Han var mit livs kærlighed
Susanne sad på gulvet i stuen og legede med sin 1-årige søn, Mikkel. Det havde været en dejlig søndag med hygge i familien, og nu skulle der slappes af foran fjernsynet inden sengetid.
Susannes mand, Rune, tændte for en film fra sin plads i sofaen, men måtte kort efter sætte den på pause: Mikkel var gået i gang med en større trommesolo, og den lille fyrs larm overdøvede lydene fra skærmen.
- Nå, er vi klar til at starte filmen igen, spurgte Susanne grinende sin mand, da sønnens minikoncert var forbi.
Trak ikke vejret
Men Rune svarede ikke. Han lå helt stille på sofaen og fortrak ikke en mine. Trak han overhovedet vejret?
SE OGSÅ: 29-årige Maj får kontakt med sine afdøde forældre
Susanne rejste sig brat op fra stuegulvet og med bankende hjerte løb hun over til sin mand og forsøgte forgæves at ruske liv i ham.
- Da jeg opdagede, at han ikke trak vejret, gik jeg helt i chok. Det skete bare så pludseligt. Han fejlede ikke noget, og der havde ikke været tegn i løbet af dagen på, at noget skulle være galt. Og så på et splitsekund var han væk, fortæller 40-årige Susanne Jensen Bæk.
Udøvede hjertemassage
Susanne ringede 112, og mens hun ventede på ambulancen, gik hun selv i gang med hjertemassage. På intet tidspunkt fik hun dog kontakt til Rune, som heller ikke reagerede, da redningsfolkene kom og tog over.
Ved ankomsten til hospitalet blev han erklæret død – kun 36 år gammel.
- Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg tudede og kunne slet ikke overskue, hvad det hele skulle ende med. Og så alligevel tænkte jeg: ”Det passer jo ikke – han er jo ikke død”. Jeg tog endda hans telefon og pung med til ham på hospitalet, for jeg var sikker på, at når jeg så ham igen, så lå han dér med et smil og var klar til at tage hjem igen. Der gik lang tid, før det for alvor gik op for mig, hvad der var sket, siger Susanne.
Vil gerne sige farvel
Det er nu ni måneder siden, at hun mistede sin elskede mand.
Hun har med tiden accepteret, så godt som man nu kan, at hun skal forsætte livet uden ham, men sorgen sidder stadig dybt i hende, og det piner hende, at hun aldrig fik sagt farvel.
Susanne har derfor kontaktet Ude og Hjemmes clairvoyant, Selma Ambirk, i håbet om, at Selma kan skabe forbindelse til Rune, så de kan få en ordentlig afsked. Selma kender ikke Susanne og hendes familie på forhånd, og hun har ikke fået oplyst Runes navn eller dødsårsag.
SE OGSÅ: Ude og Hjemmes clairvoyant taler med ånderne
Ser en smuk kirke
Allerede i bilen på vej mod Aars, hvor Susanne bor, begynder Selma dog at fornemme en mandlig energi, som kan være relateret til Susanne.
- Han viser mig en meget smuk kirke. Den er hvid, men den har også en brunlig farve foran. Det er en meget speciel indgang med en slags kampesten, og så ser jeg nogle vinduer oppe foroven. Der er også meget grønt omkring. Han vil gerne føre mig hen til, hvad det sidste var. Der er noget med muren til kirken, som han gerne vil fortælle, siger Selma og tilføjer:
- Og så viser han mig de smukkeste blå øjne.
Sorg og forventning
I Aars bliver hun taget varmt imod af Susanne, og Selma er ikke i tvivl: Det var Susannes øjne, hun så i bilen. Det klare blå blik, som hun bliver mødt med, afslører både en knugende sorg og en spændt forventning.
Det er tydeligt, at den unge kvinde foran Selma af hele sit hjerte ønsker at høre fra sin mand.
I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan Susannes seance med Selma Ambirk forløb.
Få en seance med Selma
Ønsker du kontakt med en afdød, der stod dig nært, og vil du have Selma Ambirks hjælp til at skabe kontakten? Så send en mail til [email protected] med dine kontaktoplysninger. Skriv også kort, hvem du ønsker kontakt til.
Seancen vil foregå hjemme hos dig, og den er gratis. Du skal dog være indforstået med, at der bliver lavet en artikel om seancen til Ude og Hjemme samt videooptagelser til brug på vores hjemmeside i forbindelse med Selmas besøg.