Inges hus brændte: Min mand nåede ikke ud

Inge kan stadig huske alle detaljer, når hun genspiller den frygtelige nat i sit hoved.

– Jeg råber: ”Det brænder! Det brænder!”. Der går nogen tid, før han reagerer og sætter sig op i sengen. Jeg ser soveværelset for mig og det forbandede vindue lige ved siden af ham, som jeg har slået mig selv så mange gange oven i hovedet med, hvorfor jeg ikke åbnede og sagde: ”Ud!”.

Det var kort efter midnat den 30. marts 2021. Inge og hendes mand, Tomas, var gået i seng efter en helt normal aften, hvor de havde siddet og set fjernsyn i ro og mag uden den fjerneste anelse om det inferno, der snart ville bryde ud. Deres to granddanoiser, Anni og Malou, samt dobermannen Ace havde som sædvanligt optaget det meste af pladsen i sofaen. I dette hjem blev de højtelskede hunde betragtet som ligeværdige medlemmer af familien.

Røgalarm gik i gang

Inge vågnede ved, at røgalarmen gik i gang. Først troede hun, at det var brændekomfuret, der osede, men da hun søvndrukkent vaklede ud i køkkenet, kunne hun konstatere, at det for længst var gået ud. Det samme var elektriciteten, men noget lyste alligevel op bag bryggersdøren.

– Jeg kunne se, at der var lys igennem kattelemmen, og jeg tænkte: ”Har du ikke slukket lyset? Det må du hellere få gjort”. Men idet jeg åbnede døren, kom der en brølende ildtunge ud, fortæller 67-årige Inge Gylling fra Tappernøje.

Alt overtændte

Hun husker, hvordan hun instinktivt bøjede den forreste del af kroppen væk fra ilden, som i stedet løb op langs hendes venstre arm og videre om bag nakken. Den svitsede hendes hud og efterlod dybe forbrændinger på hendes skuldre og overfladiske sår i ansigtet, inden hun formåede at børste den ud.

– Jeg fik ikke lukket døren igen, fordi det stod ind med ild, forklarer Inge, som i stedet løb ind til sin 61-årige mand og råbte på ham, mens hun sparkede til sengen for at få ham op.

– Han tog en masse smertestillende piller, så han sov tungt. Men jeg fik ham op at sidde i sengen, og han sagde: ”Vi må hellere ringe til brandvæsenet”. Jeg havde tabt min telefon i mørket, så jeg løb over til genboen og bankede dem op. Og mens jeg var der, kunne jeg se, at ilden var gået op gennem loftet og taget. Alt var overtændt.

Flyttede ind i 1986

Klokken 00.45 modtog brandvæsnet alarmopkaldet fra Inges genbo, og inden for få minutter nåede redningsfolkene frem til den gamle ombyggede købmandsbutik på Askovvej 40, hvor Inge og Tomas flyttede ind i 1986 sammen med Inges etårige søn, Jens, fra et tidligere forhold. Der gemte sig masser af lykkelige minder bag de røde mursten og det gule anneks. Det var blandt andet i dette hjem, at parret for 34 år siden holdt deres bryllupsfest, og hvor datteren Sisse samme dag meldte sin ankomst.

– Jeg var højgravid, og lige da jeg svingede en gryde med gule ærter ind på bordet og sagde ”værsgo!”, gik vandet, siger Inge og ler ved mindet om bryllupsgæsterne, der kastede ris efter ambulancen, da den kørte hende afsted til hospitalet.

Minder gik op i røg

To år senere fik de endnu en datter, Rikke, og familien blev gennem årene udvidet med geder, høns, hest, kat og hunde. Der blev grinet meget i hjemmet. Inge fortæller, at hun faldt for Tomas’ humor, og hun og børnene drillede ham ofte kærligt med det julemandsskæg, han med tiden anlagde sig.

– Han underholdt til gengæld os med sine soldaterhistorier. Han var utrolig stolt af sin tid i forsvaret, hvor han sluttede som oversergent, og så snart han så sit snit til det, gik han i gang med sine anekdoter. Og så var han en mand, der kunne fikse alt, hvilket jo var praktisk, når vi boede i et gammelt hus. Der var ikke den ting i vores hjem, han ikke selv havde lavet eller repareret.

Kunne ikke få vejret

Nu sad Inge under den kolde hane i genboens køkken og kunne ud ad vinduet se alle minderne gå op i røg. Alt i hende skreg, at hun måtte over til Tomas og hundene for at redde dem ud.

– Men brandfolkene og politiet var kommet, og de sagde til mig, at jeg ikke skulle gøre det.

Inge blev mere og mere hæs og havde svært ved at trække vejret på grund af den sod og røg, hun havde indåndet. En redningshelikopter landede for at fragte hende til hospitalet.

– Det sidste, jeg husker, er, at de sagde: ”Nu intuberer vi hende”. Og så kom jeg i narkose og blev fløjet til Rigshospitalet.

Vågnede dagen efter

Dagen efter vågnede Inge op på intensivafdelingen med en slange i halsen. Rikke og Jens sad ved hendes side.

– Jeg opdagede, at jeg ikke kunne tale, og bad om noget at skrive med. Så jeg fik papir og blyant og skrev ”Er der nogen, der har overlevet?”. Og det kunne de så fortælle, at der ikke var, siger Inge og slår bedrøvet blikket ned.

Inderst inde vidste hun det allerede. Tomas ville vel være løbet over til hende hos genboen, hvis han havde haft den mindste chance for at nå det? Og når hun tænker tilbage, havde hundene slet ikke reageret, da hun råbte og løb rundt i huset. Inge tror, at de alle døde af røgforgiftning, inden flammerne nåede dem. Det håber hun, for hun kan ikke forstille sig en værre død end at brænde ihjel.

Lå i sin seng

Om morgenen kæmpede brandfolkene stadig med at slukke ilden, og da de senere på dagen fandt Tomas, lå han i sin seng med sine hjemmesko på, mens to af hundene lå på deres puder. De har formentlig indåndet røgen og er faldet om på stedet, vurderer Inge, hvis tredje hund aldrig blev fundet i ruinerne.

Efter 14 dage på brandsårsafdelingen blev hun udskrevet og genhuset i en lejlighed i København.

– Det var en voldsom omvæltning. Gudskelov bor min yngste datter i Ørestad, og hun var der for mig hele tiden. Vi har snakket og grædt, og det har været en kolossal hjælp.

Ufatteligt syn

Nogle måneder senere tog Rikke også med sin mor ned for at se resterne af det gamle hus.

– Alt, jeg havde, var brændt. Minder. Billeder. Arvestykker. Jeg så bare på en ruinhob, og det var svært at se, hvad der havde været der, når man gik rundt om den. Man skulle virkelig tænke: ”Nårh ja, dét har været værkstedet, og dér var bryggerset”. Det var ufatteligt.

Inge har ikke fået en præcis forklaring på, hvad årsagen til branden var.

– Politiet kunne ikke sige andet, end at den ikke var påsat. Det skete i bryggerset, hvor der var vaskemaskine, tørretumbler, elkomfur og en gudsvelsignelse af overtøj og hundetæpper, så det har været et pragtfuldt sted at brænde. Men om det er en gnist, en kortslutning eller en mus, der har gnavet i en ledning, er der er ingen, der ved.

Nyt hus på samme adresse

I september sidste år flyttede Inge ind i et nybygget hus på sin gamle adresse. Hun holder stadig af nabolaget, og mange af hendes tidligere dyr – heriblandt de to indebrændte hunde – ligger begravet i haven, så hun ønskede ikke at forlade stedet.

– Det er ikke min stil med et nyt hus, men det er nemt at vedligeholde, og jeg tror ikke, jeg ville have haft det godt med at flytte ind, hvis man havde kunnet redde det gamle, siger Inge med henvisning til de dårlige minder, det konstant ville vække.

Bebrejder sig selv

Hun kan ikke slippe tanken om, hvorvidt hun kunne have reddet Tomas eller hundene, hvis hun havde handlet anderledes.

– Jeg tænker hele tiden tilbage på, hvad jeg kunne have gjort. ”Han lå jo ved siden af vinduet. Du skulle have taget ham i hoved og bagdel og kylet ham ud”. ”Du burde også have lukket den forbandede dør”.

Inge har fået at vide af både politiet og en krisepsykolog, at hun ikke skal bebrejde sig selv, men hun ønsker at vide, hvordan hendes mand oplevede den skæbnesvangre nat. Hun har derfor kontaktet Ude og Hjemmes clairvoyant, Selma Ambirk, i håbet om, at Selma kan give hende den vished, hun har brug for.

I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan seancen med Selma forløb.

Blev du grebet af historien, og vil du høre andre gribende afdødekontakter? Så kan du lytte til flere podcasts her.