Sådan sover du godt: Tjek din madras

Din madras spiller en afgørende rolle for, at du sover godt og undgår rygsmerter. Her kan du blive klogere på, hvordan du skal tjekke din madras, så du kan sove bedre.

Vi ligger i sengen omkring en tredjedel af døgnet og hermed også en tredjedel af livet. En ordentlig madras er af største betydning for at sove godt samt undgå rygsmerter. Madrassen spiller en afgørende rolle for, at du en god søvnkvalitet samt fungerer optimalt i dagtimerne. Især hvis du er generet af rygsmerter, kan en dårlig seng forværre problemerne, og da er det så vigtigt med en madras, som støtter og aflaster dig bedst. Uden den korrekte hårdhed og støtte belastes rygsøjle, led og muskler unødigt med rygsmerter til følge, selv om det er meget forskelligt, hvilken madras der passer den enkelte bedst. Både en for hård og for blød madras kan skabe problemer.

Læs også: Søvnmangel gør dig tyk

Tjek madrassen

En meget enkel måde at afgøre, om din nuværende madras støtter ryggen optimalt, er ganske enkelt, om du har mere ondt i ryggen, når du står op, end da du gik i seng. Tjek din nuværende madras. Er den sunket sammen på midten? En anden vigtig ledetråd er, om du erfaringsmæssigt sover bedre ude end hjemme. Så er det under alle omstændigheder værd at overveje at skifte madras, som ikke først skal udskiftes, når den er slidt i bund. Som udgangspunkt holder den i 10 år, men en kvalitetsmadras kan sagtens holde ­væsentlig længere.

Har du ondt i ryggen, overvejer du måske en hårdere madras. Men en undersøgelse blandt 268 personer med lændesmerter fandt dog, at meget hårde madrasser hos nogle giver dårligere nattesøvn end moderat hårde madrasser. Du kan selv teste, om en hård ­madras er noget for dig. Læg en plade under din nuværende ­madras eller placer madrassen på gulvet, så en del af affjedringen forsvinder. Bløde madrasser kan omvendt også give problemer, fordi kroppen synker for dybt ned.

Læs også: Mangler du søvn?

Find den rigtige madras

Madrassen støtter korrekt, såfremt rygsøjlen følger en lige linje uden at bue, når du ligger på siden. Få en anden til at vurdere din rygsøjles position, mens du ligger på madrassen i butikken. Om madrassens hårdhed er den rette for dig, kan du også teste ved at ligge på ryggen og lade en anden føre hånden ind under lænden. Føres hånden meget nemt ind, er madrassen erfaringsmæssigt for hård. Skal hånden omvendt presses ind, er madrassen for blød. Ved et jævnt tryk fra både madras og lænd mod hånden har din madras gerne den optimale hårdhed.

Læs også: 13 tips til bedre søvn

Jo tungere du er, desto hårdere en madras har du almindeligvis behov for. Ved overvægt kan en zoneinddelt madras være en fordel, fordi den hjælper med til at holde rygsøjlen lige.

En god madras er noget af en investering, ikke blot i dit velbefindende men også økonomisk. Tjek madrassen før købet i de positioner, som du typisk sover i, og tag dig god tid til at mærke grundigt efter, om det føles komfortabelt. Hvad, der føles rart de første minutter, behøver ikke nødvendigvis fornemmes behageligt efter en hel nats søvn. Fald ikke for den første og bedste madras, men prøv forskellige typer, så du har noget af sammenligne med. Den helt ­ideelle test er at sove en nat hos en bekendt med en god madras, så man virkelig får den testet.

Læs også: Sådan sover du uden piller

I en dobbeltseng skal I begge prøve sengen samtidig. Nogle foretrækker en enkelt stor madras, mens andre har det bedre med to forskellige madrasser, så man bedre kan tilpasse en madras til hver enkelt.

Efter købet kan det tage flere dage, før din krop helt har vænnet sig til en ny madras. Lever den ikke op til dine forventninger, kan du hos mange forhandlere returnere den til butikken.

Sov godt

Jerk W. Langer

Læs også: 12 gode soveråd