Slå koldt vand i blodet: Kroppens falske alarmer

Vi kender alle til hovedpine, træthed og mavesmerter, og ofte er der ikke grund til bekymring. Læs her, hvad symptomerne kan betyde, hvad du selv kan gøre og hvornår du skal gå til lægen.

Vi kender vist alle til at blive bekymret for at fejle noget alvorligt. Hovedpine, ondt i maven, prikken og stikken eller brystsmerter kan sætte gang i frygten for at lide af alt fra kræft til sklerose. Og covid-19, men det hører vi så meget om. Et ekstra hop i hjerterytmen sender i værste fald en skræk gennem kroppen om truende blodprop og bypass-operation. Har du sygdomsfrygt, så skal du selvfølgelig hellere søge læge en gang for meget. Men heldigvis står det langt oftest ikke så slemt til. I denne uge får du fem eksempler, der kan give årsag til bekymring, og i næste uge får du fem mere.

Mange hilsner Jerk W. Langer

Læs også: Denne drik er godt for hjerte og hjerne

Det kan symptomerne betyde

1. Hjertet slår en kolbøtte

Du kender helt sikkert følelsen af, at hjertet springer et slag over. I virkeligheden sker der det, at et slag kommer for tidligt i forhold til hjertets normale rytme. Herefter går der længere tid til næste slag, mens hjertet fyldes med mere blod end normalt, hvorfor slaget føles kraftigere. Op til 100 af disse såkaldte ekstrasystoler om dagen betragtes som uden betydning.

Prøv dette:

  • Skær ned på kaffe og chokolade, da koffein kan fremkalde ekstrasystoler. Det samme kan større mængder sukker fra juice, slik og sodavand.
  • Prøv at gøre noget ved stress, som er en klassisk udløser af ekstrasystoler.
  • Har du tendens til hjertebanken, vil feber og nervøsitet forværre det.

Søg læge:

  • Slår hjertet pludselig og uden grund meget hurtigt, hvad enten pulsen er ­regelmæssig eller uregelmæssig, da skal det undersøges.
  • Brystsmerter, tør hoste uden opspyt, vedvarende træthed, uforklarlige anfald af svimmelhed eller besvimelse kræver lægeudredning.

Læs også: Din søvn afslører, hvor stærkt dit hjerte er

2. Ofte hovedpine

Alle får med mellemrum spændingshovedpine, og tælles migræne med, nærmer vi os et astronomisk antal hovedpiner. Til sammenligning er hjernesvulst meget sjælden.

Prøv dette:

  • Find de faktorer, der udløser eller ­forværrer hovedpinen. Tænk på stress, arbejdsstilling, problemer i familien eller på arbejdet, søvnmangel, langsynethed og indeklima. Hovedpinepiller er kun en nødløsning.

Søg læge:

  • Hovedpine om morgenen med opkastning, hyppig næseblod, smerter og rødme i det ene øje, kraftige smerter i tindingen eller hovedpine efter et slag er eksempler på situationer, hvor du skal søge læge.

3. Prikken og stikken i fingrene

Umiddelbart kan man frygte for sklerose eller en anden alvorlig nervesygdom. Men heldigvis er forklaringen gerne, at du har ligget forkert med armen, trykket albuen for længe mod armlænet, siddet med benene over kors eller stødt armen hårdt mod et eller andet. Det nedsætter blodforsyningen eller irriterer en nerve.

Prøv dette:

  • Se, om ikke symptomerne går over af sig selv i løbet af en times tid.

Søg læge:

  • Vender symptomerne tilbage uden grund, eventuelt ledsaget af forstyrret følesans, eller mærker du tilsvarende problemer fra andre dele af kroppen, skal du søge læge.

Læs også: 11 gode råd mod oppustet mave

4. Mavesmerter

Blindtarmsbetændelse er en mulighed, men langt hyppigere er det luft i maven, oppustethed, fordøjelsesbesvær, irritabel tyktarm, stressmave eller en anden generende, men trods alt harmløs tilstand.

Prøv dette:

  • De fleste fornemmelser fra maven skyldes livsstil. Det kan være alkohol, stress, nervøsitet, noget i maden, kaffe, cola osv.
  • Vurdér, om symptomerne har sammenhæng med bestemte madvarer eller situationer. Om de varierer i døgnets løb. Om det hjælper at komme på toilettet. Om noget i dagligdagen kan have stresset din mave.

Søg læge:

  • Såfremt smerterne er svære og varer over fire timer, ledsages af gentagne opkastninger, maven er opsvulmet og øm og/eller bevidstheden er påvirket.
  • Klassiske symptomer på blindtarmsbetændelse er smerter omkring navlen, der på nogle timer bliver stærkere og føles nedadtil mod højre side i maven. ­Desuden feber, nedsat appetit, kvalme og evt. opkastning.

​Læs også: Slut med hovedpine: Slip for både piller og smerter

5. Altid træt

  • Mange føler sig trætte, uden at der ligger en sygdom til grund, men frygter kræft, blodsygdom eller noget andet slemt.

Prøv dette:

  • Børn, stress, hårdt arbejdspres, eller omvendt arbejdsløshed, for lidt søvn, sorger og bekymringer kan ligesom andre af livets fortrædeligheder gøre én træt. Ved nærmere eftertanke er årsagen til trætheden som regel ret indlysende. Og så er der kun én rationel løsning, nemlig at få løst problemet.

Søg læge:

  • Vedvarende træthed kan være symptom på mange akutte og kroniske sygdomme. Men sjældent som eneste tegn, så ledsagende uforklarligt vægttab, småblødninger i huden og gentagne ­infektioner er vigtige advarselstegn, der skal føre dig til læge.

Læs også: Sådan bliver du superfrisk igen