Viki mistede sin søn: Sorgen forsvinder aldrig

Viki mistede sin søn

I sommeren 2007 sendte Viki sin 22-årige søn, Toumas, af sted til rockkoncert. Det skulle blive sidste gang hun så ham. Sammen med en gruppe venner havde Toumas drukket til koncerten og de blev overmodige og ville prøve at springe ud fra en bro. Det kostede Toumas’ liv.

– Tusind og atter tusind gange har jeg spurgt mig selv: Hvorfor? Det var så unødvendigt, så meningsløst. Selvfølgelig regnede han ikke med, at han ville drukne. Han var glad og troede, at han var udødelig.

Slukkede for respiratoren

Da hun fik opkaldet fra hospitalet hastede hun og hendes eksmand af sted. Da de kom frem, tog en læge dem til side og fortalte uden omsvøb, at det var meget alvorligt. Tuomas blev holdt i live ved hjælp af en respirator.

– Men jeg forstod ikke alvoren i lægens ord, før moren til én af Tuomas’ kammerater, som også var læge og var der for at støtte os, sagde, at Tuomas’ pupiller ikke længere reagerede på stimuli. Han var hjernedød. Så forstod jeg, at min søn ikke ville overleve.

De slukkede for respiratoren om eftermiddagen, men det tog mange timer, før Tuomas endelig sov ind.

– Han døde først den 1. juli klokken 22.54 omgivet af forældre, søskende og venner. Dagen efter holdt familie og venner en mindehøjtidelighed på broen, hvorfra Tuomas havde sprunget. De lagde blomster på broens rækværk og så nogle kronblade dale ned mod det mørke vand 20 meter under broen – det vand som Tuomas i sin sidste stund havde kigget ned i.

LÆS OGSÅ: Teenager døde på Thailandstur

Dagbog som terapi

Hun begyndte først at bearbejde sorgen efter begravelsen, for indtil da gik hun rundt som i en tåge. Udførte sine gøremål mekanisk og tog sig af alt det praktiske.

Efter Tuomas’ død begyndte Viki at skrive dagbog. Hun lod følelserne få frit løb, hvilket betød, at hun kunne nærme sig sin sorg.

– Den blev en måde at give sorgen sit eget rum på. Viki begyndte på et skrivekursus, hvor hun fik hjælp til at bearbejde sin dagbog, så den kunne udgives som en bog om sorg, og hun gik i terapi i en sorggruppe. Hun kom også i en forening for forældre, som har mistet et barn. Danseterapi og sang i et teaterkor var også en måde at udtrykke sorgen på. At den yngste søn stadig boede hjemme og havde brug for hende, betød også meget, fordi hun blev tvunget til at koncentrere sig om andet end sorgen.

I dag er Viki glad for, at hun er kommet igennem det, der er alle forældres værste mareridt. Hun syntes, at det var vigtigt at turde fortælle om sin sorg og turde møde dem, der havde mistet en pårørende.

– Sorg smitter ikke. Den berører os alle før eller siden. Man føler sig meget sårbar, når man sørger og har brug for mennesker, der bare er der og lytter. Det er vigtigt at turde kontakte den, der sørger, at tale om sorgen og acceptere, at den er der.

Tuomas’ søskende har været en trøst for Viki, selv om hun – i sine mørkeste stunder – har følt sig ensom og forladt af sin familie. De har deres egne liv og deres egen sorg at slås med.

– Men de fylder mit liv med mening og kærlighed. I dag har jeg desuden tre børnebørn, som giver mig megen glæde og håb.