Motion forebygger impotens

Hvis din mand eller kæreste har problemer med at holde eller få rejsning, så skal han dyrke motion flere gange om ugen. I et nyt studie giver danske forskere et bud på præcis hvor meget motion, der er nødvendig.

Motion er godt for hjertet, blodtrykket, leddene, musklerne, humøret.

Som om det lille udpluk af gode effekter af at gå, løbe eller svømme ikke var argumenter nok i sig selv, forbedrer regelmæssig motion også potensen hos mænd med eksempelvis overvægt, åreforkalkning, forhøjet blodtryk og en tendens til at holde sig alt for meget i ro.

Det fastslår danske forskere i et nyt studie, hvor de har gennemgået alle videnskabelige undersøgelser lavet på området fra 2006 til 2016, skriver Videnskab.dk.

– Det er vigtigt, at mænd får denne her viden. Mange med for eksempel forhøjet blodtryk eller hjerteproblemer har også rejsningsproblemer, og her er noget, man selv kan gøre, uden at man behøver at gå til psykolog eller se på relationen til sin partner, som kan være svært for nogle mænd, siger Helle Nygaard Gerbild, ph.d.-studerende ved Syddansk Universitet.

– Konditionstræning hjælper på funktionen, hvad enten man vil forebygge rejsningsproblemer, om man kan mærke, at de er ved at begynde, eller om man har svære problemer, uddyber Helle Nygaard Gerbild, der har stået i spidsen for det såkaldte review, som er frit tilgængeligt online hos tidsskriftet Sexual Medicine.

Læs også på Videnskab.dk: Forskere barberer bizar penis

Jo mere jo bedre

Konklusionen bygger på forsøg med motion, der er moderat til høj i intensitet.

* Moderat intensitet svarer til en rask gåtur.

* Høj intensitet betyder, at du skal have sved på panden og have svært ved at tale, om det så er, fordi du cykler godt igennem på vej til arbejde, løber på langrendsski eller dyrker en anden sport, du synes er sjov.

Forskernes gennemgang antyder, at jo mere motion du dyrker, des større bliver effekten. Det bliver også mere effektivt, jo hårdere du presser dig selv.

– Vi kan ikke se noget loft. Det kan ikke blive for meget af det gode, fortæller Helle Nygaard Gerbild.

Læs også på Videnskab.dk: Hvad er socialkonstruktivisme? 

4 gange om ugen

Spørgsmålet er, hvor meget motion man skal dyrke for at få en effekt? Gennemgangen af 10 solide studier på området får Helle Nygaard Gerbild og kollegerne til at konkludere, at træningen bør ligge 4 gange 40 minutter om ugen i et halvt år for at have en effekt. Det svarer sådan cirka til, hvor de 10 studier gennemsnitligt finder en effekt.

Helle Nygaard Gerbild tilføjer, at de hårde fakta kan være et ekstra argument for at få dyrket den motion, som lægerne i forvejen anbefaler patienterne mod diverse livsstilssygdomme.

– Måske er det mere motiverende for nogle mænd at få at vide, at man kan få bedre rejsningsevne, seksuel sundhed og livskvalitet, end at man kan leve længere engang ude i fremtiden, siger Helle Nygaard Gerbild.

Du kan læse hele historien på Videnskab.dk

Læs også på Videnskab.dk:

Frugt og grøntsager er ikke sundt for alle