Tirsdag, 24. januar 2017 - 14:06 - af redaktionen
Spis dig slank med Camilla Framnes' livretter
Camilla Framnes har tabt hele 76 kilo, så hun har masser af erfaring og gode fif til et vægttab. Hun spiser lækker og mættende mad hver dag, for hun ved efterhånden, hvilke ingredienser hun skal bruge for at 'få noget for kalorierne'.

Hele 76 kilo er røget af Camilla Framnes fra 'De unge mødre', fra hun var allerstørst og til nu, hvor hun holder den slanke linje på forbilledlig vis.
Det formår hun især, fordi hun sørger for at spise lækker og mættende mad hver dag, så det hele ikke bliver alt for surt. For Camilla ved efterhånden, hvilke ingredienser hun skal bruge for at 'få noget for kalorierne', ligesom hun med tiden også har lært sig, hvordan hun skruer op for krydderier og smag, så måltiderne er noget, hun glæder sig til, og ikke noget, hun skal nøjes med.
Hold da op en forskel: Se Camilla Framnes' store vægttab
– Når jeg spiser så forholdsvis få kalorier, så skal maden altså smage godt, og mit daglige kalorieregnestykke kan sagtens gå op, uden at jeg er sulten og uden at spise kedelig mad, siger hun.
I det nye Ude og Hjemme, som er på gaden onsdag den 25. januar 2017, får du opskrifter på syv af Camillas livretter samt to eksempler på dagskost, så du kan tabe dig efter samme principper som Camilla Framnes.
Camillas livretter er lette at lave, ingredienserne kan købes i supermarkedet, og hele familien kan spise det samme. Er der enkelte retter, som mindre børn ønsker alternativer til, er det nemt at udskifte, som almindelige ris i stedet for blomkålsris.
Her kan du smugkigge i opskriften på én af Camillas livretter:
Spinatvaffel med laks og hytteost
Ingredienser
Opskrift til 4 personer
4 dl spinat
4 æg
120 g hytteost
8 tsk. loppefrøskaller
2 tsk. bagepulver
Salt og peber
Fyld
Lidt Philadelphia smøreost light
300 g laks
200 g avocado
120 g hytteost
Cherrytomater eller andet grønt
Sådan gør du
Bland alle ingredienser til vaflerne og blend dem til en ensartet masse. Bag vaflerne i et varmt vaffeljern. Nogle skal bruge fedtstof, det afhænger af vaffeljernet.
Camilla smører sin vaffel med Philadelphia light smøreost og lægger salatblade, laks, avocado, cherrytomater og hytteost på.
Næringsindhold pr. person
395 kcal, 37 pct. protein, 13 pct. kulhydrat, 50 pct. fedt
Camilla Framnes' 13 bedste slankeråd:
Camilla Framnes: Her er mine 13 bedste slankeråd


1. Planlæg!
- Når man har børn, arbejde og fritidsaktiviteter, kan man glemme alt om at leve sundt, hvis man ikke planlægger. Hjemme hos mig bliver al mad planlagt. Søndag er min store bagedag, hvor jeg bager små brød til madpakkerne, sunde burgerboller til aftensmaden og små rugbrødsboller til snacks. Det hele kan fryses ned til resten af ugen. Mandag snitter jeg grøntsager til både mandag og tirsdag. Onsdag går vi alle til sport, så den dag spiser vi rester. Torsdag snitter jeg igen grøntsager til de næste to dage.


2. Lav mad, som hele familien kan spise
- Både Kevin og mine børn kan sagtens spise den mad, jeg laver. Når jeg for eksempel serverer den klassiske familieret, spaghetti med kødsovs, så er kødsovsen helt normal. Jeg spiser bare ikke pasta men squash, som jeg har strimlet.


3. Tæl kalorier
- Jeg har altid troet, at det var så besværligt. Men det er det faktisk ikke, når man bruger en kalorie-tæller app. Selv bruger jeg ”Lifesum”. Godt nok skal man veje al sin mad af, og ja, det tager længere tid. Men efter tre måneder lærer man, hvor mange kalorier, der er i forskellige mængder mad. For mig har det været en øjenåbner at tælle kalorier. Tidligere har jeg gået og spist en masse af noget, som slet ikke var så sundt, som jeg troede.


4. Vej dig højest en gang om ugen
- Er der noget, der kan ødelægge motivationen mere end at stille sig på vægten efter en hård slankedag og se, at man slet ikke har tabt sig? Det er nok til, at man mister modet. Hold dig derfor fra vægten de fleste dage og stil dig kun på den en gang om ugen eller hver anden uge. Vægttab skal have tid.


5. Vær modig i køkkenet
- Du skal turde eksperimentere med nye retter. Det kan godt være, det hele ikke bliver godt, men det er vigtigt at prøve noget nyt, så du ikke går død i de samme slankeretter. Selv har jeg kastet mig ud i mange nye ting. Og en del er også endt i skraldespanden, men det er jo kun ved at prøve, at man bliver bedre.


6. Brug krydderurter og hvidløg
- Jeg er for længst holdt op med at bekymre mig om, at jeg lugter af hvidløg. Jeg spiser stort set hvidløg hver dag, for det giver sådan en god smag. Jeg bruger også penge på friske krydderurter. Slankemad må ikke blive kedeligt.


7. Drop slikskuffen
- Lad nu være med at have slik liggende, for det er så svært at styre. Hjemme hos os køber vi ind til fredagsslik og så ikke mere. Jeg vil ikke have det. Hvorfor skulle jeg gå og blive fristet?


8. Drik vand
- Jeg drikker utrolig meget vand gennem hele dagen. Hvis jeg bliver voldsomt sulten og bare har lyst til at tømme køleskabet, så drikker jeg lige en flaske vand. Det tager den der overvældende sult, og giver en et par ekstra minutter til lige at tænke sig om. Jeg drikker desuden et stort glas vand inden et måltid.


9. Ingen hurtige løsninger
- Planlægning er så vigtigt i en travl hverdag. Hvis du ved, at du får en travl dag i morgen, så lav en stor portion mad, som kan strække sig over to dage. Hos os spiser vi ikke takeaway, fordi vi pludselig ikke har tid til at lave mad. Når vi spiser takeaway, er det fordi vi har planlagt det, og vil nyde det.


10. Stop lækkersulten
- Jeg har altid lidt sunde snacks med i tasken, som er gode sidst på eftermiddagen, når jeg er træt og skal ud og handle. Hvis jeg har et stykke frygt, lidt mander eller en Easis bar er det nok til, at jeg kan holde mig fra slikhylderne.


11. Gå tidligt i seng
- Søvn er så vigtigt. Jeg ligger i min seng senest klokken 22. Hvis jeg ikke fik min søvn, ville jeg simpelthen ikke have energi til den hverdag, jeg har.


12. Drop høfligheden
- Når du er i gang med et vægttab, gælder det om at få vanerne under huden, og derfor synes jeg, du skal tage din egen mad med, når du bliver inviteret ud. Det er altså ikke noget at skamme sig over. Når jeg bliver inviteret til middag, ringer jeg tit og spørger, hvad vi skal spise. Hvis der ikke bliver serveret grønt, siger jeg, at jeg er i gang med en kostomlægning og derfor tager min egen mad med. Det forstår folk godt. I starten tænkte jeg: Ej, det kan man ikke. Men nu er jeg fuldstændig ligeglad. Tænk på, at hvis du falder i bare en enkelt aften, så er det så let at falde i næste dag.


13. Find tid og lyst til motion
- Hvis du ikke bryder dig om at stå i et motionscenter, så skal du ikke melde dig ind i sådan et. Find en motionsform, som du faktisk synes er sjov. Jeg er begyndt at spille fodbold igen, og det er simpelthen så sjovt.
Relaterede artikler
Her kan du købe Camilla Framnes' inspirerende bog "Hvis jeg kan, kan du også" >>