Skæbner

Virkelighedens Dicte: Hun lukkede selv sin morder ind

18. april 2017 af Joan Andersen. Foto: Gregers Overvad
I en lejlighed på Amager i København bliver en 35-årig kvinde fundet myrdet. Hvem stod bag, og hvorfor skulle hun dø? Virkelighedens Dicte fulgte sagen.

Virkelighedens Dicte dækkede sagen for Ekstra Bladet. Her er hendes historie.

Nøglen glider rundt i låsen. Uden for døren står en mor og en far. Syge af angst for, hvad der mon er sket med deres datter. Hun er ikke mødt op til aftalt tid til en middag hos veninderne, og nu er forældrene selv taget ud for at se, om deres 35-årige datter er hjemme i den lille førstesals lejlighed på Amager.

De får døren op, og i det samme synker deres verden i grus.

Virkeligheden Dicte: Liget i kummefryseren

For lige inden for døren, på gulvet i stuen til venstre ligger deres datter. Livløs og med blodige læsioner i hovedet. Der er intet at gøre. Hun er tydeligvis slået ihjel.

Virkelighedens Dicte dækker sagen

Det er lørdag den 8. marts 2003. Politiet bliver hurtigt tilkaldt, og de går straks i gang med at efterforske sagen intenst. De tekniske undersøgelser bliver sat i værk, og hver en centimeter af lejligheden bliver minutiøst gennemgået for spor. Afløbet i håndvasken, fibrene i gulvtæppet, dørkarmene i opgangen. Alt bliver tjekket for fingeraftryk eller biologiske spor.

Hurtigt står det klart, at den 35-årige kvindelige pædagog og alenemor er blevet tæsket ihjel. Med adskillige slag mod hovedet har gerningsmanden banket livet ud af hende. Og gerningsmanden er formentlig både kommet og gået med gerningsvåbnet.

Sven-Erik blev knivdræbt: Jeg vil finde fars morder

Politiets teknikere vurderer, at der er tale om et såkaldt ”stumpt instrument” på mindst 20 centimeter. Det kan være et bat, et kosteskaft, et koben. Det er gæt, for gerningsvåbnet er aldrig fundet. Gerningsmanden har fået blod på sit tøj og formentlig også sine sko.

Undersøgelser tyder også på, at pædagogen frivilligt har åbnet døren for drabsmanden. Der er intet, der tyder på indbrud, og alt peger på, at hun kendte personen, hun lukkede ind.

Hendes omgangskreds betegner hende som vellidt og uden fjender. Ingen forstår, hvorfor hun skulle dø.

Mor er rejst væk

Et par dage efter drabet bliver jeg sendt ud til den dræbtes eksmands nye hjem i en forstad til København.

Da vi nærmer os rækkehuset, ser jeg faren stå foran huset og lægge fliser til en ny terrasse. Tæt ved er den lille dreng, som netop har mistet sin mor.

Jeg glemmer aldrig synet af ham. Han går stilfærdigt rundt i sin flyverdragt og leger.

Min søns morder blev dræbt ved sit bryllup

Måske savner han sin mor allerede? Måske ved han endnu ikke, at hun er død? Sikkert er det, at han ikke ved, hvor voldsom hendes død har været.

De sidste, der har set den 35-årige i live foruden hendes morder, er netop disse to mennesker: Sønnen og hans far.

Faren hentede deres 4-årige søn klokken 10 den formiddag, hvor retsmedicinere mener, hun er blevet slået ihjel mellem klokken 10 og 14.30.

Eksmanden har dog et sikkert alibi, så han er ikke sigtet i sagen.

Faren hilser kort på mig og den fotograf, jeg har med. Han siger, at det hele er svært.

Og at det især er svært at snakke med den lille 4-årige dreng om tabet af hans mor.

Til en af mine kolleger har han tidligere sagt, at han har forklaret drengen, at hans mor er rejst et sted hen, hvor hun ikke kan komme tilbage fra.

Vi snakker lidt, inden vi kører igen.

Læs hele historien i Ude og Hjemme nr. 16, der kommer på gaden onsdag den 19. april 2017

Her kan du læse alt om Stine Bolthers dækning af sagen for Ekstra Bladet. Hun besøgte bl.a. overboen, der hørte råb fra lejligheden, og nogle år senere besøgte hun lejlighedens nye beboer, en clairvoyant, der havde kontakt til Karina på den anden side.

Drabssagen er den dag i dag stadig uopklaret.

Husker sagen tydeligt

Selv om jeg har dækket mange drabssager, også sager som er uopklarede, så dukker lige præcis sagen her ofte op i min bevidsthed.

For hvorfor skulle den lille dreng miste sin mor? Hvorfor kunne han ikke have leget videre, fri for bekymringer og med både sin mor og far i live? Jeg håber, vi en dag får svar på det spørgsmål.

Anna blev brutalt myrdet: Hjælpsomhed kostede hende livet

Virkelighedens Dicte

Stine Bolther er kriminalreporter og virkelighedens ”Dicte”, som vi kender fra TV2-serien. Hun har siden 2001 beskæftiget sig med alt inden for de blå blinks verden: Drabssager, røverier, voldtægter, trafikuheld, bortførelser, terror og meget mere fra livets skyggeside.

Sagen her er fra hendes store arkiv af sager, som hun igennem årene har dækket for blandt andet Ekstra Bladet, TV2/Lorry, TV3 og Kanal 5. Personerne er anonymiseret af hensyn til de pårørende.

Louise voksede op med en mor der var alkoholiker

Sponsoreret indhold