Yvette fik en rus af at shoppe

Yvette gik i årevis hjemme og skjulte sit misbrug af alkohol og penge. Det kostede ægteskabet. Da hun endelig fik styr på alkoholen, optrappede hun sin købetrang, som gav hende en vild eufori – og en bundløs gæld.

Yvette var bare 13 år, da hun drak sig fuld for første gang. Hun kunne lide alkoholen og tænkte, at det måtte være genetisk, for hendes far var alkoholiker. Mere tænkte hun ikke over det, men hun fortsatte med at feste og drikke sammen med sine venner. 

– Jeg drak og festede mere og mere. Beruselsen gjorde mig afslappet, og jeg følte mig godt tilpas, når jeg havde drukket, fortæller Yvette Westin fra den lille by Sigtuna, der ligger tæt på Stockholm. 

I dag er hun 50 år, sygeplejerske og mor til tre voksne børn. 

Læs også: Flasken kom før børnene

Alkoholisk far

Yvette voksede op med en kærlig mor, der var nærværende, men med hendes far var det anderledes. Han drak, og det satte dybe spor hos den lille pige, der blev angst og forsøgte at skjule hans misbrug for omgivelserne.

– Jeg havde aldrig venner med hjem, fordi jeg skammede mig over hans opførsel, husker Yvette, der aldrig troede, at hun selv ville ende i samme situation, når hun blev ældre. 

I en tidlig alder begyndte hun at date, og fyrene var altid en del år ældre end hende, så de forkælede hende med gaver. Hun var dog sjældent interesseret i dem særlig lang tid ad gangen og skiftede dem jævnligt ud. Det var især de ”vilde og eventyrlystne” fyre, der fangede hendes interesse. 

Da hun fyldte 19 år, blev hun forelsket. Fyren var en 27-årig mand, der ikke var som de andre, hun plejede at date. Ham her havde styr på sit liv og sin økonomi, og den ro opdagede Yvette, at hun godt kunne lide. 

Læs også: Mistede håret som 16-årig

Ensom husmor

Parret flyttede sammen, blev gift, og snart var de forældre til to børn. På et tidspunkt fik hendes mand arbejde i Canada og USA, og så fulgte Yvette og børnene med. Det viste sig dog, at hun langtfra befandt sig godt i rollen som hjemmegående husmor. 

– Jeg begyndte at føle mig ensom og havde svært ved at være alene, husker Yvette og fortæller, at hun opdagede, at når hun drak alkohol, fik hun styr på sin rastløshed. 

Under graviditeterne havde hun ellers formået at holde sig fra flaskerne, men nu skulle det vise sig at være helt umuligt for hende, fordi hun følte sig gladere og mere selvsikker, så snart hun havde drukket noget. Tiden fik hun til at gå med at shoppe, og da familiens økonomi var god, bekymrede hun sig ikke over alle de ting, hun fik købt. 

Ægteskabet begyndte at skrante, i takt med at hendes alkoholmisbrug blev værre, og da også hendes far døde, valgte Yvette til sidst at rejse hjem til Sverige igen. 

Læs også: Sarah med Downs blev valgt til

Datter hjalp

Hun opsøgte på det tidspunkt rådgivningen Anonyme Alkoholikere og gik til et møde, men hun følte ikke, at det var noget for hende, så hun droppede det igen. I stedet blev det hendes ældste datter, der hjalp hende. Sammen gik de en dag huset igennem for at finde skjulte flasker, og alt blev smidt ud. 

Derefter kontaktede Yvette en afhængighedsklinik, fik en aftale og begyndte på antidepressiv medicin. Det blev til 12 møder i AA igen, og denne gang var hun mere modtagelig. Hun har nu været ædru i 10 år. 

Læs også: Emelie blev forelsket i sin elev

Misbruget ændrede sig

Men jo mere hun fik styr på sit alkoholmisbrug, des mere søgte hun kontrol ved at shoppe uhæmmet. Ofte surfede hun på nettet og betalte med sit dankort uden skyggen af dårlig samvittighed, fordi hun ikke følte, at hun brugte penge, når det foregik elektronisk. Det var let, og følelsen af at shoppe gjorde hende euforisk. Og det var nærmest alt, hun kunne finde anledning til at købe, men frem for alt købte hun designertøj. Ikke kun til sig selv, men også til sine børn og venner. Hun elskede at overraske sine nærmeste og gøre dem glade med en uventet gave. 

På et tidspunkt begyndte det dog at kunne mærkes og ses på bankkontoen. Den var simpelthen støvsuget til sidst, men det fik hende ikke til at stoppe. I stedet tyede hun bare til forskellige kviklån og fortsatte med at købe. 

– Jeg tog det ene lån efter det andet og havde til sidst ikke engang råd til huslejen. Shopping gav mig præcis den samme følelse, som da jeg var afhængig af alkohol. De ting, jeg købte, betød ingenting. Det var mere den følelse af kontrol over, at jeg kunne købe, hvad jeg ville, der udløste noget i mig, forklarer Yvette, hvis egen mor til sidst måtte træde til for at kautionere for sin datter. 

Yvettes lejlighed måtte sælges, og hun var nødt til at søge om gældssanering, hvilket hun fik. I dag er overforbruget stadig en del af hendes liv, og hun lever efter et nøje fastlagt og skrabet budget hver måned. Hun har erkendt, at hun har levet på en løgn alt for længe og har holdt sit misbrug skjult for sine nære omgivelser. 

Læs også: Far slog mor ihjel

Erkender misbruget

Blandt andet sin kæreste gennem seks år, som slet ikke var klar over hendes voldsomme forbrug. Erkendelsen er kommet langsomt og igennem sit møde med en terapeut, der fik hende til at koble sin opvækst med en alkoholisk far sammen med sin egen afhængighed. Hun har efterfølgende også fået konstateret adhd. 

– Jeg undrede mig jo længe selv over, at jeg ikke forstod de konsekvenser, det havde, at jeg købte så mange ting, men da jeg fik diagnosen, følte jeg mig lettet, og det fik mig til at droppe selvbebrejdelsen. 

Yvette har i dag et solidt sikkerhedsnet i form af sin familie og terapeuter og går stadig til AA-møder jævnligt. Hun er hårdt spændt for økonomisk, men hun klarer sig og synes, at hun har det bedre nu, end hun har haft det i flere år. 

– Det, der giver mig livsglæde i dag, er al den støtte, jeg får fra min familie. Jeg kan i dag gå i butikker og være på nettet uden at få trang til at købe. Det er en proces, der har taget lang tid, men jeg føler mig stærk og håber og tror på, at jeg også overvinder den afhængighed.