Guide til kosttilskud: Find rundt i junglen

Det kan være en jungle at finde rundt i, hvilke kosttilskud man kan tage. Her får du en liste over de gavnlige effekter ved 12 kosttilskud, og hvad du skal være særlig opmærksom på, hvis du tager dem.

Skal jeg tage kosttilskud? Virker de? De spørgsmål overvejer du sikkert med jævne mellemrum. For man farer nemt vild i de mange tilskud. Ja, nogen kalder det ligefrem for en jungle. Jeg har den grundholdning, at kampen for vores sundhed ikke kæmpes med piller, men gennem fødevarer af ordentlig kvalitet, masser af bevægelse og motion, god nattesøvn, nul røg og en stressfri hverdag. Kosttilskud kan så være et fint supplement i udvalgte situationer, sådan som du kan se i denne guide over, hvordan du bedst anvender dem, samt hvornår du skal være lidt på vagt.

Mange hilsner Jerk W. Langer

Læs også: Bliv sund med krydderier

12 gode kosttilskud

  1. Problem: Immunforsvar. Kosttilskud: Vitamin D. Styrker modstandskraften over for infektioner og løfter humøret. Teoretisk kan vitaminet være godt i disse corona-tider, men kan absolut aldrig erstatte afstand, håndhygiejne og mundbind. Der er ikke bivirkninger, såfremt du ikke overdriver indtagelsen.
  2. Problem: Huden ser trist ud. Kosttilskud: Vitamin C. C-vitamin er nødvendigt for at danne det vigtige kollagenprotein i huden, som giver huden styrke og strammer op. Normale doser har ikke bivirkninger. Der er ingen grund til at tage mere end 100-200 milligram, da større doser blot skylles ud af kroppen.
  3. Problem: Maven er forstoppet. Kosttilskud: Loppefrøskaller. Loppefrø giver tarmindholdet mere fylde og væske, så det lettere passerer gennem systemet. Drik rigeligt med vand samtidig. Lægemidler bør generelt indtages med halvanden times afstand, da deres optagelse ellers kan forstyrres. 
  4. Problem: Ømme led. Kosttilskud: Omega-3 ­fedtsyrer. Dæmper effektivt smerter og irritation i betændte led, både ved slidgigt og andre gigtformer. Dosis bør komme op på 2.400 milligram omega-3 dagligt for at dæmpe smerter, mens almindelig daglig smøring klares med 600-1.000 milligram. En god fremgangsmåde er at spise især fed fisk så ofte som muligt og så supplere med kapsler eller tran de øvrige dage. Andre muligheder er gurkemeje, hyben eller ingefær. Fiskesmagende opstød og forbigående løs afføring er de almindeligste gener, især ved høje doser. Tal først med lægen, hvis du også tager blodfortyndende medicin på grund af den blodfortyndende effekt. Stop brugen en uge før en planlagt operation.
  5. Problem: Hedestigninger i overgangsalderen. Kosttilskud: Rødkløver. Dæmper hedestigninger og svedeture ifølge danske studier. Virkningen er ikke nær så kraftig som hormontilskud. Synes ikke at have væsentlige bivirkninger, men du bør konsultere lægen, hvis du har brystkræft i familien, eller hvis du får blødningsforstyrrelser.
  6. Problem: Forhøjet blodtryk. Kosttilskud: Hvidløg. Blodtrykket falder moderat, viser en samlet analyse af forskningen, der især er foretaget med tørret hvidløgspulver i en dosis, der svarer til to fed frisk hvidløg om dagen. Hvidløgslugten slipper du dog ikke for, da de duftende stoffer også er dem, der er sunde. Tal først med lægen, hvis du tager blodfortyndende medicin, for ikke at risikere øget blødningstendens. Stop af samme grund med at tage hvidløg en uge før planlagt operation.­
  7. Problem: Du sover dårligt. Kosttilskud: Baldrian. Du falder hurtigere i søvn samt sover bedre igennem ifølge kliniske afprøvninger. Baldrian indeholder valerensyre, der danner det søvndyssende signalstof GABA i hjernen. Har næppe bivirkninger af betydning, men vær forsigtighed i trafikken og ved maskinbetjening. Tag ikke baldrian sammen med sovemedicin eller alkohol. En uge før en planlagt operation i fuld bedøvelse bør du stoppe brugen på grund af en potentiel risiko for at forstærke narkosens virkning.
  8. Problem: Tunge og trætte ben. Kosttilskud: Hestekastanje. Styrker bindevævet omkring de mindre blodkar, så de ikke lækker væske. Det lindrer ved hævede ben med lægsmerter, træthed, hudkløe og spænding i ankler og underben. Tilskuddet har næppe kendte bivirkninger af betydning.
  9. Problem: Kolesteroltallet er højt. Kosttilskud: Røde gærris. Forsøg viser, at disse fermenterede ris sænker blodets farlige LDL-kolesterol og total-kolesterol. Indeholder et stof, der også fås som kolesterolmedicin. Sjældent bivirkninger af betydning, men nogle mærker muskeluro i benene.
  10. Problem: Du har blærebetændelse. Kosttilskud: Tranebær. Kan anvendes både til at forebygge og behandle blærebetændelse. Beskytter mod blærebetændelse fremkaldt af samleje. De aktive stoffer synes at forhindre bakterierne i at sætte sig fast i urinvejene. Et glas tranebærsaft virker lige så godt. Sædvanligvis ikke bivirkninger og kan anvendes af gravide og ammende. Har du symptomer fra urinvejene over en måned, bør du søge læge.
  11. Problem: Du vil styrke ­skelettet. Kosttilskud: Kalcium. Kalcium udgør en væsentlig del af kalken i knoglerne og anbefales ofte ved risiko for osteoporose. Drikker du 1-2 glas mælk dagligt eller spiser tilsvarende mejeriprodukt, er tilskud sjældent nødvendigt. Virkningen af tilskud er lav og bør generelt kun tages i samråd med lægen. Virker bedst taget sammen med vitamin D og gerne magnesium.
  12. Problem: Du er oppustet. Kosttilskud: Pebermynte. Tilbagevendende luft og oppustethed i maven med krampeagtige mavesmerter, forstoppelse eller diarré samt rumlende mave betegnes irritabel tyktarm. Pebermynte kan afslappe tarmvæggen og mindske generne. Kan foruden dråber og kapsler også drikkes som te. Sure opstød er en mulig bivirkning. Brug ikke pebermynte, hvis du er gravid eller har en sygdom i lever eller galdeveje.

Læs også: Spis sunde nødder