Stråler fra mobilen

Hvor farlige er stråler fra mobilen? Kan de give kræft i hjernen? Tv-lægen Peter Qvortrup Geisling giver dig svar.

Kære Peter

Der har tidligere været en del snak om stråler fra mobiltelefoner, og at vi måske med tiden kan udvikle kræft i hjernen på grund af de stråler.

Kender du til den nyeste forskning inden for det område? Det er en problemstilling, der bekymrer mig lidt.

Mvh. Mathilde, Odense

Få gode råd af tv-lægen Peter Qvortrup Geisling hver uge i Ude og Hjemme i Peters konsultation

Kære Mathilde

Tak for dit gode spørgsmål om en problemstilling, der uden tvivl også bekymrer mange andre. Ikke mindst, fordi mange børn får en mobiltelefon, og fordi vi stort set alle er blevet afhængige af alt det, som mobilen kan. Og derfor duer det ikke, hvis den er farlig.

Svaret afhænger dog af, hvem man spørger, for det er en problemstilling, der er gået en smule sundhedsreligion i; altså en god blanding af viden og tro.

LÆS OGSÅ: Ekskæresten vil snyde sig til offentlige ydelser

Metaundersøgelse

I 2008 gennemgik forskere 33 forskellige undersøgelser vedrørende mobiltelefoner. Resultatet var, at de ikke kunne finde en sammenhæng mellem stråler fra mobiltelefoner og risikoen for at få kræft i hjernen.

Et af deres argumenter var, at med flere milliarder mobiler ville man se en drastisk stigning i antallet af mennesker med kræft i hjernen, hvis strålerne var farlige. Og den stigning har man ikke set. Tal fra det danske cancerregister skulle angiveligt heller ikke vise nogen særlig stigning.

LÆS OGSÅ: 4-årig skammede sig over sit høreapparat: Mors opfindelse er genial

Toppen af isbjerget

Til den argumentation vil nogen sige, at det tager 10-20 år at udvikle en kræftsvulst i hjernen, og dermed kommer regningen om lidt. Men mobiler har efterhånden været på markedet så længe, at vi ville have set en stigning allerede nu, hvis der havde været en sammenhæng.

Mit bedste bud lige nu er derfor, at der ingen risiko er ved mobiltelefoner, når det handler om kræft i hjernen. Men ny forskning i de kommende år kan naturligvis betyde, at jeg må revidere min holdning.

LÆS OGSÅ: Politiet advarer mod livsfarlig bedstemor

De allerbedste
hilsner Peter