Tv-lægens brevkasse: Mine børn siger jeg lyver

En 84-årig kvinde bliver kaldt løgner af sine børn, fordi hun ikke kan huske, hun gav sin bil væk, mens hun var syg.

Kære Peter

Jeg er en gammel kone på 84 år, der er meget ked af at blive kaldt for en løgner af mine børn. De siger nemlig, at jeg ikke kan huske, at jeg har foræret min bil til min søn.

I juni måned 2014 fik jeg en blodprop i hjernen med lammelse i venstre side. Jeg husker intet fra indlæggelsen på sygehuset, og her mange måneder senere kan jeg stadig slet ikke huske, hvad der skete dengang. Kun hvad man har fortalt mig.

Mine børn fortæller mig, at de under et besøg har hørt mig give min søn lov til at tage min bil. Jeg kan ikke engang huske, at de var på besøg. Dog ved jeg, at hvis jeg havde været ved mine fulde fem, så havde jeg aldrig givet ham lov. Jeg har meget brug for min bil, da jeg ellers skal gå mange kilometer med min rollator for at komme til de nærmeste indkøbsmuligheder.

Kan det være på grund af blodproppen, at jeg intet kan huske? Mine børn siger, at man ikke er bevidstløs, når hjernen ikke fungerer. Men hvad er man så? Altså når man ikke ved, hvad man gør og siger?

Med venlig hilsen
Anonym

LÆS OGSÅ: Han fik sit ansigt tilbage: Reddet i sidste øjeblik

Kære anonyme

Tak for din historie, som har fået en rigtig trist udgang – og så oven på en alvorlig sygdom.

Symptomerne på en blodprop i hjernen er lammelser, talebesvær, forståelsesproblemer, svært ved at styre balancen og gråd, der virker uforklarlig. Blodproppen gør, at et område af hjernen i en periode ikke får tilstrækkelig med ilt. Det kan gøre personen konfus, forvirret og påvirke hukommelsen.

Så hvad du end har sagt og gjort under den indlæggelse, bør du naturligvis ikke hænges op på. Familien burde i stedet være glade over, at du er kommet igennem denne sygdom, der kan være ganske alvorlig i den første tid efter en blodprop.

Se den utrolige video: Sådan får mor til 4 sine børn i seng

Søg råd hos lægen

Dybest set kan man sige, at det ikke handler om at have ret, men om at få fred. Altså skabe en god løsning og ligegyldigt, om du har givet din søn din bil eller ej, så burde han bare sige tak for lån og være glad over, at du nu igen kan komme omkring. Længere er den historie ikke.

Men sådan ser dine børn angiveligt ikke på det, og det bringer dig på en lidt svær rejse,hvor tillid og respekt skal genopbygges på den ene eller anden måde. Jeg synes, at du skal vende problemstillingen med din egen læge, der kender dig godt.

Spørg lægen, om han eller hun har nogle gode forslag til dig vedrørende kommunikationen med dine børn, som han eller hun måske også kender, og så du igen kan komme videre i livet uden at have den her ballade at tænke på.

Men jeg kan mildest talt godt forstå, at historien gør dig ked af det.

De allerbedste hilsner
Peter

LÆS OGSÅ: Ukendt ung mand donerede knoglemarv til 3-årige

Fakta om apopleksi

Et slagstilfælde kaldes med et andet ord for en apopleksi. Det dækker over enten en blodprop i hjernen eller en hjerneblødning.

Der er cirka 12.000 tilfælde ad apopleksi i Danmark hvert år. 85 procent af tilfældene skyldes en blodprop i hjernen, mens de sidste skyldes en hjerneblødning.

Få ny viden og gode råd af tv-lægen Peter Qvortrup Geisling hver uge i Ude og Hjemme.