Zenias datter var død ved fødslen: Jeg holdt op med at fungere

Zenia Egesborg Larsen var fire måneder henne i sin graviditet, da hun begyndte at bløde, når hun gik på toilettet. Lægen beroligede hende med, at det var helt normalt, men hun blev alligevel sendt til scanning hos en gynækolog, så hun kunne slippe sine bekymringer. Alt så fint ud, konstaterede gynækologen, og Zenia kunne tage lettet hjem til sin forlovede, Karsten, og sin dengang 7-årige datter, Michela. Nu kunne de se fremad og glæde sig til at blive den familie på fire, som de altid havde drømt om.

Men blødningerne stoppede ikke. De tog til, og det samme gjorde smerterne i Zenias mave. – Alt ser fint ud, lød det igen og igen fra lægerne på hospitalet, hver gang hun desperat tog til undersøgelse for at få svar på, hvad der var galt. Så længe hun slappede af derhjemme og ikke løftede for tunge ting, skulle det hele nok gå, mente man.

Fik voldsomme veer

I 17. graviditetsuge gik det galt. Smerterne var nu så kraftige, at hun næsten ikke kunne gå.

– Er du sikker på, at du ikke har veer? spurgte hendes mor, som var på besøg og havde talt intervallet mellem de værste smerter. Men det kunne da umuligt være veer, tænkte Zenia. Det var alt for tidligt.

– Og så begyndte blodet pludselig bare at løbe ud af mig. Jeg var ved at føde min datter. Karsten ringede 112, og jeg blev kørt til Hvidovre Hospital med ambulance. Jeg fik morfin for smerterne, men jeg ville ikke have så meget, for jeg ville ikke skade min baby. Jeg håbede jo stadig, at de kunne nå at redde hende, fortæller Zenia, 32.

Da Zenia og Karsten ankom til hospitalet, forsvandt alt håb.

– Jeres datter lever desværre ikke, lød den triste besked. Zenia vidste det inderst inde godt, men hun havde klynget sig til det håb, som lægerne havde givet hende. Nu var der ikke andet at gøre end at se den barske virkelighed i øjnene og gennemgå den mest smertefulde fødsel, man kan forestille sig: Zenia måtte føde sin døde datter.

Lille, fin og smuk

– Jeg var så langt i fødslen, at kejsersnit ikke var muligt, så jeg måtte igennem alle smerterne, der er forbundet med at føde. Men det var intet imod, hvor ondt det gjorde at vide, at min baby ikke levede. Jeg var helt utrøstelig, og der står i min journal, at jeg faktisk gik i choktilstand. Det giver god mening, for jeg lagde slet ikke mærke til, at jeg fødte hende. Jeg husker bare, at jeg pludselig ikke havde ondt mere, og så var hun ude.

Zenias nyfødte datter, Faith, var så lille, at hun kunne ligge i en af fødestuens opkastbakker. Så dér lå hun. Livløs og skrøbelig. Men også utrolig veludviklet og fin.

– Det var surrealistisk at se hende. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at hun allerede ville ligne et rigtigt lille barn. Der var så mange udviklede detaljer. Bittesmå knoer og negle. De fineste ører og ribben, som man kunne se gennem huden. Jeg er så glad for, at jeg fik hende set, selv om det er en skrækkelig oplevelse at se sit døde barn. Men de forklarede os, at det var en god idé. Dels for at få en afslutning – og dels for at man ikke skulle gå og forestille sig, at man havde født en mærkelig skabning. Og det var hun i hvert fald ikke. Hun var smuk.

Ville selv stå for begravelsen

Kun få timer efter fødslen skulle de nybagte forældre tage stilling til, om de selv ville begrave deres lille datter, eller om hospitalet skulle stå for enten at begrave eller bortskaffe hende. En ubegribelig situation, hvor ingen af valgene syntes rigtige.

Men Zenia og Karsten var ikke i tvivl. De ville selv lægge Faith i graven.

– Jeg kunne ikke forene mig med, at hun skulle bortskaffes. Hun var jo et menneske. Og ved selv at stå for begravelsen ville vi både få en ordentlig afsked med hende og samtidig have hende tæt på os, da vi selv kunne vælge gravstedet. Det var også vigtigt, at Michela havde noget konkret at forholde sig til, så hendes lillesøster ikke bare pludselig var forsvundet, siger Zenia og bliver fjern i blikket.

Noget af det allerhårdeste var at skulle fortælle Michela, at hun alligevel ikke blev storesøster, som hun havde glædet sig til så længe. I hvert fald ikke på den måde, hun havde drømt om.

– Det var en enorm sorg for os midt i alt det andet. Men Michela viste overraskende stor styrke, selv om hun selvfølgelig også blev rigtig ked af det. Hun blev utrolig omsorgsfuld og beskyttende over for mig, og det var meget rørende at opleve.

Gik helt i stå

Selv havde Zenia svært ved at finde styrke. Da hun dagen efter fødslen kom hjem uden en baby i favnen, slog følelsen af tomhed hende helt omkuld.

– Jeg lagde mig på sofaen, og så rejste jeg mig ikke i 14 dage. Jeg gik helt i stå. Holdt bare op med at fungere. Lukkede mig inde og sad kun og stirrede ud ad vinduet. Jeg havde ingen tidsfornemmelse og kunne ikke andet end blot at være til. Det var stort, hvis jeg overhovedet fik tøj på.

Det var Karsten, som i denne periode fik familiens hverdag til at hænge sammen, selv om han også kæmpede med en dyb sorg. Han tog sig af Michela, sørgede for madlavningen og stod for alt det praktiske i forbindelse med begravelsen. Indtil han til sidst fik nok.

– På et tidspunkt kunne han jo heller ikke klare mere. Så han ruskede mig til live igen og sagde ”Nu går vi altså til lægen!”. Og det er jeg ham dybt taknemmelig for. For jeg indså, at både han og Michela havde brug for, at jeg vågnede op. Og det hjalp os alle, at jeg søgte hjælp.

Zenia kom i behandling for en svær depression og blev tilknyttet Psykiatrisk Center i Ballerup. Hun opdagede, at det gav en masse god energi at komme ud, og snart vovede hun sig også med til en fællesspisning på Michelas skole, selv om hun var nervøs for, hvordan hun blev modtaget.

– Men de tog imod mig med åbne arme, og ved at tale med dem om min sorg fik jeg de svære tanker ud af systemet og fandt ud af, at jeg ikke var alene. For det sker for flere, end man lige tror.

Babylykke

Dét, der for alvor hjalp Zenia videre i livet, var dog noget helt andet.

I marts 2018 – kun fem måneder efter at hun havde begravet sin yngste datter – blev Zenia gravid igen.

– Det gik hurtigere, end vi havde regnet med, men det var et rigtigt ønskebarn. Vi kunne ikke vente længere, for der manglede bare det lille væsen, som vi kunne kaste vores kærlighed over. Jeg blev ufatteligt glad, da jeg opdagede, at jeg var gravid, men så kom frygten for, at der igen kunne ske noget alvorligt. Jeg tjekkede hele tiden mine trusser for at se, om jeg blødte, og var konstant nervøs for, at noget var galt. Graviditeten skulle bare overstås.

Kort før jul blev Zenia så endelig mor igen. Denne gang til en velskabt lille fyr ved navn Liam. Han blev født ved et planlagt kejsersnit, og alt gik, som det skulle.

– Jeg var rigtig bange for, at fødslen skulle gå galt, men lægerne tog sig virkelig godt af mig og gjorde meget ud af at forklare, hvad der skete. Karsten var også en kæmpe støtte, som han har været hele vejen igennem, smiler Zenia.

Glemmer hende ikke

Glæden er igen begyndt at fylde mest hos Zenia, som stråler af lykke, når hun kigger på sin nyfødte søn.

– Jeg er blevet bedre til at leve med sorgen og fokusere på det, som livet trods alt også har givet mig. Når jeg kigger på Liam og Michela, bliver jeg fyldt af en ubetinget kærlighed, som gør det hele meget nemmere at bære.

Faith fylder dog også stadig meget i hendes tanker, og det skal hun have lov til, understreger Zenia.

– Hun er stadig en del af mit liv, selv om hun ikke er her mere. Det er vigtigt, at hun ikke bliver glemt, for hun har også sin plads her på jorden. Vi snakker tit om hende og besøger hende ofte på kirkegården, selv om det er hårdt. Man vænner sig aldrig til at læse sit eget barns navn på en gravsten, men det giver en stor ro at vide, at hun er tæt på os.

Zenia og Karsten er lykkelige for, at Liam klarede sig godt igennem fødslen, men de har ikke mod på at få flere børn.

– Jeg blev steriliseret i forbindelse med kejsersnittet. Det hele har været for hårdt til, at vi kan gøre det igen. Vi har de to børn, vi skal have. Og mere kan jeg ikke ønske mig.