Historiker: Corona-hamstring minder om reaktionen ved udbruddet af 2. Verdenskrig

I 1939 opfordrede Stauning – præcis ligesom Mette Frederiksen – danskerne til at udvise samfundssind og undgå hamstring.

– Her vil jeg understrege: Vi er ikke i en fødevarekrise. Der er ingen grund til at hamstre rugbrød og toiletpapir. Heller ikke i morgen.

Sådan lød det, da statsminister Mette Frederiksen var på talerstolen og opfordrede danskerne til at udvise "samfundssind" - blandt andet ved at undgå at hamstre på grund af coronakrisen.

Retorikken vakte straks genkendelse hos historiker Claus Bundgård Christensen, som i sin forskning har gransket en hamstringsbølge, der ramte Danmark ved udbruddet af Anden Verdenskrig i september 1939. Det skriver Videnskab.dk. 

 

– Hamstringen, vi ser i øjeblikket, hvor folk slæber store poser ud af Netto, minder utrolig meget om situationen i 1939, fortæller Claus Bundgård Christensen, som er lektor i historie ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet, til Videnskab.dk.

– Allerede dagen efter krigens udbrud - 2. september 1939 - holdt Stauning en radiotale, hvor han ligesom Mette Frederiksen opfordrede til at udvise samfundssind og undgå hamstring.

Stauning: Hamstring er ikke ærefuldt

I radiotalen til folket gjorde den daværende socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning det klart, at det var et brud på fællesskabet at købe flere varer ind end normalt.

Læs mere på Videnskab.dk: Coronavirus: Alt om udviklingen, symptomer og behandling

– De forsøg, der i dag er set på hamstring af varer, er meningsløse. At hele familier går rundt og opkøber konserves, sukker, te og andre varer er sygelige udslag af nervøsitet og lidet ærefuldt for de pågældende, sagde Stauning blandt andet i radiotalen.

Krisen ved udbruddet af Anden Verdenskrig var "i en helt anden liga end den nuværende krise", understreger Claus Bundgård Christensen. Men han ser klare paralleller til nutiden, hvor myndigheder og supermarkeder opfordrer befolkningen til at tænke på andre og undgå egoistiske storindkøb.

– I 1939 blev hamstrere udskammet både fra myndighedernes og pressens side, og det forplantede sig ud i samfundet. Det blev opfattet som uværdigt og asocialt at hamstre. Sådan vil det formodentlig også gå nu, siger han og tilføjer:

– Ud fra hvad jeg læser i pressen og på sociale medier, er der allerede sket en udvikling, hvor folk bliver udskammet, når de hamstrer. Man bliver i hvert fald ikke udråbt til nationalhelt, når man står foran et varehus i Odense med en trailer fuld af varer.

Overreaktion

Professor Michael Bang Petersen er enig i, at social kontrol og udskamning af hamstrer-adfærd kan være med til at stoppe den overreaktion, folk udviser, i supermarkederne i øjeblikket.

Læs mere på Videnskab.dk: Professor om coronavirus: 10 grunde til ikke at gå i panik

– Social kontrol og normer kan have enorm betydning for, hvordan folk navigerer. Spørgsmålet om, hvorvidt man skal hamstre, er i virkeligheden et klassisk dilemma, hvor jeg måske egentlig gerne selv vil udvise samfundssind og godt kan se fornuften i at lade være med at hamstre. Men jeg gør det måske alligevel, fordi jeg ikke stoler på, at andre udviser det samme samfundssind, siger Michael Bang Petersen, der forsker i evolutionspsykologi og menneskers adfærd ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Heldigvis tyder kriseforskning på, at det nuværende storindkøb af toiletpapir og fødevarer formentlig hurtigt vil klinge af, fortæller Michael Bang Petersen. Den slags overreaktioner optræder nemlig oftest kun lige i starten af en krise, påpeger han.

– Den hamstring, vi ser i supermarkeder, er ikke et udtryk for panik, men det er en forventelig overreaktion på en usædvanlig situation. Forskningen viser, at den slags overreaktioner hurtigt ebber ud og går i sig selv igen, siger han og henviser blandt andet til sin egen forskning i overreaktioner oven på terrorangreb.

– Jeg er ret overbevist om, at hamstringen, som vi har oplevet, meget hurtigt vil slutte. Når folk kommer i supermarkedet og kan se, at der er varer på hylderne igen, så falder de til ro, siger Michael Bang Petersen til Videnskab.dk.

Andre artikler på Videnskab.dk

Corona-hysteri eller rettidig omhu? Derfor er karantæner og aflyste begivenheder nødvendige

Den Spanske Syge var relativt mild i Danmark og ramte på mystisk vis de 20-40-årige hårdest

Hvordan dræber man virus og bakterier på legetøj?