Onsdag, 4. januar 2017 - 11:06 - af redaktionen
Flot makeover: Tina fik nyt look
Tina har meldt sig til Ude og Hjemmes makeover 'Nyt Look', fordi hun synes, det kunne være sjovt at prøve noget nyt og bryde lidt med vanerne. Se hendes flotte makeover her!

47-årige Tina Groth Dahlgaard fra Lyngby er mor til to og gift med Kristian. Hun går altid til den samme frisør og køber for det meste alt sit tøj de samme steder.
Nu vil hun dog gerne have nogle nye idéer og inspiration til sit look, som hun selv beskriver som meget afslappet og praktisk. Hun har derfor meldt sig til Ude og Hjemmes makeover 'Nyt Look'.
Vild makeover: Jane fik nyt look
Ofte består hendes påklædning af et par cowboybukser og en bluse i mørke eller lyse farver, og hun har haft den samme frisure i de sidste mange år.
– De sidste 10 år er gået med børn, børn, børn, så nu må det også gerne handle lidt mere om mig. Jeg vil gerne have noget inspiration til, hvad der passer til min kropsform og min alder. Jeg er også lidt på bar bund, hvad angår makeup, så det håber jeg, at jeg kan få nogle gode råd til, siger Tina.
I galleriet kan du se, hvordan Tinas flotte makeover blev til:
Tinas flotte makeover


Frisør Helen fra frisør 'Helen Lucca – Pudder & Papilotter' laver både lyse striber og striber, der er lidt mørkere end Tinas egen hårfarve. Hun bruger teknikken balayage, hvor man maler med fri hånd i håret. – Balayage skræddersyer man til kundens hår, og det gør, at der er en lang holdbarhed på farvningen, og det bliver kun pænere af at få lov til at gro. Og så er det naturligt, og det går jo aldrig af mode, siger Helen.


Frisøren tynder også lidt ud i Tinas frisure i siderne og nakken, for at den ikke er så tung. Det skal give lidt mere fylde til ansigtet og et mere feminint look. Til sidst styler Helen med pH hårprodukter fra Nordic Haircare.


Makeupartist Mette Maria Andersen blander foundation med en glow maximizer. Det gør, at huden kommer til at se mere levende ud og får glød. Hun lægger den flydende concealer under øjnene og i ansigtets fordybninger, så de optisk set ser mindre ud. Det er vigtigt, at en concealer er lysere end ens foundation. Mette Maria lægger også concealer på Tinas øjenlåg for at få et godt lærred at lægge øjenskygge på. Så holder makeuppen længere. Hun bruger en pudder med små kugler i forskellige farver, da vi ikke kun har en farve i ansigtet. Til sidst kommes solpudder på. Den skal lægges de steder, hvor solen rammer – altså næsen, kinder, hage og panden. Looket afsluttes med en ferskenfarvet rouge, der giver noget friskhed til looket. Lyse farver på læberne får dem til at syne større, derfor bruger Mette Maria først en rosa lipliner og derefter lipgloss på Tina.


Tina har flotte grønne øjne, og dem fremhæver Mette Maria med grå smokey eyes. Tina har store, gode øjenlåg, så der er masser at arbejde med. Hun maler øjet gråt med eyeliner over og under øjet og blender det ud med en pensel. Hun lægger derefter en grå øjenskygge ovenpå, som hun blender ind i. Til sidst kommes en lys øjenskygge på, og der blendes, så kontrasten ikke er så stor. – Når man laver smokey eyes skal man starte fra vippekanten og gøre farven lysere og lysere, ligesom røg der stiger op, forklarer makeupartist Mette Maria Andersen.


Tina skal have lidt mere kulør på tilværelsen, og hun skal turde bruge dejlige farver, der frisker op i hendes hverdag. Hun har flotte lange ben, som hun skal vise frem. Det gælder både med bukser og kjoler. Hun kan bruge bukser, der stumper lidt og vise sine ankler med en festlig strømpe i skoene. Tina skal vise sin smalle talje mere og ikke gemme sig i toppe, der dækker hele hendes overkrop. Det giver et mere feminint look, forklarer stylisten.


– Jeg kan rigtig godt lide min nye frisure, det er godt at prøve noget nyt, og det er jo ikke sådan, at jeg slet ikke kan genkende mig selv, og det er stadig meget naturligt, og så er det dejligt, at det er nemt at sætte. Makeuppen er også superflot. Jeg kan især godt lide stumpebukserne (se næste billede), og det var sjovt at prøve noget med lidt farve og mønster, da det nok ikke var noget, jeg selv havde turdet at kaste mig ud i, siger Tina.


Sådan ser Tina ud før og efter sin makeover. Sikke en flot forvandling!
Har DU lyst til at få et Nyt look? Så har du chancen for at blive en af de heldige, der får en uforglemmelig dag i hænderne på vores dygtige frisører, makeupartister og stylister. Forvandlingen vil foregå i København, og vi vælger løbende modeller ud blandt de indkomne ansøgninger. Gå ind på mit.udeoghjemme.dk, og deltag i lodtrækningen om en makeover.