Skæbner

Video: Enke efter en måned og fem dage

13. september 2019 Journalist Karin Heurlin, fotograf Gregers Overvad
Tina var social- og sundhedsassistent. Richardt var hjemløs. Hun havde levet et pænt og trygt liv med sin kernefamilie. Og han havde levet alene på gaden. Men der opstod stor kærlighed, da deres veje krydsede hinandens. Så stor, at de valgte at gifte sig hjemme i stuen foran deres familier. Følelserne lever stadig. Også selvom de kun oplevede en måned og fem dage som mand og kone

Det var et stort øjeblik, da Tina Broholm denne vinter blev ført op gennem sin stue hjemme i Tårnby og gav sit ja til Richardt foran præsten. I det hele taget var det en stor dag, da de to fik hinanden og dermed beviste, at kærligheden overvinder alt. Hvis den er stor nok, overvinder den endda visheden om, at den ikke kommer til at vare længe.

For det vidste både Tina og Richardt, da de kyssede, smilede og skålede på deres bryllupsdag. Ligesom de vidste, at rigtig mange slet ikke forstod, hvordan Tina overhovedet kunne forelske sig i Richardt. Den pæne kvinde, som i 17 år havde levet med mand og børn i en tryg og nydelig haveforening. Hvad så hun i en mand, som havde levet på gaden det meste af sit liv, og som ovenikøbet manglede begge ben?

Kærligheden sidder ikke i benene

Men hvis der er noget social- og sundhedsassistent Tina Broholm har lært igennem de sidste to år, så er det, at kærligheden ikke sidder i benene. Den sidder for øvrigt heller ikke i bankkontoen eller i en smuk facade, og det er en af grundene til, at hun fortæller sin historie.

- Jeg ville ønske flere smed deres fordomme væk og kiggede bag alt det ydre. For det kan jo være, der er en person inde bag ved, som du bliver helt skudt i. Det gjorde jeg i hvert fald, som hun siger.

Richardt kunne tale med alle

Tina nåede at opleve den helt store kærlighed. Og hun nåede at få mange lykkelige stunder med Richardt, når de sammen kørte ud i verden, hvor Richardt altid kom i snak med folk fra sin el-scooter.

- Han kunne noget helt særligt som menneske. Jeg ville ønske, jeg kunne det samme. Men Richardt havde en ro og en krøllet hjerne, som jeg aldrig havde oplevet mage til før.

Læs også: Kærligheden reddede mit liv

To betjente ringede på døren

I dag står el-scooteren så stille, at der er kommet spindelvæv hen over styret.

En måned og fem dage efter deres bryllup, bankede det på hjemme hos Tina klokken halv ni om morgenen. Udenfor stod to unge betjente og gav hende beskeden: Richardt havde fået hjertestop på hospitalet, hvor han var indlagt på det tidspunkt.

- Jeg bakkede ind i stuen og satte mig på min sofa. Så begyndte jeg bare at ryste. Og jeg synes egentligt, at jeg har rystet indvendigt lige siden, siger hun stille.

Sponsoreret indhold