Slank med Ubberup: Nu føler jeg mig god nok

21-årige Helene Dam Fleischer fra Måløv vejede 130 kilo, da hun for ni måneder siden tjekkede ind på Ubberup Højskole. I dag har hun tabt 40 kilo og fundet selvværdet frem, så hun for første gang i sit liv føler, at hun er god nok, som hun er.

– Så slemt er det vist heller ikke! En sætning, 21-årige Helene ofte sagde til sig selv, når hun flygtigt fangede sit eget spejlbillede. Kjoler og gamacher gjorde deres til at skjule de ekstra kilo, og selv om hun på et tidspunkt ikke mere kunne passe tøjet i de almindelige modebutikker, men måtte i stor pige-butikker for at få str. 54, ignorerede hun, at vægten steg støt.

– Det må have været en form for benægtelse. Jeg var selvfølgelig klar over, at jeg var tyk, men jeg har i grunden altid gået rundt og følt mig tyk. Min lillebror var meget tynd, da vi var yngre, og jeg kunne ikke lade være med at sammenligne mig med ham, og i forhold til ham var jeg jo tyk. Det er ikke noget, jeg er blevet mobbet med, og der er heller ingen, f.eks. en sundhedsplejerske, der har sagt noget. Men følelsen af at være større end alle andre – den har jeg altid haft, siger Helene Dam Fleischer fra Måløv.

Læs også: Cecilie Hother på 5:2 Kuren: Jeg har aldrig dårlig samvittighed

Blev svimmel i 1. g

Det er dog ikke her, vi møder hende. Men på Ubberup Højskole ved Kalundborg, som har været hendes hjem de seneste ni måneder. Det er her, at det ikke bare er lykkedes hende at få vægten til at gå den anden vej. Det er også her, at hun for alvor er blevet klar over, hvor ulykkelig hun rent faktisk var indeni.

Overvægten blev massiv i begyndelsen af 1. g. Fra den ene dag til anden blev hun ramt af en uforklarlig svimmelhed, der gjorde det svært for hende at gå i skole. Utallige undersøgelser resulterede kun i en masse bud på, hvorfor Helene blev svimmel, men hun fik aldrig en egentlig diagnose. Så hun måtte affinde sig med følelsen af at gå på et gyngende skibsdæk. Ofte lagde hun sig fladt ned med lukkede øjne, inden kvalmen førte til opkast. Det harmonerede dårligt med et skoleliv, og i 2. g droppede Helene ud for at færdiggøre gymnasiet som selvstudium.

En hverdag som selvstuderende gjorde hende blot mere magelig.

– Jeg passede mine lektier, men jeg lå også ret meget på sofaen og så serier. Og jeg bad hellere en anden om at tage et glas vand med end at rejse mig op for selv at hente det, indrømmer Helene blankt.

Se også: Slank med Camilla Framnes: Nu har jeg overskud til mine børn

Brug for at komme væk

På det tidspunkt flyttede hun også sammen med en kæreste. Han havde lidt usundere vaner end Helene, men hun fulgte hurtigt efter, og snart blev chips, slik og kage basisvarer, når parret købte ind. Det kunne ses. Helt præcis 45 kilo ekstra røg på Helene, som bankede badevægten op på 130 kilo, når hun steg på den.

På det tidspunkt var benægtelsen begyndt at sive. Faktisk tænkte Helene ”Adrhhh!!”, når hun kiggede sig i spejlet og blev bevidst om, at den lille glade pige, hun var engang, ikke længere eksisterede.

– Jeg følte, at jeg havde glemt, hvem jeg var. Jeg levede ikke det liv, jeg gerne ville, og det gjorde mig virkelig trist, fortæller Helene. Hun vidste, at hun havde brug for at komme væk – og et højskoleophold kunne være løsningen. I en googlesøgning skrev hun de to ord ”højskole” og ”livsstil” og fik Ubberup som resultat. Da hun kort efter besøgte stedet, var hun ikke i tvivl. At lande et sted, hvor hun ikke var den eneste, der havde det svært og vejede for meget, ville give hende den ro, hun manglede.

Så Helene brugte sin opsparing på et tre måneders ophold. Men allerede efter kort tid på højskolen vidste hun, at hun ville forlænge med tre måneder mere.

Ondt indeni

– Der gik noget op for mig, som alle overvægtige burde vide. Overvægt er et symptom på et problem, som man er nødt til at løse først. Det er ikke nok bare at spise sundt og få dyrket motion, hvis ikke man bliver klar over, hvorfor man er blevet overvægtig, forklarer Helene, der fik rigtig meget ud af højskolens fag Den røde tråd, hvor der arbejdes på det psykologiske plan.

– Jeg har fundet ud af, at jeg har tilsidesat mig selv hele mit liv og ikke lyttet efter, hvad jeg føler og tænker. Jeg har altid haft travlt med at hjælpe andre med deres problemer og negligeret mine egne. Det er en erkendelse, der har gjort meget ondt indeni. Også for min familie, der ikke var klar over, at jeg gik rundt med de følelser. Jeg har aldrig sagt det højt før nu.

Læs også: Tabte 10 kg: Jeg fik nyt selvværd

Det skal gøre mig glad

Undervejs begyndte kiloene at forsvinde. Hun holdt ikke øje med det, men fornemmede det. For hende var det vigtigst at få balance i sit sind. Men med sund mad, serveret i de rette mængder, og daglig motion blev det hele ligesom nemmere, og efter tre måneder havde Helene tabt 20 kilo. Hun vendte hjem til Måløv, men kun for en stund. Hun ville tilbage til højskolen, da hun havde brug for at arbejde meget mere med sig selv. Så hun snuppede en periode mere.

– Jeg følte, at det var nødvendigt, selv om det også blev et utrolig hårdt forløb. For mange ting faldt på plads for mig, og jeg er der i dag, hvor jeg synes, at jeg er god nok. At jeg har en værdi og tør sige, hvad jeg tænker og har behov for, siger Helene, der heller ikke lægger skjul på, at hendes samlede vægttab på 40 kilo under hele opholdet på Ubberup også har hjulpet på hendes selvværd.

Efter Ubberup drømmer hun om at uddanne sig til yogainstruktør, men ellers ved hun endnu ikke, hvad der skal ske. Et er dog stensikkert:

– Det skal gøre mig glad, fastslår Helene.