Patrick blev kun 8 år: Tapper til det sidste

8-årige Patrick kiggede ud ad vinduet i flyet over Quanzhou. ”Farvel Kina. Til ingen verdens nytte!” sagde han med en bedrøvet stemme, der var ukarakteristisk for en ellers så glad og sprudlende fyr som ham. ”Hvad mener du med det, skat?” spurgte hans mor, Sabrina, der sad ved siden af og forsøgte at skjule sin egen sorg. ”Jamen mor, jeg har jo stadigvæk ondt,” lød det hjerteskærende svar fra hendes lille dreng.

– Jeg tror, at han lige dér vidste inderst inde, hvor det bar hen, selv om han ikke brød sig om at tænke på det eller tale om det, siger Sabrina Staberg fra Hadsten.

I en måned havde hun været indlagt med sin søn på et kinesisk hospital i et sidste desperat forsøg på at redde hans liv. De danske læger havde opgivet at helbrede den alvorlige kræftsygdom, som havde spredt sig med lynets hast i Patricks krop, siden den blev opdaget tidligere på året.

Fandt en tumor

Den 13. januar 2017 blev Sabrina ringet op af en lærer fra Patricks skole. Patrick var bleg og uoplagt og ville ikke spise noget, så det var bedst, hvis han blev hentet hjem, fik hun at vide. Senere samme dag blev han indlagt på hospitalet i Randers, og om aftenen blev han overflyttet til Skejby Sygehus.

– Patrick havde det så skidt og kunne næsten ikke hænge sammen, fordi han var så forpustet. Han kom i alverdens scannere, og der blev taget blodprøver og biopsier. Lægerne kunne ikke finde ud af, hvad der var galt, indtil de så fandt en tumor på 12 centimeter i binyren, fortæller Sabrina om den forfærdelige dag, hvor hendes verden blev vendt op og ned.

Kræften spredte sig hurtigt til mellemgulvet og knoglemarven.

– Han begyndte på kemobehandling, og det gik rigtig godt, så han blev indstillet til operation, hvor de skulle bortoperere tumoren, som var skrumpet med 70 procent. Men kirurgen ville lige foretage en sidste scanning inden operationen, og der fandt de desværre to pletter på højre lunge. Og så var det, som om lægerne gav op.

Samlede ind på Facebook

Sabrina og hendes mand, Kim, satte deres hus og båd til salg og tog kontakt til hospitaler i USA, England, Tyskland og Kina i håbet om, at læger i andre lande kunne hjælpe deres søn. De kinesiske læger var de eneste, der var villige til at gøre forsøget.

Finansieringen skulle familien selv stå, så Patricks forældre startede en indsamling på Facebook.

– Folk donerede helt vildt, og inden vi fik set os om, havde vi skrabet midler nok sammen. Så vi kom af sted, Patrick og jeg, mens Kim blev hjemme sammen med Patricks storesøster, Jessica. Det var en karruseltur uden lige. Lægerne var dygtige og gav ham koncentreret kemo, men da jeg sad og kiggede på scanningsbilleder med en af dem, sagde han, at der ikke var noget, de kunne gøre. Så jeg tog hjem med forvisningen om, at han skulle dø, siger Sabrina med tårer i øjnene.

Venner forsvandt

Tre uger efter hjemkomsten fra Kina åndede Patrick ud – blot to uger før sin 9-års fødselsdag. Datoen, den 17. november 2017, er modbydelig at tænke tilbage på for Sabrina og resten af familien, men samtidig hjælper det, når de taler om både den og Patrick. For der er stadig mange tunge følelser, der skal bearbejdes og ud af systemet.

– Det er sundt at græde. Man får det bedre bagefter, men folk kan ikke lide det, siger Sabrina, der har mødt megen berøringsangst efter Patricks død. Venner er forsvundet, og andre ved ikke, hvad de skal sige, så de undgår at spørge, hvordan hun har det.

– De er bange for at gøre mig ked af det, men jeg kan ikke blive mere ked af det, end jeg er i forvejen. Og det gør ondt, når de vender sig væk, understreger Sabrina.

Patrick var ikke mentalt til stede, den sidste dag han var i live.

Sov ind derhjemme

– Det var han dagen før. Faktisk var det den første nat i 10 måneder, at jeg fik en hel nattesøvn. Men da jeg vågnede næste dag, kunne jeg godt se, at han var ”væk”. Og så sov han ind klokken kvart i fire om eftermiddagen. Det var helt uvirkeligt. Jeg var mentalt bombet, fordi det havde kørt op og ned fuldstændig intensivt i 10 måneder, og vi havde kæmpet med næb og kløer, siger Sabrina, som ikke kunne tro, at kampen nu var slut. Og at hendes søn nu lå livløs i sin plejeseng i stuen, hvor hun og Kim havde sovet ved hans side hver nat i den sidste svære tid.

Patrick havde også kæmpet en brav kamp. Han elskede superhelte, især Spiderman, og ifølge Sabrina havde han selv en styrke, der er en superhelt værdig.

– Han var et livstykke og sad aldrig stille fra tidlig morgen til sen aften. Selv mens han var syg, kløede han bare på, og vi glemte somme tider hans sygdom, fordi han altid var så glad – på trods af at han ikke havde det godt. Han kørte ATV, spillede fodbold og stod på løbehjul, og vi andre kunne blive helt forpustede af at holde trit med ham. Patrick var en fighter, og ingenting kunne slå ham ud, fortæller Sabrina og uddyber:

– Da han begyndte at tabe håret på grund af kemokurene, syntes han bare, at det var skideskægt. ”Så ligner jeg snart bedstefar – han har næsten heller ingen hår på hovedet,” sagde han. Men han var selvfølgelig også bange og ked af det, og han savnede alle sine kammerater i skolen. Det var bare ikke noget, han havde lyst til at tale om. Han kæmpede til det sidste.

Begravet i Spiderman-sengetøj

Da Patrick blev begravet, lå han i sengetøj med Spiderman-motiv. Han havde en af sine elskede fodboldtrøjer på, og ved siden af ham lå en bamse fra hans fire år ældre storesøster.

– Det har været hårdt for Jessica at miste sin bror i så ung en alder. De havde et tæt forhold og elskede hinandens selskab. Det var, som om de havde nok i sig selv. De var altid sammen og passede på hinanden. Hvis den ene havde problemer, kom den anden straks. Så det er svært at se Jessica stå alene tilbage, men jeg er sikker på, at hun nok skal klare den. Hun er stærk – ligesom sin bror, siger Sabrina rørt.

Selv har hun naturligvis også været hårdt ramt af Patricks død.

– Man bliver tom. Vores liv gik i stå, og når man kiggede ud ad vinduet, fortsatte alle andre bare, mens man selv var banket tilbage til stenalderen. Men samtidig skal man forsøge at få en dagligdag til at fungere. For min datters skyld var jeg nødt til at bevise, at hvis hun kunne gå i skole, kunne jeg også gå på arbejde. Hun er min drivkraft, og jeg kæmper videre for hende.

Stadig en del af familien

Patrick er fortsat en del af familien, selv om han ikke er fysisk til stede længere.

– Vi snakker til ham, siger godmorgen og godnat til ham og tænder lys for ham. Han er med alle vegne, og det vil han fortsætte med at være til den dag, vi er samlet alle fire. Så skal vi nå alt det, som vi ikke gjorde her. Vi blev slet ikke færdige, siger Sabrina.

Tabet af Patrick gør stadig ondt, selv om hun prøver at være lige så stærk som sin søn. Hun savner alt ved ham og ville ønske, at hun kunne mærke hans nærhed igen, om det så bare er for en kort stund. Hun har derfor kontaktet Ude og Hjemmes clairvoyant, Selma Ambirk, i håbet om at Selma kan hjælpe.

I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan Sabrinas seance med Selma forløb.

Få en seance med Selma

Ønsker du kontakt med en afdød, der stod dig nært, og vil du have Selma Ambirks hjælp til at skabe kontakten? Så send en mail til [email protected] med dine kontaktoplysninger. Skriv også kort, hvem du ønsker kontakt til.

Seancen vil foregå hjemme hos dig, og den er gratis. Du skal være indforstået med, at der bliver lavet en artikel om seancen til Ude og Hjemme samt videooptagelser til brug på vores hjemmeside i forbindelse med Selmas besøg.

Blev du grebet af historien, og vil du høre andre fængslende afdødekontakter? Så kan du lytte til flere podcasts her.