Sclerose: Ny behandling har reddet Dortes liv

Dorte var hårdt ramt af multipel sclerose. Hendes ben ville ikke længere bære hende, og en læge vurderede, at hun var på vej mod et plejehjem eller en kiste som 40-årig. Redningen kom, da hun fik tilbudt en ny risikabel behandling som sidste udvej. I dag cykler den 44-årige mor til tre rundt.

I 2006 fik Dorte Diemer fra Kastrup konstateret multipel sclerose (MS), en kronisk sygdom, som får immunforsvaret til at angribe nervecellerne i centralnervesystemet. Sygdommen rammer forskelligt, nogle oplever mange attakker og kan inden for en årrække blive stærkt invalideret, mens andre ikke oplever den store forandring.

Dorte og og hendes mand Benny havde allerede datteren Sille, da hun fik konstateret MS. Efterfølgende har parret fået børnene Victor og Lucas.

Læs også denne gribende historie om en ung mor, der fik sclerose blot to uger efter, hun fødte.

Blev gravid

– Jeg har flere gange mødt holdningen, at det var uansvarligt at blive gravid, når jeg havde MS. Det kan godt være, at det på et eller andet plan var egoistisk af mig at blive gravid. Men jeg ville ikke stoppe mit liv på grund af den sygdom, siger Dorte, som blev advaret om, at graviditeten kunne forværre hendes sygdom.

– Efter en graviditet kan man få flere attakker. Under graviditeten er det faktisk lidt omvendte roller. Her passer barnet på dig. Men jeg oplevede ikke en forværring af min sygdom, og jeg havde det fantastisk under begge graviditeter, fortæller Dorte.

Men sygdommen vendte tilbage med invaliderende attakker, der med uhyggelig tydelighed var ved at slå Dorte ihjel.

Risikabel behandling

Redningen kom i 2014, da Dorte fik tilbudt en ny behandling. Behandlingen er risikabel og tilbydes derfor kun, når lægerne ikke ser anden udvej. Og til hele familiens store lykke, har den nye medicin virket positivt på Dorte. Den har hjulpet hende til at smide rollatoren, og i dag kan hun uden problemer cykle rundt på familiens ladcykel.

– Lægen sagde til mig, at hvis jeg ikke havde fået den medicin, var jeg endt på plejehjem eller i en kiste som 40-årig. Nu bruger jeg ikke rollator eller kørestol, der er ingen aktivitet i min sygdom, siger Dorte.

Der findes også andre behandlingsformer - læs her om Marie, der behandler sin sclerose med cannabis.

Dorte er blevet behandlet med lægemidlet Lemtrada over to omgange. Ifølge Rigshospitalets Scleroseafdeling er det en risikabel behandlingsform, og den tilbydes derfor kun til patienter, som er svært ramt af sygdommen, og hvor der ikke ses andre muligheder.

Du kan læse meget mere om Dorte og den behandling, hun har været igennem, i Ude og Hjemme nr. 28, som udkommer onsdag den 13. juli 2016.