Teaterstykke om depression: Hvorfor kan man ikke bare tage sig sammen?

Hvordan er det at leve med en depression? Og hvad er en depression egentlig? Det er nogle af de spørgsmål, teaterstykket Menneskebyrden i Skuespilhuset tager op.

Kvinde er deprimeret

Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn?:

– Lines depression skyldes hendes grundindstilling til sig selv.

Dette og lignende spørgsmål skal tilskuerne aktivt stemme om under teaterstykket "Menneskebyrden". 

Videnskab.dk tog til forpremiere på stykket sammen med Kezia. Hun har tidligere været syg med en belastningsreaktion, som endte med at minde om depression.

– Folk, som ikke har prøvet det, forstår ikke, hvordan det føles. Og de ved ikke, hvordan de skal forholde sig. Jeg sagde til min mand: "Hold om mig. Du skal holde om mig hele tiden". Jeg havde ikke brug for medlidenhed. Jeg havde brug for at føle mig elsket og føle, at jeg var værdig, siger hun.

Livet med depression

Teaterstykket havde premiere torsdag 17. januar i Skuespilhuset, som hører under Det Kongelige Teater i København.

Læs mere på Videnskab.dk: Deprimerede bruger sproget anderledes: Sådan spotter du det

Stykket er blandt andet støttet af Lundbeck Fonden og er kommet i stand i et samarbejde mellem Københavns Universitet, vidensinstitutionen Enactlab og teater-institutionen Stages of Science, som forsøger at kombinere scenekunst og forskning.

– Den videnskabelige diskussion om depression handler meget om medicin og diagnosekultur. Med stykket her ville vi godt sætte fokus på, hvordan det er at leve med depression og samtidig blive klogere på folks syn på depression, fortæller postdoc Kristian Martiny, Institut for medier, erkendelse og formidling på Københavns Universitet.

Han er desuden en del af Stages of Science og har været med til at planlægge det nye teaterstykke, som spiller til 16. februar 2019.

Bebrejdelse og skyld

Et bærende tema i stykket handler om bebrejdelse og selvbebrejdelse. De spørgsmål, publikum skal svare på i løbet af stykket, kredser også i høj grad om bebrejdelse - for eksempel:

– Randi burde bruge mere tid på at forstå, hvad der udløser hendes depressioner.

Læs mere på Videnskab.dk: Depression: Kun én behandling virker bedre end placebo

Svarene fra publikum skal Kristian Martiny bruge i sin forskning, som skal skabe en større forståelse af, hvordan vi opfatter mennesker med depression og hvorfor.

Publikums svar kombineres med svar fra spørgeskemaundersøgelser, som uddeles før og efter stykket, interview med tilfældigt udvalgte blandt publikum samt interview med en række personer med depression.

Før teaterstykket har forskerne desuden udviklet en podcast-app i samarbejde med teaterinstruktør, Thomas Cornelius, som har instrueret stykket, og som også er en del af Stages of Science.

I podcasten følger man over syv afsnit to personer, Linnea og Troels, som har haft depression. I hvert enkelt afsnit er der nogle spørgsmål om lytterens syn på depression. De svar indgår også i forskningsprojektet.

Podcast app’en hedder "Den Sorte Hund" og kan downloades gratis.

 

Andre artikler på Videnskab.dk

Er der sammenhæng mellem immunsystemet og skizofreni og depression?

Mix af teater og videnskab skal løse sociale udfordringer

Skæv døgnrytme kobles til alvorlig depression