Bentes søn blev kørt ihjel: Kasper er en gave til himlen

Kasper var glad, da han den 28. oktober 2005 satte sig på sin knallert for at køre på besøg hos en kammerat. Efter nogle hårde år i begyndelsen af skolealderen var den nu 17-årige unge mand endelig et godt sted i livet. Han havde fået en kæreste, var begyndt på teknisk skole i Odense og var i det hele taget blevet meget mere selvsikker med årene. Fremtiden så lys ud – lige indtil Kasper den skæbnesvangre efterårsdag drejede knallerten ind på Granvej blot få hundrede meter fra sit hjem i Ullerslev.

En vanvidsbilist, der var påvirket af hash, kom tordnende mod ham med 90 km/t. på den stille villavej. Kasper havde ikke en chance, da bilen pludselig kørte tværs over vejen og bragede direkte ind i ham.

Det er nu over 13 år siden, at Bente Naundrup Jensen mistede sin ældste søn i den tragiske ulykke. Lige efter Kaspers død havde hun svært ved overhovedet at se meningen med tilværelsen, men langsomt lærte hun at leve med sorgen og faktisk også at holde af livet igen. Først nu har hun dog fundet styrken og modet til at henvende sig til Ude og Hjemmes clairvoyant, Pia Neves, for at få hjælp til at kontakte sin afdøde søn.

Bente søger først og fremmest svar på, om Kasper mærkede noget, da han blev ramt. Og så ønsker hun at tage ordentlig afsked med ham, hvilket hun aldrig nåede. Pia kender ikke baggrundshistorien, da hun ankommer til Bentes hjem på Fyn, og får kun oplyst Kaspers navn og dødsdato, lige inden seancen går i gang.

Sød og omsorgsfuld

Pia lukker øjnene og forsøger at kalde Kasper frem.

– Det tager lidt tid at lokke ham til. Han er nemlig bekymret for, om det gør dig mere ked af det end glad. Jeg oplever ham som meget omsorgsfuld over for dig. I må have haft et helt særligt og tæt bånd, siger hun.

Bente nikker. Hun og Kasper var særdeles tæt knyttede. De kunne snakke sammen om alt, og Kasper henvendte sig altid til sin mor, når han kom ked af det hjem fra skole.

Det gjorde han meget i de tidlige skoleår, fornemmer Pia.

– Blev han mobbet i starten af skolelivet? Jeg ser ham være meget ked af det og have det svært i den første skoletid. Han er et utroligt følsomt væsen, og det har nok været svært for især andre drenge at forstå. Det kan være derfor, han blev drillet. Når han så havde det allersværest, blev han meget vred og udadreagerende, og det står i skarp kontrast til, hvordan han egentlig er. For han er den sødeste og blideste dreng. Det er, som om der er to udgaver af ham: Dén, han viste i skolen, og dén, han var derhjemme, siger Pia.

– Det er fuldstændig korrekt, indskyder Bente og fortæller, at når hun sammen med sin mand, Benny, var til forældresamtaler, var det ikke altid, de kunne genkende den Kasper, de hørte om. Derhjemme var deres søn en helt anden. Rolig, varm og kærlig. Og elsket og accepteret, som han var.

Reddede andres liv

Pia forsikrer Bente om, at Kasper altid har kunnet mærke sine forældres kærlighed.

– Han siger, at han aldrig nogensinde har været i tvivl om, at han var elsket. Og han vil gerne have, at I tænker på, at da han kom herfra, var han faktisk glad og havde et godt liv. Det har han også dér, hvor han er nu.

– Han er sammen med sine bedsteforældre, som passer på ham, og der er også en kødrand af andre mennesker og dyr omkring ham, som han passer på. Han tager sig især af de helt små børn. De flokkes om ham, og han er ualmindeligt sød ved dem. Han er en gave til himlen og til dem, der ligesom ham selv er kommet derop alt for tidligt.

Bente synker en klump i halsen. Hun kan sagtens genkende Kasper i dét, Pia fortæller. Da han levede, var han også yderst omsorgsfuld over for andre – og særligt de svageste.

– Han kunne ikke tåle, når de ”seje” drenge drillede andre, og så var det, at han reagerede meget aggressivt. Han tog de svage under sine vinger, og det var dét, som i sidste ende også gav ham styrke og gjorde, at han de sidste år fik mere selvværd og flere venner. Efter hans død fandt vi ud af, hvor mange han egentlig havde hjulpet, og vi opdagede, at han faktisk havde reddet flere piger fra selvmord. De henvendte sig selv til os efter begravelsen og sagde, at han havde talt dem fra det, fortæller Bente.

Mærkede ikke noget

Kaspers eget liv stod desværre ikke til at redde, da vanvidsbilisten pløjede ham ned. Men han led ikke inden sin død, understreger Pia.

– Han kom meget hurtigt herfra. Jeg synes, han snurrer rundt og rundt og er virkelig svimmel, inden han bare pludseligt ”slukker”. Og dét er så dét. Det er ikke ubehageligt for ham, og der er ingen smerte forbundet med det. Han når ikke at forstå, hvad der sker. Jeg har fornemmelsen af, at han flyver, og så slukker han bare lige pludseligt oppe i hovedet. Det ser man typisk, når der enten har været tale om en rustilstand eller en trafikulykke. Jeg mærker også, at han bliver ramt på tindingen, så jeg går ud fra, at det var en trafikulykke? spørger Pia.

Bente nikker. Efter ulykken fik hun og Benny netop at vide, at Kasper var blevet slynget et langt stykke gennem luften, og at han døde af et hovedtraume. Hun er lettet over at få at vide, at han ikke mærkede noget, og at han har det godt, hvor han er nu.

Elsket og savnet

– Er der noget, du gerne vil sige til Kasper? spørger Pia.

– Jeg ønsker bare, at han ved, hvor savnet han er. At jeg tænker på ham hver dag, og at han lever videre i mit hjerte. Og så vil jeg sige, at jeg elsker ham og glæder mig til at se ham snart igen på den anden side.

– Han smiler og siger, at han godt ved, at han er savnet og elsket. Og han glæder sig også til at se dig, men han siger også meget bestemt: ”Jeg vil ikke se dig endnu, mor. Du må vente mindst 20 år. Det må du love. Det er ikke din tid endnu, og det skal nok ordne sig med dine lunger”, fortæller Pia og henviser til den alvorlige lungesygdom, som Bente pådrog sig efter Kaspers død. En medfødt sygdom, som indtil da var blevet holdt i ave, men som brød ud på grund af al den adrenalin, hun havde i kroppen som følge af chokket over at miste sin søn.

Bentes lunger bliver nu gradvist nedbrudt, og hun har i øjeblikket en lungekapacitet på blot 35 procent. Det sætter naturligvis store begrænsninger i hverdagen, hvor hun er nødsaget til at være tilkoblet et iltapparat og kun kan holde til at gå omkring 100 meter, før hun igen må stoppe op og hive efter vejret. Bente venter på en lungetransplantation, og imens har hun tænkt sig at få det bedste ud af livet, understreger hun.

Nyd livet nu

– Det er Kasper glad for at høre. Han ønsker, at I alle skal nyde livet, indtil I ses igen, og I skal ikke være bekymrede for ham. Det gør frygteligt ondt på ham, hvor kede af det, I alle er blevet over at miste ham. Han synes ikke, I skal tage det så tungt, for det gør han ikke selv. Han lever videre et andet sted og følger stadig med i, hvordan det går jer hernede. Har din mellemste søn fået et barn for ikke så længe siden? spørger Pia.

– Ja, smiler Bente og fortæller med stolthed, at hun blev farmor til lille Vincent for to et halvt år siden.

– Kasper beder dig hilse sine brødre mange gange og fortælle dem, at han savner dem. Han siger også, at du skal sige til hans far, at han skal motionere noget mere, så han ikke har så ondt i knæet. Giver det mening?

– Ja, det giver rigtig god mening. Han har dårligt knæ, så jeg skal nok sige det videre til ham, når han kommer hjem fra arbejde. Han kunne nok også godt trænge til lidt mere motion, griner Bente, inden Pia atter lukker øjnene og sender Kasper tilbage til alle dem, der venter på ham i himlen.