Farlig fedmeoperation?

Hvor farligt er det at få gastrisk bypass?

Jeg har et BMI på 42 og har opgivet at gå på flere slankekure, og nu venter jeg blot på at få lavet en fedmeoperation på mavesækken - en såkaldt gastrisk bypass.

Jeg er orienteret om, at der er en risiko for, at man dør af operationen eller får alvorlige komplikationer. De tal, jeg har fået oplyst, er ret forskellige. Kan du hjælpe mig?

Det vigtigste er, at du får foretaget operationen på et hospital eller en klinik, hvor de foretager mange operationer hver uge, og hvor kirurgen er rutineret i operationen. På hospitaler eller klinikker, hvor man kun laver få operationer, er der større risiko for at få komplikationer, hvilket jo ikke er så mærkeligt.

Læs også: Slank og lykkelig efter fedmeoperation

Du kan kræve at få den slags statistikker udleveret. Risikoen for, at det går så galt, at man dør inden for den første måned af operationen, er 0,3 procent, det vil sige tre ud af hver tusind, der opereres. Man skal huske, at personer med så højt BMI og følgesygdomme selv uden operation har en høj dødelighed, så det kan godt være, at måske en af dem var død under alle omstændigheder.

Man er især i risikogruppen, hvis man tidligere har haft blodpropper eller lider af søvnapnø. Omkring fire procent af alle patienter, der opereres, får alvorlige, men ikke dødelige komplikationer, og det svarer til risikoen ved andre operationer, hvor man skal i narkose.

Med venlig hilsen Doktor Slank