Gittes bror forsvandt fra hospitalet: Leon lå død i en grøft

Gitte Florentz-Petersen havde lige besøgt sin storebror, Leon, på Hvidovre Hospital. Det var den 13. oktober 1993, og hun var ikke klar over, at det var sidste gang, hun ville se ham i live. Hvis hun vidste det, ville hun sikkert være blevet meget længere, så hun kunne få mest muligt ud af deres sidste tid sammen. Så hun kunne sige ordentligt farvel.

Senere samme dag forsvandt Leon fra hospitalet. Ingen opdagede noget, og ingen anede, hvor han kunne være. Gitte og resten af familien ledte efter ham fra tidlig morgen til sen aften, satte efterlysningsplakater op i lokalområdet og efterlyste ham også på TV 2/Lorry. Men forgæves. 11 dage senere bankede politiet på Gittes dør. Leon var blevet fundet død i en grøft ved motorvejen ud for Brøndbyernes Haveforening. Hvad der helt præcist var sket, anede man ikke. Der var ingen tydelige spor på Leons krop.

– Det giver slet ingen mening. Han kunne umuligt være kommet derhen selv i hans tilstand, siger Gitte.

Leon havde i foråret fået konstateret aids i udbrud, og på ganske kort tid blev både hans krop og hans sind voldsomt svækket af den forfærdelige sygdom. På det tidspunkt var behandlingsformerne endnu stærkt begrænsede, og en aids-diagnose blev ofte betragtet som en sikker dødsdom. At Leons liv skulle ende så brat og under så mystiske omstændigheder, havde ingen dog kunnet forudse.

Alle elskede Leon

Uvisheden har plaget Gitte i alle årene, der er gået, og derfor har hun nu søgt hjælp hos Ude og Hjemmes clairvoyant, Pia Neves. Gitte håber, at Pia kan skabe afdødekontakt til Leon, så hun langt om længe kan få klarhed og ro i sindet.

Pia kender intet til baggrundshistorien, da hun møder Gitte i hendes hjem i Hvidovre. Hun får kun oplyst Leons navn og dødsdato – intet andet. Pia lukker øjnene, mens hun prøver at kalde Leon frem, og der går ikke mange sekunder, før hun får kontakt.

– Han vil meget gerne tale med dig. Jeg oplever en stor glæde hos ham, fordi du har bedt ham komme. Han siger, at de andre gange, hvor du har fornemmet, at han har været i din nærhed, der har det været rigtigt nok. Han har besøgt dig mange gange siden sin død og særligt i tiden lige efter. Han har forsøgt at fortælle dig, at alt er okay, hvor han er nu, og at han har det godt, siger Pia og tilføjer:

– Jeg mærker ham som en utroligt varm og kærlig mand. En virkelig hjælpsom, rar og god fyr, som alle elskede. Han var en, der samlede folk omkring sig, og sådan er det også der, hvor han er nu. Han er meget charmerende. En høj, flot mand med brede skuldre og stærke arme, som damerne sikkert har kigget langt efter. Jeg kan godt se, at I er søskende, for jeres øjne ligner rigtigt meget hinanden.

Gitte nikker anerkendende. Hun kan sagtens genkende beskrivelsen af sin bror. Både den personlige og den fysiske.

Hjertet galopperede

– Han gik meget op i, hvordan han fremstod, og derfor kunne han heller ikke holde sig selv ud i den sidste tid af sit liv, hvor han ”levede med det sorte”, som han udtrykker det. Han må have været meget syg til sidst? spørger Pia og får bekræftet, at der var tale om aids.

– Jeg ser det dog ikke som om, at det direkte er aids-sygdommen, som er skyld i hans død. Jeg synes, han kommer herfra meget pludseligt. Han er kørt væk hjemmefra eller fra det sted, hvor han burde være. Enten er han kørt selv, eller også har han fået et lift af en bekendt eller af en taxa. Jeg ser ham i hvert fald sidde i en bil og køre væk i frustration. Hans hjerte slår helt vildt hurtigt. Det galopperer bare derudad. Og så på et tidspunkt stopper bilen, han stiger ud og går faktisk ret langt, indtil han ser en mark eller lignende. Han sætter sig ned, fordi han får det dårligt, og så oplever jeg det som om, at han får et voldsomt hjertestop. Og så slutter det dér, fortæller Pia og uddyber:

– Han forklarer, at han egentlig bare føler, at han falder i søvn. Det går hurtigt og er ikke ubehageligt for ham. Det er vigtigt for ham, at du ved, at han ikke blev slået ihjel eller blev forvoldt skade på nogen måde. Han døde af sig selv på grund af nogle processer inde i kroppen, som nok blev sat i gang af al den medicin, han fik. Han var dybt medicineret, og jeg tror, det var medicinblandingen, som fik hans hjerte til at slå så ukontrolleret, at det til sidst stoppede.

Ville ikke leve mere

Gitte synker flere gange en klump i halsen, mens Pia gengiver Leons sidste timer. Det er en kæmpe lettelse for hende, at der tilsyneladende ikke lå en forbrydelse bag Leons død, ligesom hun også er lettet over at høre, at hans død ikke var smertefuld.

– Jeg har altid frygtet, at han døde af kulde, for det var en kold og regnvåd dag, og han havde kun sin hospitalsskjorte, sine underbukser og strømper på, da han forsvandt. Det var også det, retsmedicinerne gættede på, uden at de dog kunne sige det med sikkerhed, siger Gitte.

– Jeg fornemmer ikke, at han dør af kulde. Han når at dø af sit hjertestop, inden kroppen fryser til. Og han er glad for, at det endte på den måde, forsikrer Pia.

Leon var nemlig træt af at være syg, forklarer hun. Han havde givet op og ønskede ikke at leve mere. Han magtede ikke at blive fyldt med mere medicin og være koblet til alle mulige slanger på et hospital. Sådan ville han ikke ende sit liv.

– Det var derfor, han stak af fra hospitalet. Det var ikke sådan, at han tænkte ”nu går jeg ud og tager livet af mig selv i en grøft”, men han var fast besluttet på, at han ikke ville ligge og lide i en hospitalsseng længere. Han tænkte i stedet ”nu kører jeg bare væk, og så må vi se, hvor det ender”, og han er taknemmelig for, at han døde hurtigt af et hjertestop og ikke langsomt af aids, siger Pia og understreger:

– Han er selvfølgelig ked af den kæmpe skræk, I andre skulle igennem, fordi der gik så længe, inden I fandt ham. Det er det eneste, han ville ønske, var anderledes.

En familiemand

Leons omtanke for sin familie er noget, Gitte sagtens kan genkende, fra dengang han levede. Han elskede sin familie og ikke mindst sin kone og sine to sønner, Kenneth og Kristian, der i dag er 35 og 38 år. Og han følger stadig med i deres liv fra den anden side, fortæller Pia.

– Han beder dig hilse dem mange gange. Jeg synes også, han siger ordet ”barnebarn” eller ”børnebørn”. Har han fået børnebørn? spørger Pia.

– Ja, han har tre, siger Gitte og smiler.

– Dem er han stolt af, kan jeg mærke. Han er ked af, at han ikke nåede at møde dem, og han er også ked af, at han kun nåede at få så kort tid sammen med sine sønner. Han har mange sjove minder om dem og griner lige nu over, hvor hysterisk den yngste blev, da han skulle lære at binde snørebånd, og hvor meget den ældste drev ham til vanvid med sine legetøjsbiler overalt, siger Pia.

Takker sin søster

Leon var kun 34 år, da han døde. De sidste måneder af hans liv blev han stadigt mere svag og mærket af sin sygdom, og hans ellers så positive sind blev afløst af et langt mere sørgmodigt. Men midt i alt det triste følte han alligevel en stor glæde, fordi han mærkede sin families store omsorg, fortæller Pia.

– Han er utroligt glad for, hvor godt du passede på ham i den sidste tid, og det hjalp ham meget, at han kunne tale om sin sygdom med dig. Han er taknemmelig og glad for det tætte forhold, I havde gennem hele livet, og han glæder sig til at se dig igen. Han venter på dig i himlen sammen med dine forældre, som må være kommet til senere, og indtil da vil han altid være omkring dig, når du har brug for det, siger Pia.

Gitte nikker stille. Hun er rørt over at høre, at Leon er blevet genforenet med deres forældre, og at hun stadig kan mærke den store kærlighed, som hun og Leon altid har haft til hinanden.

– Det varmer at vide, at min bror stadig er omkring mig, og det har givet mig en enorm ro i sindet at få kontakt til ham. Jeg føler, at jeg endelig har fået svar på mine spørgsmål, og at jeg har fået en ordentlig afsked – selv om det selvfølgelig ikke helt er en afsked, når nu jeg ved, at vi ses igen, smiler Gitte.