Vivi forlod sin syge mand: Alle synes at jeg svigtede
En lørdag formiddag var Vivi Ellegaards 36-årige mand alene på dækværkstedet, hvor han var værkfører.
Et kæmpemæssigt gummigedsdæk, der hang i kæder i et stativ, begyndte pludselig at tippe og nærme sig maskinens fjernbetjening. Af ren refleks sprang han til for at redde fjernbetjeningen. I stedet væltede det halvandet ton tunge dæk ned over hans ben.
En kollega kom tilfældigvis forbi og så, at porten til arbejdspladsen stod åben. Inde på værkstedet så han sin ven ligge fastklemt under dækket, mens han råbte:
– Få det dæk væk!
Kollegaen handlede hurtigt, fik dækket hejst væk og ringet efter en ambulance, og han fik fat på hustruen, Vivi.
– Min mand lå og rystede voldsomt i ambulancen. Han sagde, at det ikke gjorde ondt, men hans fod vendte den forkerte vej, husker Vivi.
Ulykken skete den 24. marts 2007. Datoen står mejslet ind i Vivis bevidsthed, for den kom til at ændre livet for dem begge. På det tidspunkt havde de haft ”verdens bedste ægteskab” i syv år.
Mødtes til enkebal
Vivi og hendes mand mødtes til enkebal på Linå Kro. Vivi var i byen med sin mor for at finde en kæreste til hende. Vivis kommende kæreste og mand var på kroen med et herreselskab på 50 mænd.
– Alle de mænd, jeg dansede med, sagde: ”Tag ham. Han er en fin fyr, og hans kæreste er død for nylig”.
Den unge mand var 29, og hun var 34. Vivi var ikke interesseret i en ung kæreste, men de to faldt alligevel for hinanden. Vivi var enlig mor til to piger på 8 og 12 år, og kæresten blev alle tiders stedfar for de gymnastikglade piger.
– Han gik op i deres gymnastik med liv og sjæl og fandt altid en måde at aflure dommerne deres karakterer på på forhånd, når vi var til gymnastikkonkurrencer. Han blev en meget bedre far for pigerne end deres far, som slet ikke var en del af deres liv.
– Han var den store, stærke mand, som jeg kunne gemme mig bag, når vi var sammen med nogen, jeg ikke kendte. Han var et trækplaster og sugede al opmærksomhed til sig, når han kom ind i et rum. Alle ville være sammen med ham, fordi han var så sjov. Hans humor fik os til at hyle af grin.
Parret boede på en ejendom mellem Silkeborg og Viborg. Vivi havde sit eget firma og kørte rundt i hele landet og solgte luftrensere til forbedring af indeklimaet.
– Jeg var en rigtig god sælger og tjente styrtende med penge, fortæller midtjyden, der veksler mellem energisk talestrøm, alvorlig mine og perlende latter.
Alt var godt, indtil kæmpedækket dumpede ned over ægtefællens ben.
På hospitalet viste det sig, at hans venstre skinneben var brækket. Han var indlagt det meste af sommeren, blev opereret og fik 19 skruer i benet for at holde det vanskelige brud sammen. Højre ben var der ikke noget galt med, mente lægerne i første omgang.
Læs også: Dot Wessman: Jeg kæmper for min datter
En klods om benet
Nu begyndte en lang, opslidende sygdomsperiode, som ingen kunne have forudset. Som et mareridt i en rutsjebane, der får tilføjet ekstra loop og fald undervejs, uden at man ved, hvornår turen slutter.
Ægtemanden blev opereret, var indlagt det meste af sommeren og skulle så forholde sig helt i ro derhjemme i tre måneder. Han lå på sofaen hele dagen og forsøgte at underholde sig selv med tv og Playstation, mens hans kone sørgede for alt det praktiske og for at passe sit arbejde og deres knap 4-årige datter, Melanie. Hun kørte ham til kontrol og gjorde alle måltider klar til ham, før hun selv tog på arbejde, og lavede mad igen, når hun kom hjem.
Selv om han havde krykker og kørestol, kom han hurtigt til at føle sig til besvær og blev mærket af sin hjælpeløshed.
– Han sagde: Åh, jeg er jo bare en klods om benet på dig. Og jeg svarede: Du er først en klods om benet på mig, når du siger sådan.
– Jeg måtte hele tiden opmuntre ham og forsikre ham om, at vi nok skulle klare den. Lad os nu prøve at få det bedste ud af det. Det er jo også en kæmpe fordel for mig, at du er hjemme hos Melanie, når jeg kører rundt i hele landet, sagde jeg til ham.
Parret havde købt en rejse til Disneyland i Paris om sommeren, og manden mente, at det hele var ødelagt, når han skulle af sted i kørestol.
– Jeg sagde: Det er da en fordel, at du sidder i den kørestol. Vi kan komme forrest i køerne til forlystelserne, og Melanie kan sidde på skødet af dig, når hun bliver træt.
I tre måneder havde Vivis mand gået på krykker og støttet på det ene ben for at skåne det andet, men han fik mere og mere ondt i den fod, han gik på.
– Til sidst måtte jeg være hans ”pitbull” og sige til lægerne, at nu bliver I nødt til at lave en ny scanning, for der er altså noget galt med den fod, når han har så ondt i den.
En CT-scanning viste, at højre fod var knust. Han fik 11 skruer i foden og gennemgik fire operationer i alt – hver gang med tre måneder på sofaen bagefter. Nu måtte han overhovedet ikke røre sig.
– Jeg skulle sørge for alt. Jeg forsøgte at overbevise ham om, at det nok skulle gå, og jeg følte mig ikke som et offer.
I de første par år gik det rigtig godt med Vivis firma. Men det begyndte at blive tungt at være den glade, overskudsagtige sælger:
– Jeg mistede gejsten, jeg blev mere og mere sortseer og måtte opgive mit firma i 2009.
Vivi havde bemærket, at hendes mand var begyndt at gå foroverbøjet og tøffe fremad med små museskridt, og at han var langsom og rystede på hånden, når han skulle smøre sig et stykke mad. Hun slog det hen og tænkte, at det måtte hænge sammen med operationerne.
– Om sommeren var vi fastliggere på en campingplads på Mors, og jeg sad og snakkede med en nabo, som vi så en del til. Vores nabo Karin var sygehjælper, og en dag sagde hun pludselig:
– Jeg bliver nødt til at sige det, men der er altså andet galt med din mand, end at han har været ude for en arbejdsulykke.
– Hvad er det, du tror? spurgte jeg lidt aggressivt.
Læs også: Anne har HIV, men smitter ikke
– Min mand kom hen til os, og naboen ville stoppe samtalen, men jeg sagde til ham, at han måtte høre, hvad Karin havde sagt.
Vivis mand ringede til en lægeven, der selv havde haft en mistanke om, at noget var galt. Han kontaktede sygehuset, og hendes mand blev omgående indlagt.
– Vi skal have udelukket hjernetumor, sagde lægen, men vi hørte kun ordet ”hjernetumor”.
Vivis mistrivsel kunne ses på hendes vægt. På kort tid tog hun 30 kg på og kom op på 123 kg. En fedmeoperation fik hende til at smide halvdelen af sin kropsvægt, så hun i dag vejer 63 kg.
Ændrede personlighed
Ægteparret sad på gårdspladsen på en bænk med deres navne på, som de havde fået i bryllupsgave, og græd og talte sammen om hele deres fælles liv.
– Vi sad og tudede i tre timer og talte om alt, vi havde oplevet sammen, vores datter, mine piger, hvor god en far han havde været, om vores ferier og alle vores gode oplevelser. Jeg tror aldrig, jeg har følt mig så tæt på ham, som der. Han har senere spurgt, hvornår jeg sidst har elsket ham, og det var den dag, siger Vivi, mens hun igen kæmper med tårerne.
Hendes mand fik konstateret Parkinsons sygdom i en alder af 39 år. Det er en sygdom, som giver rystelser og langsomme bevægelser og nedsætter patientens kræfter. Medicin kan lindre symptomerne, men bivirkningerne kan være store personlighedsændringer i form af bl.a. jalousi, øget temperament, vulgært sprog og tilnærmelser.
– Min mand ændrede fuldstændig personlighed, og det ødelagde vores samliv. Jeg forsøgte at komme ham i møde, men det blev for svært, og jeg begyndte at blive længe oppe for at undgå at sove sammen med ham. Vi havde ikke noget samliv i tre år, og jeg bildte mig ind, at det bare ikke var noget, jeg behøvede.
Efterhånden blev Vivi mere og mere tyndslidt af den svære situation.
Vivis mand gennemførte en ny kort uddannelse og fik et job, der ikke var fysisk krævende. Han var på mange måder tilbage på fuld kraft og havde fået arbejdsskadeerstatning.
– Jeg gik helt i panik over diagnosen. Jeg mente, vi var nødt til at sætte pengene i noget, han kunne arbejde med på længere sigt, når han ikke længere kunne klare et almindeligt job.
Læs også: Ulf Pilgaards smukke kærlighedserklæring til sin syge kone
Brød sammen hos lægen
De brugte erstatningen til at ombygge gården til hundepension og hundesvømmehal. Vivi satte egenhændigt 3.000 fliser op, skovlede ni ton støbemiks med håndkraft og satte hundebure op, mens manden tømrede og lagde fundament. Når de stod med byggearbejdet, havde de det sjovt, men inde i huset stod de som to kamphaner over for hinanden.
– Jeg græd hver dag, når jeg satte mig ud i min bil, for at han ikke skulle se, hvor ked af det, jeg var. Jeg tog over til min bedste veninde og sad der og græd. Hun sagde, at jeg ikke kunne blive ved med at holde til det.
En dag skulle Vivi selv til lægen for at have taget en blodprøve.
– Da jeg sad hos lægen, brød jeg sammen og sagde undskyldende, at jeg ikke vidste, hvorfor jeg græd, for min mand havde det jo godt igen. Han var blevet revalideret, havde taget en ny uddannelse og fået et job, han kunne klare.
Lægen sagde, at det var lige nøjagtig derfor, jeg brød sammen nu. Det, jeg har været igennem, er der ikke mange, der kan holde til. Lægen gav hende en recept på lykkepiller, men Vivi valgte i stedet at tage på ”sorg- og kriseforløb ifm. syg ægtefælle”.
Episoden hos lægen gjorde hende klar over, at hun var nødt til at komme ud af forholdet for at få samlet op på sig selv og være en god mor for Melanie.
– Mine store piger sagde: Mor, du kan ikke blive i din tryghedshule. Du er nødt til at give slip på ham, inden han bliver for gammel til at finde en ny.
Den endelige beslutning blev truffet, da Melanie havde været på weekend hos sin storesøster og havde grædt og sagt, at det ikke var rart at være derhjemme mere. Så vidste Vivi, at hun var nødt til at handle for at skabe et bedre liv for sig selv og sin datter.
I november 2013 havde hun fundet et lille rækkehus tæt på datterens skole og flyttede. I første omgang var manden forbitret, men han sagde ret hurtigt, at hvis hun ikke elskede ham mere, ville han hellere have, at hun flyttede.
Omgivelserne så ikke mildt på hendes beslutning. Svigerforældrene ville ikke se hende mere, en ven gennem 20 år slettede hende på Facebook, og Vivis kusine sagde: Og så går du fra ham, når han har allermest brug for dig.
– Alle syntes, jeg var en møgkælling, der bare stak af. Det føles stadig så frustrerende og uretfærdigt her to år efter, for hvad så med de syv år, hvor jeg passede ham og tog mig af det hele? Alle spurgte til hans helbred og glædede sig over hans nye uddannelse og job, men ingen spurgte nogensinde om, hvordan jeg havde det, siger Vivi.
Hun og eksmanden har heldigvis formået at få et godt forhold til hinanden og et godt samarbejde om deres datter. Fire måneder efter at hun var flyttet, skulle han have besøg af en kvinde, han havde truffet gennem netdating.
– Jeg gjorde rent og fint i huset i seks timer, og vi stod sammen og hjalp hinanden med at lægge rent sengetøj på og grinede ad det. Jeg holder rigtig meget af ham, jeg ønsker ham det bedste og er glad for, at han har fundet kærligheden igen.
Læs også: 2-årig kvalt i en vindrue: Jacob tabte kampen
Det rigtige valg
Beslutningen om at gå fra sin syge mand var måske hendes livs sværeste. Men det var den rigtige.
– Jeg var blevet mor og sygeplejerske for ham, og følelserne var blevet væk for flere år siden. Jeg ville ønske, at jeg kunne være blevet og have ofret mig for ham, men så ville jeg også have ofret Melanies trivsel, siger Vivi.
Hun har selv taget en ny uddannelse som buschauffør og kører en rute tæt på sit gamle hjem.
Vivi har taget en ny uddannelse som buschauffør og kører i dag en rute tæt på sit gamle hjem.
– Min drøm er at komme til at køre pensionister til koncert med Hansi Hinterseer i Østrig, mens jeg synger dansktop-sange for dem, for det har jeg altid elsket. Det skal nok blive til virkelighed.
