid på at forstå ting, der var indlysende for klassekammeraterne, og frustrationerne byggede sig op. Hun fik konstateret ordblindhed, men hun gav ikke op.

Samtidig begyndte hun hos en psykolog, hvor hun langsomt åbnede for traumerne fra sin barndom. Fra at være en stille pige, der aldrig havde haft en rigtig veninde, begyndte hun nu at snakke med de andre piger. Efterhånden kunne hun sætte sig ind i deres verden, og emner som tøj og makeup blev også en del af Victorias hverdag.

– Jeg anede ikke, hvad man gjorde med makeup. I starten vidste jeg ikke gang, hvordan man brugte mascara, griner Victoria, der arbejdede hårdt i folkeskolen. Det betalte sig. Da hun satte sig ved eksamensbordet i 10. klasse, blev der uddelt både 10- og 12-taller til Victoria.

– Jeg havde drømt om, at det kunne blive sådan her, men jeg havde mange gange tvivlet på, at det ville lykkes. Da jeg fik et højt gennemsnit i 10. klasse, var jeg klar til at tage kampen op med hf.

Græd som pisket

Men de højere krav på hf fik hendes gamle følelse af ikke at være god nok til at blusse op igen. Flere gange overvejede hun at droppe ud, men hendes medfødte stædighed fik hende til at fortsætte.

– Jeg græd ofte, fordi jeg syntes, at det hele var så svært. Jeg vidste godt, at jeg havde en anden bagage end mine klassekammerater, men jeg ville bare så gerne være som de andre, fortæller Victoria, der blev støttet og opmuntret af sin plejefamilie og venner gennem de hårde år på hf. Men da eksamenstiden nærmede sig, sad nerverne udenpå.

– Min største drøm var en studenterhue, men selv om jeg var tæt på målet, var det alligevel så langt væk. Jeg var så bange for at skuffe alle dem, der havde troet på mig.

Den dag, Victoria sidder til sin sidste eksamen, presser tårerne sig på. Hun kan ikke forberede sig, og mens hun nærmest kan høre urets visere bevæge sig, tager hun en beslutning. Uanset hvad der sker, vil hun gøre sit bedste. I eksamenslokalet improviserer hun sig igennem eksamen, og selv om hjertet banker derudad, bliver hun ved.

– Da jeg kommer ud derfra, græder jeg som pisket. Det er en blanding af nervøsitet og forløsning. Jeg ved jo godt, at jeg ikke har gjort det på den traditionelle måde, fortæller Victoria, der efter et par minutter skulle have dommen.

Sejr og nyt navn

– Jeg indstiller mig på, at jeg er dumpet, da de starter med at sige, at det var en af de mest specielle eksamener, de havde været med til. Men da de ender med at sige, at jeg har fået 7, bliver jeg helt svimmel af glæde, fortæller Victoria, der stadig kan få gåsehud, når hun tænker tilbage på den store dag, da hendes plejeforældre satte huen på hendes hoved.

Den dag er et vigtigt skift i hendes liv. Derfor vælger hun også at skifte sit gamle navn Sabrina ud med Victoria for at markere overgangen til sit nye liv.

– Victoria kommer af Victory, som betyder sejr på engelsk, og det var netop sådan, jeg havde det. Jeg havde opnået det, som jeg ikke troede var muligt.

I dag læser Victoria til pædagog, og selv om barndommens traumer nogle gange viser deres grimme ansigt i form af dårligt selvværd, så har hun bevist over for sig selv og andre, at den barske barndom ikke skal definere resten af hendes liv.

– Jeg tænker nogle gange tilbage på, da jeg var spærret inde og drømte om et bedre liv. Det liv har jeg nu. Vejen hertil har langtfra været nem, men jeg tror på, at hvis man kæmper for det, man ønsker sig, kan det virkelig gå i opfyldelse.