Indledende forsøg: Vaccine mod hjernekræft er måske muligt

Men der går lang tid, før der kommer svar på, om vaccinen er effektiv nok til, at den kan bruges i behandlingen.

Kvinde tager sig til hovedet. Hjernekræft

En vaccine, der virker mod uhelbredelige kræfttumorer i hjernen, kan blive en mulighed engang i fremtiden, indikerer en række indledende forsøg, netop publiceret i det meget anerkendte tidsskrift Nature. Det skriver Videnskab.dk. 

I forsøgene har eksperter fra en række europæiske lande, deriblandt Danmark, testet, om man kan give patienter en vaccine, som får deres immunsystem til at gå til angreb på sygdomsfremkaldende celler i deres hjernetumorer.

Forskerne viser, at det er muligt at give immunterapeutisk behandling i form af en vaccine, der er specialdesignet til den enkelte patient. 

Ángriber muterede celler

Vaccinen sprøjtes ind i blodbanen og får immunsystemets T-celler til at angribe de muterede celler, der får tumoren til at vokse hos patienter med den meget aggressive hjernekræft kaldet glioblastom.

Læs mere på Videnskab.dk: Kan uhelbredelig hjernekræft bekæmpes med immunterapi?

– Jeg er dybt stolt over det her, siger en af forskerne bag forsøget Hans Skovgaard, der er professor i neuroonkologi, til Videnskab.dk.

– Immunterapi mod glioblastom har generelt givet ret skuffende resultater. Men her viser vi, at det kan lade sig gøre at lave vacciner, der er skræddersyet til de enkelte patienter og få en immunrespons, fortsætter professoren.

Samarbejde på tværs

Hans Skovgaard og de øvrige forskere har samarbejdet på tværs af landegrænser om at udvikle vaccinen, der får kroppens immunforsvar til at genkende æggehvidestoffer, såkaldte peptider, som udtrykkes i cancercellerne.

Læs mere på Videnskab.dk: Overlæge: Immunterapi er ikke en revolution

Hos patienter med hjernetumorer har de sygdomsfremkaldende celler forskellige mutationer og udtrykker derfor forskellige peptider. Det samme gør sig gældende ved langt de fleste andre kræfttyper.

For at lave en vaccine, der kan ramme de enkelte patienters mutationer, har lægerne over en syv måneders periode lavet omfattende analyser af væv fra tumorer og identificeret enkelte patienters peptider.

– Man tager væv ud og analyserer det på alle mulige måder, og så finder man et specifikt peptid, der er enestående for patienten. Derefter kan man lave en vaccine, der er rettet mod netop det peptid, forklarer Hans Skovgaard.

Ingen garanti for god effekt

De skræddersyede vacciner blev testet på 15 patienter fra Rigshospitalet i København i et såkaldt fase 1 forsøg.

Læs mere på Videnskab.dk: Ny opdagelse kan bringe immunterapi til nye højder

Et fase 1 forsøg viser ikke, om et lægemiddel har vedvarende effekt, og om det er bedre end de behandlinger, der allerede findes. Derfor er der ingen garanti for, at vaccinen mod glioblastom nogensinde kommer i brug i behandlingen.

Forskerne og den tyske medicinalvirksomhed Immatics planlægger i øjeblikket at teste, om vaccinen har den ønskede effekt i et fase 2 forsøg.

Hvis vaccinen har den ønskede effekt, kan den senere blive testet i et fase 3 forsøg, hvor man undersøger, om den virker bedre end de lægemidler, der allerede bruges mod hjernekræft.

Først derefter kan medicinalvirksomheden forsøge at få vaccinen godkendt til brug.

Andre artikler på Videnskab.dk

Immunterapi: Kroppens eget forsvar skal kurere uhelbredelige sygdomme

Forskere: Vi finder aldrig en kur mod kræft