Var ikke meldt savnet: Det stivfrosne lig i kolonihaven

Her fortæller Bent Isager-Nielsen, Rejseholdets tidligere leder, om to sager, hvor personer forsvandt – og af forskellige grunde ikke blev meldt savnet. Først senere opdagede man den grufulde sandhed om, hvad der var sket med dem.

Jeg har tidligere skrevet om forsvundne personer.

I langt de fleste tilfælde er der ikke tale om et kriminelt forhold, og personerne dukker hurtigt op igen.

Enkelte gange viser det sig imidlertid, at den forsvundne ikke er forsvundet frivilligt, men er blevet myrdet. Men hvad nu, hvis personen slet ikke er meldt savnet?

 

En sådan sag omtalte jeg i Ude og Hjemme nr. 24. Her var gerningsmanden ægtefælle til den kvinde, som han myrdede i én by, og bagefter kørte han liget til en skov et helt andet sted og forsøgte at brænde det af.

Ville købe kolonihavehus

Men der kan også være andre grunde til, at et menneske ikke er meldt savnet, når det findes myrdet. 

I februar 1999 var en kvinde på besøg i en haveforening i udkanten af Ringsted, fordi hun overvejede at købe et kolonihavehus.

Læs også: To kvinder blev myrdet i Randers 

Hun fandt så et hus, der var til salg, og da hun åbnede døren til husets skur, faldt et stivfrossent lig ud.

Da politiet kom til stedet, konstaterede de, at der var tale om en mand, som var blevet myrdet med knivstik. Rejseholdet blev tilkaldt med mig som efterforskningsleder. 

Truende og ubehagelig

Efterforskningen fastlagde, at den døde var 29-årige Halit Altun (se billedet), der var tyrkisk født, men som boede i Danmark.

Han var hjemløs, narkoman, alkoholiker og skizofren. Han havde familie her i landet, men de havde ikke megen kontakt med ham, og når han ikke tog sin medicin, kunne han være truende og ubehagelig.

Læs også: Tør jeg lade mit barnebarn gå alene ud? 

I det hele taget havde han ikke fast tilknytning til nogen eller noget, og da han en dag forsvandt fra jordens overflade, tog ingen sig af det eller savnede ham.

Altun havde på banegården i Næstved tilfældigt truffet tre danske mænd, og alle fire kørte efterfølgende i den ene af de tre mænds bil til Ringsted.

I et hus i udkanten af byen opstod der uoverensstemmelser, og to af de tre danske mænd forlod derfor stedet. Efterforskningen pegede på, at den tredje danske mand var gerningsmanden.

Tilfældigt skur

Med en kniv dræbte han Altun, hvis lig han så transporterede til haveforeningen, hvor han anbragte det i et skur på en tilfældig grund.

Gerningsmanden tilstod aldrig, men blev efterfølgende idømt 14 års fængsel for drabet på baggrund af en lang række indicier og tekniske spor.

En tankevækkende sag – også i forhold til kriminaltekniske spor. 

Læs også: Hanne blev kun 23 år   

Det mest interessante er dog, at hvis blot gerningsmanden havde skilt sig af med liget på en lidt mere effektiv måde, og liget dermed ikke var blevet fundet, var det formentlig aldrig blevet opdaget, at Halit Altun var forsvundet.

Og så havde der været risiko for "det perfekte mord".

Udså sig ofre blandt hjemløse

Nogle gange går mordere efter ofre, som ingen savner, og som derfor heller ikke bliver efterlyst. En sådan sag gennemgik jeg engang under et studieophold i England.

Dennis Nilsen var en midaldrende homoseksuel mand af norsk afstamning med en stribe ulykkelige kærlighedsaffærer bag sig.

Han arbejdede som jobkonsulent i London, hvor han udså sig unge mænd i bøssemiljøet.

Som den velbegavede drabsmand, han var, udvalgte han sine ofre blandt hjemløse, trækkerdrenge eller turister – mennesker, som ingen umiddelbart ville savne i storbyens vrimmel i de tidligere 80'ere.

Unge mænd

Ofrene tog han med hjem, hvor han myrdede dem. Han havde dem hos sig i et stykke tid i en grotesk og bizar form for samliv, indtil forrådnelsen begyndte at sætte ind.

Derefter parterede han liget, kogte nogle af ligdelene og skyllede andet ud i toilettet.

Læs også: Ung mor blev dræbt af betonklods på motorvejen 

En del af ofrene var unge mænd, der var kommet til London for at springe ud som homoseksuelle.

Deres familier havde lagt afstand til dem, fordi de var bøsser, og de havde så droppet familien og var stukket af til storbyen. Derfor undrede det ingen, når de forsvandt.

Afsløret

Nilsen var serieforbryder, og han slog 15-16 unge mænd ihjel i en periode fra 1978 til 1981.

Han blev afsløret ved en tilfældighed på grund af en anmeldelse om lugt og stoppede afløbsrør.

Nilsen blev idømt livsvarigt fængsel for sine forbrydelser i 1983 og døde i fængslet som 72-årig i 2018.

Venlig hilsen Bent