Slank med Gustav: Rie tabte 40 kilo

35-årige Rie har tabt 40 kilo på bare otte måneder med hjælp fra personlig træner og kostvejleder Gustav Salinas. Hun har fulgt hans kostplaner, dyrket masser af motion og har fået det bedre og bedre dag for dag, fordi kiloene er raslet af. Samtidig har hun lært, at det også er vigtigt, at hun prioriterer sig selv i en travl børnefamilie.

slank

Slank med Gustav

Hun havde studeret hans Instagram forinden. Set før- og efter-billeder fra hele landet af kvinder, der jublede over, at de havde tabt sig 10,15 og 20 kilo. Selv skulle hun tabe mindst 50 kilo, og vejen dertil føltes nærmest uoverskuelig. Det var derfor, at hun tjekkede profilen ud. For hun var godt klar over, at hun ikke kunne klare det selv. Hun havde brug for hjælp.

– Jeg var en smule skeptisk i begyndelsen og frygtede lidt for, hvad Gustav ville tænke om mig, når jeg stod der i mit undertøj og skulle posere, så han kunne tage før-billeder af mig. Det var mildest talt grænseoverskridende. Men nødvendigt, fortæller Rie om mødet med personlig træner og kostvejleder Gustav Salinas i et træningscenter for otte måneder siden. 

Vægten nærmede sig på det tidspunkt 130 kilo, men Rie følte sig alligevel ikke helt klar til at gå i gang med at lægge sin kost om. For forude ventede sommerens bryllupper, barnedåb og runde fødselsdage, og det ville jo være ærgerligt, hvis hun ikke kunne feste med hele vejen.

Læs også: 5 typer af slanke-te der virker

Vægten steg umærkeligt

Så med fuld opbakning fra sin mand og sine to børn, Emma og Noah, slog hun til, da Gustav meddelte, at der var en ledig plads allerede 14 dage efter første møde. 

I mellemtiden tillod Rie sig at spise løs af alt, hvad der om kort tid ville være helt forbudt. Chokolade, chips, burgere, slik og kage blev kørt ned, så der nok røg endnu et par kilo på. Men det betød også, at hun efter de 14 dage følte sig helt klar til at lægge sin kost om. 

I dag – otte måneder senere – har Rie tabt næsten 40 kilo. Slank og fuld af selvtillid og lyst til at fortælle om sit livs bedste beslutning sidder hun nu her og har svært ved at tro det, når hun ser sig selv i familiens fotoalbum. Godt nok er der ikke mange billeder af hende, men de, der er, afslører overvægten. 

– Jeg har spurgt min mand, hvorfor han aldrig sagde noget til mig. For han har aldrig kommenteret min vægt. Men han siger, at han aldrig har betragtet mig som overvægtig, og at han derfor ikke har tænkt over, at jeg blev større og større, siger Rie. 

Hæmmet af vægten

For selv om hun måske ikke så sig selv så voldsomt stor i spejlet, så var hun hæmmet af de ekstra kilo. Energien til at lege med børnene, ordne haven eller bare gå op ad trapperne manglede hyppigt. Særligt galt var det de seneste 5-6 år, hvor hun tog de fleste kilo på. 

Vægten har altid vist for meget. Lige fra Rie var et lille skolebarn, kunne det ses, at hun var større end de andre i klassen, og i teenageårene kunne hun godt blive ked af det, når hun ikke kunne passe det samme smarte tøj som veninderne. Men det forhindrede hende ikke i at bruge sine lommepenge på bagerens kanelbrød eller en pose chips i kiosken. 

Da Rie efter gymnasiet rejste til Asien sammen med en veninde og seks måneder senere vendte hjem, havde hun tabt 10 kilo uden egentlig at gøre noget for det. Men det stillesiddende arbejde ved kassen i Bilka dagen lang var ikke den bedste kombination med hurtige snacks og nemme hovedmåltider, og snart var hun klar over, at det igen gik den forkerte vej. 

Læs mere: Opskrift på skyr med mysli og frugtsalat

Sygdom bremsede vægttab

Som 23-årig ventede hun sit første barn, og her tog hun yderligere 30 kilo på. De fleste forsvandt af sig selv efter graviditeten. Det gjorde de bare ikke to år senere, hvor hun blev mor for anden gang. 

På et tidspunkt indgik hun et væddemål med sin mors eksmand. Hun skulle tabe 20 kilo på tre måneder. Hun vandt væddemålet, hvor præmien var et dyrt træningsforløb. 

Men et ødelagt knæ satte en stopper for løbeturene og træningen for fem år siden. Knæet blev opereret, og derefter fulgte en lang periode med genoptræning. 

Badevægten afslørede problemet

De tre cifre på badevægten var en evig påmindelse om, at hun var nødt til at stoppe op – og det gjorde Rie så for knap et år siden. Det var på det tidspunkt, at hun begyndte at søge efter hjælp til at tabe sig og blev lun på Gustav Salinas’ metode. 

– Det ville være en stor udgift i vores husholdningsbudget, hvis jeg valgte at få hjælp hos Gustav, men min mand og jeg kom frem til, at det omvendt også var en vigtig investering i vores familie. Jeg havde brug for hjælp til igen at blive en aktiv mor og en god rollemodel for mine børn, fortæller Rie. 

– Jeg tror, at mange mødre glemmer sig selv for at tage sig af børnene. Men ofte er der jo også en far derhjemme. Jeg havde bildt mig selv ind, at det var vigtigt, at jeg var hjemme, men det var ikke nødvendigvis mine børns opfattelse. Og vi kunne sagtens forene familiehygge med min træning.

Planlægning er vigtigt

I hverdagene træner Rie to gange sammen med Gustav, og derudover dyrker hun zumba og spinning. Hun har allieret sig med sin mor, der er sød til at hjælpe med børnene, så de også kan komme til deres ugentlige aktiviteter. Så planlægning er altafgørende for, at familielivet fungerer. Både mad og træning er skemalagt hver eneste uge. 

– Det var vigtigt for mig, at kosten var helt almindelig og ikke krævede, at jeg skulle lave noget bestemt mad til mig selv og noget andet til resten af familien. Vi spiser det samme – mine portioner er bare mindre. Og al usund mad er selvfølgelig skåret væk for mit vedkommende. Jeg kan sagtens blande børnenes fredagsslik, uden at jeg også lige skal smage. Selvfølgelig kan jeg godt savne nybagte boller med smør, men mit blodsukker har ikke længere de udsving, som det tidligere havde, så jeg fristes ikke på samme måde mere. Og så har jeg hele tiden haft Gustav, der både har givet mig den sødeste støtte og været benhård på de rigtige tidspunkter. Og jeg vil virkelig dette her. Ikke mindst fordi vi har investeret i mig – så kan jeg simpelthen ikke tillade mig at smide det på gulvet, fastslår Rie. 

Hun er ikke helt i mål endnu, synes hun. 10 kilo mere skal af i løbet af de næste par måneder. Men hun er nået så langt, at hun igen kan passe sin vielsesring og er vendt tilbage til en størrelse 44. 

I Ude og Hjemme uge 8, får du: 

  • Madplan
  • Indkøbsliste
  • Energiberegning
  • Opskrifter
  • Guide og tip