Sonja tabte 20 kg med L7 Kuren: Kiloene forsvandt på rekordtid

Da badevægten sneg sig op på 82 kilo, indså 45-årige Sonja Grøtli, at hun måtte gøre noget. Hun valgte at gå på L7 Kuren, der skruer ned for kulhydraterne og op for fedtet, og tabte 20 kilo – og hun har ikke taget nogen af dem på igen.

Lune hvedeboller og marcipanovertrukne kager er hverdag for 45-årige Sonja Grøtli fra Trysil i Norge. Hun er konditor og har sin egen lille bagerbutik og café, der er populær blandt kageelskere. Men de søde sager havner udelukkende i kundernes maver. For efter at have tabt 20 kilo for to år siden rører Sonja sjældent kager, slik, pasta, ris, kartofler og brød.

Kiloene forsvandt som sidegevinst

– Det er egentlig blot en sidegevinst, at jeg har tabt mig så meget. Før mit vægttab var jeg voldsomt plaget af psoriasis i mine håndflader og under fødderne. Sår og vabler gjorde, at jeg var nødt til at bære handsker på arbejdet. Om natten vågnede jeg ved, at jeg lå og kløede mig til blods. Det var også udelukket at gå med bare ben, det var simpelthen for smertefuldt, fortæller Sonja.

Psoriasisen kom i en periode, hvor hun var meget stresset både privat og på arbejdet.

– Hvis jeg er meget stresset i dag, kan jeg stadig mærke psoriasisen i hænderne. Men det kan ikke sammenlignes med de symptomer, jeg havde, før jeg skiftede over til en lavkarbokost, forklarer hun.

I to og en halv måned fulgte Sonja en streng lavkarbokost, som bestod af tre små måltider om dagen, og kiloene raslede af. Helt præcist 20 kilo på den korte tid.

LÆS OGSÅ: Pigerne blev skældt ud efter tabet af deres lillesøster: Vi måtte ikke dele sorgen

Valgte en ekstrem diæt

Hun indtog kun mad og drikke, der indeholdt 5-7 kulhydrater – selv om det tilrådes, at man indtager mellem 30-40 gram pr. dag.

– Jeg gik på en ekstrem diæt, som ikke egner sig for alle og enhver. Men børnene var flyttet hjemmefra, jeg boede alene og skulle derfor kun tænke på mig selv, hvad angår mad. Med så få kulhydrater har man ikke overskud til at træne hårdt, men jeg fungerede helt fint på arbejdet og var omhyggelig med at drikke masser af væske. Jeg følte mig fuld af energi og overskud. Resultaterne lod ikke vente på sig, og det var motivation nok til at komme videre i forløbet, fortæller Sonja. 

Hun understreger, at det naturligvis er muligt at følge den samme kur over længere tid og tabe sig i et langsommere tempo.

– Selv har jeg altid haft det sådan, at tingene helst skulle være sket i går, så for mig var det her perfekt, siger hun.

I dag laver Sonja al sin mad, hun spiser, helt fra bunden. Derudover lader hun kroppen være fri for mad i 12 sammenhængende timer i døgnet og faster mellem kl. 19 og kl. 7 om morgenen.

  

Plads til en kage

–  Jeg spiser det meste, men ikke så store portioner. Det bliver til en del salat. Jeg er ikke specielt glad for grønsager, men spiser det dog mere nu, efter at jeg er startet med at spise færre kulhydrater – og det skal helst være de grønsager, som vokser over jorden, understreger hun.

Kager og slik er heller ikke længere noget, der frister hende. Da hun i sin tid begyndte på uddannelsen til konditor, var det dengang også mere de kreative udfordringer, der lokkede.

– Når jeg får lyst til noget usundt, plejer jeg at sige til mig selv, at jeg ikke behøver at spise det for at finde ud af, hvordan det smager – det ved jeg fra før i tiden. Ligesom jeg ved, hvordan pasta, ris, brød og kartofler smager. Men bager jeg en ny kage i konditoriet, er jeg selvfølgelig nødt til at teste resultatet. Så tager jeg en lille bid og lader det blive ved det, siger Sonja.

LÆS OGSÅ: Forladt af mor som 5-årig: Jeg følte mig værdiløs

Grøntsager i stedet for kartofler

Til hverdag undgår hun alt, der indeholder meget mere end fem gram kulhydrater pr. 100 gram. Hun gør dog visse undtagelser, f.eks. når hun bliver inviteret ud på pizza eller er til middagsselskab. Er hun på restaurant, beder hun om, at kartofler og pasta byttes ud med ekstra grønsager. Og skulle hun mod forventning føle sig lækkersulten, har hun altid en kaloriefattig müslibar liggende i køleskabet.

– Alt med måde. Du ødelægger ikke din kur ved at spise én napoleonskage om måneden, siger hun og griner ved tanken om, hvor lidt hun gik op i sin kost for bare tre år siden.

Usund livsstil skiftet ud med L7

Dengang drev hun også en grillbar ved siden af konditoriet. Hun arbejdede døgnet rundt, og ofte blev det bare til fire timers søvn, før hun var på den igen.

– Morgenmad og frokost nåede jeg sjældent at spise, så når aftenen nærmede sig, var jeg hundesulten og svælgede mig i pommes frites, pølser og hamburgere. Jeg var tung og slap i kroppen, fortæller Sonja.

Hun solgte grillbaren i maj og begyndte på L7 i december samme år.

– De to første måneder rørte jeg overhovedet ikke anden mad, forklarer Sonja, der ikke har taget et eneste af de tabte kilo på igen.

For hende er livet blevet lettere at leve, efter at være gået over til en kostplan bestående af få kulhydrater.

– Jeg er overbevist om, at de få kulhydrater i min mad, har givet mig en langt bedre sundhed, siger Sonja bestemt.

LÆS OGSÅ: Kommunen ville fjerne børnene: Charlotte bestod som mor

Navn: Sonja Grøtli

By: Trysil i Norge

Alder: 45 år

Privat: Har en kæreste

Job: Konditor