Pedal-Ove: Når medier påvirker kriminalsager

Rejseholdets tidligere leder, Bent Isager-Nielsen, fortæller om Pedal-Ove, der blev dømt og senere frikendt for mordet på sin eks-hustru. To tv-udsendelser medvirkede til, at sagen skulle gå om.

Hej Bent

I 1982 blev Ove Hansen – også kendt som Pedal-Ove – kendt skyldig i at have slået sin ekshustru ihjel. Senere tog to tv-journalister i Danmarks Radio sagen op, og en ny retssag frikendte ham.

For nylig så jeg endnu en Pedal-Ove-dokumentar, der rejste tvivl om hans alibi. Jeg synes, det er problematisk at tro på vidner, der pludselig dukker frem med nøjagtige tidsangivelser i pressen så mange år efter. Hvad mener du?

Venlig hilsen T

 

Hej T

Jeg er enig med dig. Jeg var ikke med i den oprindelige efterforskning, der førte til domfældelse af Ove Hansen i 1982.

Men da de omtalte tv-udsendelser ”Dømt for mord” og ”Politiets blinde øje” i 1990 og 1991 rejste tvivl om Ove Hansens skyld, skulle der foretages fornyet efterforskning, ikke mindst i forhold til de nye vidner, der dukkede op ud af det blå. Så jeg er godt inde i sagen.

Der er ingen tvivl om, at udsendelserne stærkt medvirkede til, at Ove Hansen fik sin sag indbragt for Den særlige Klageret, som besluttede, at sagen skulle gå om.

Ved den nye sag i 1992 blev han frifundet for drabet på sin fraseparerede hustru, Brita Hansen, og fik en stor erstatning. Billedet til denne artikel er taget ved den lejlighed.

Jeg kan selvfølgelig ikke udtale mig om skyldsspørgsmålet.

Læs også: Alice blev dræbt på åben gade 

Nye vidner

Udsendelserne i 1990 og 91 fokuserede især på tre forhold, der tydeligt skulle overbevise seerne om, at Ove Hansen var uskyldig og havde været udsat for et justitsmord.

Det ene forhold var påstanden om, at Frederikshavn Politi i den oprindelige sag havde stirret sig blind på Ove Hansen som gerningsmand, og at man havde udført et elendigt efterforskningsarbejde.

Derudover bragte man interview med to nye vidner, som nu pludselig kunne sige, at de havde set Ove Hansen på gerningstidspunktet, hvorfor han ikke kunne være morderen. Det ene vidne påstod, at hun tidligere havde sagt det til politiet, hvilket jo klart understregede kritikken af efterforskningen.

Og endelig pegede man direkte på en anden person som den ”rigtige” gerningsmand. Alle tre påstande er efterfølgende afvist af domstolene ved flere instanser.

Læs også: Dansker tog livet af 38 mennesker  

Stor betydning 

Det ændrer dog ikke ved, at Ove Hansen i 1992 blev frifundet for drabet, han 10 år forinden var blevet dømt for.

Sagen sætter spørgsmålstegn ved, hvilke midler pressen kan tillade sig at bruge for at få en sag genåbnet.

Der er blandt fremtrædende jurister ingen tvivl om, at de to gamle tv-udsendelser havde stor betydning for frifindelsen af Ove Hansen. Det fremgår dog ikke af frifindelsen, da nævningeafgørelser på det tidspunkt ikke skulle begrundes, som de skal i dag. Ove Hansen døde i november 2019 som 75-årig, og han fastholdt sin uskyld til det sidste.

Venlig hilsen Bent