Christinas sorg: Min søn blev dræbt af toget

Den 27. juli 2017 lidt over midnat tikker en anmeldelse ind hos Fyns Politi. Den er årsagen til, at den lille stationsby Bred er afspærret. Hele stationen er badet i blåt lys, og hylende sirener skærer gennem den lune sommernat.

Alt det er Christina endnu uvidende om. Hun ligger i sin seng og vender og drejer sig, men kan ikke finde ro. Hendes tanker kører, og hun har en sitrende fornemmelse i kroppen, uden at vide hvorfor. Pludselig bliver hun revet ud af sin tankestrøm, da mobilen ringer.

Christina får et af de opkald, som ingen håber at få. Beskeden får hende til at råbe og skrige, mens tårerne triller ned ad kinderne. Alt er kaos, og hun tør slet ikke tro på, at hendes 17-årige søn Anders er død.

Sorgen og uforståenheden sidder stadig i kroppen. Derfor har Christina bedt Ude og Hjemmes clairvoyant Pia Neves om at skabe kontakt til hendes afdøde søn, da hun ønsker at sige ordentligt farvel.

Læs også: Mettes søn døde af meningitis: Jeg slukkede for respiratoren

Nervøs

Pia kender hverken mor eller søn, kun navne og relationen, da hun møder Christina i døråbningen for første gang.

Det er en nervøs Christina, der rækker hånden frem for at hilse på. Hun har tårer i øjnene og mærker en kold isende fornemmelse overvælde sin krop, mens Pia lukker øjnene. Om lidt skal hun tale med sin søn, der døde alt for tidligt.

– Jeg oplever ham som utrolig mild og rar, og så er han enormt betænksom og omsorgsfuld over for sine klassekammerater og søskende. Men jeg ser også, at han blev udmattet af for mange mennesker og for mange indtryk. Han var et privat menneske, samtidig med at han var udadvendt med vennerne, forklarer Pia.

Christina nikker. For i fritiden var Anders sammen med vennerne og elskede at spille fodbold, som han har gjort lige fra barnsben af. Men når han kom hjem, havde han brug for at være på sit værelse med sin computer og samle tankerne. Han slappede af, når Kim Larsen bragede ud af højtalerne – han kunne alle sangene udenad.

Savnet er stort

– Han var en dreng, alle holdt af. Han var fornuftig og stædig på samme tid. Jeg kunne aldrig blive vred på ham, for han gjorde ikke noget forkert. Han søgte selv arbejde i Fakta og passede sin skole. Og så kunne han altid få mig til at grine. Jeg savner hans smittende latter, sukker Christina Berlin Rasmussen.

Christina savner sin søn inderligt, og der går ikke en eneste dag, uden at hun tænker på ham. De havde et tæt forhold, som kun blev endnu tættere, da forældrene blev skilt. De mindede også om hinanden, da de begge var fokuseret på, at alle omkring dem havde det godt. Samtidig havde Anders også arvet sin mors sensitive sind, hvor de begge var tryghedssøgende. Og de kunne finde tryghed hos hinanden.

– Han siger, at du aldrig må tro andet end, at du var verdens bedste mor. Du har altid været hans faste klippe. Han var virkelig glad for dig og vidste altid, at han kunne komme til dig – også som ældre, fortæller Pia.

Christina kan slet ikke klare tanken om, at hun ikke skal se sin søn igen. Alt, hvad hun laver, minder hende om, at hendes søn mangler. Når de spiser, er der er tom stol, når hun vil ringe til ham, er der ingen, der svarer, og når hun vil kramme ham, mangler han. Hver dag bliver hun mindet om hans fravær. Hun er ked af, at hans liv blev så kort, for han var fuld af drømme for fremtiden. Efter sommerferien skulle han på gymnasiet, og derefter ville han i militæret, da han drømte om at blive pilot. Men ingen af delene nåede han.

Se også: Clairvoyant forudså min datters død

Anders fløj

– Jeg oplever, at han døde hurtigt. Men han er selv lidt forvirret over, hvad der skete. Han bliver ved med at sige, at det eneste, han mærkede, var, at han fløj. Derefter slukkede det hele. Jeg oplever det som en ulykke, der skete fra det ene sekund til det andet. Jeg tror ikke, at han var i en bil, men derimod blev ramt af noget, der fik ham til at flyve. Det, der gjorde mest ondt på ham, var, at I andre blev så kede af det, forklarer Pia.   

Christina spærrer øjnene op og kan mærke, at det gibber i kroppen. For den besked, hun fik af Anders’ far i telefonen, for næsten et år siden, var nemlig, at Anders var blevet påkørt af et tog.

Anders havde været til fodboldtræning, hvorefter han og tre kammerater fortsatte ind til Odense. Senere på aftenen valgte de at tage toget hjem. Da de kom til Bred Station, steg de af, hvor der er en lille nedgang, og man skal krydse sporene.

Anders skulle bare gå otte skridt for at komme over på den anden side – men nåede det ikke. De tre kammerater krydsede skinnerne, mens der var grønt, men da Anders trådte ud, skiftede lyset til rødt. Han nåede ikke at træde tilbage, før der kom et tog susende forbi med 170 kilometer i timen. Han blev ramt af toget med en sådan hastighed, at han fløj over i lyssignalet og slog hoved kraftigt. Vennerne nåede kun at høre, at han sagde ”wauw”, mens han fløj, og derefter var han helt stille. Han døde på stedet.

Mærkede ingenting

– Han bliver ved med at sige, at det er vigtigt, at du forstår, at han ikke mærkede noget. Han fløj bare, og derefter slukkede det hele. Men han var glad for det liv, han fik, og for, at du var hans mor. Han vil gerne sige undskyld for, at han var sådan en klovn, men det var ikke med vilje. Det var bare hans skæbne, siger Pia. 

I dagene efter ulykken var Christina knust, men alligevel fandt hun uanede kræfter til at arrangere et fakkeloptog til minde om Anders. Hun blev dybt beæret og rørt over at se de omkring 300 mennesker, der dukkede op for at sige et sidste farvel. Det var et tegn på, at hans fantastiske personlighed havde gjort lige så stort indtryk på andre, som det havde gjort på Christina.

– Jeg tror ikke, at jeg bliver rigtig lykkelig igen. Der vil altid mangle noget. Men jeg kæmper, for jeg vil gerne være en god mor for mine to andre børn. Det ved jeg, at Anders ville ønske. Men det er svært både at håndtere sin egen sorg og samtidig tage sig af børnene, forklarer Christina.

Læs også: Afdødekontakt: Endelig fik jeg sagt farvel til far

Sammen med farmor

Pia gør meget ud af at understrege, at Anders har det godt, der hvor han er nu. Han lider ikke og er heller ikke alene, han har nemlig fået selskab af en, som Christina holdt meget af.

– Han bliver ved med at sige, at du ikke skal være bange, for han er ikke alene. Han er sammen med din farmor, som du var meget glad for. Hun har taget ham til sig i sin favn, så det skal du ikke bekymre dig om, siger Pia.

– Anders smiler og griner hele tiden. Deroppe går tiden ikke så langsomt, da det er jer, der skal leve med sorgen. Men han har det godt og skal nok vente på den anden side, men først om mange år, forklarer Pia.

Holder øje

Christina mærker en lettelse i kroppen. Hun tager sig til den ene hånd, som føles helt kold. Pia forklarer, at det er Anders’ tilstedeværelse, da han tager Christina i hånden – præcis som han altid gjorde. Pia lukker øjnene for give slip på Anders.

– Han vil altid passe på jer. De nætter, hvor hans lillesøster sover allerbedst, er, fordi han sidder på sengekanten og holder øje. Han siger, at I ses engang om 50 år, og at han elsker dig overalt på jorden. Nu vinker han og sender dig fingerkys, fortæller Pia, der knap når at færdiggøre sætningen, før Christina responderer med

– Jeg elsker også ham. Det vil jeg altid gøre.