Heal mit hus: En skeptiker bliver overbevist
Dorthe og hendes familie bor i en skovfogedbolig i naturrige omgivelser i Blåvand. Familien flyttede ind i boligen i 2018, hvor de kort efter begyndte at opleve mystiske ting
– Det er et hus, som løbende skifter beboere i takt med, at skovfogeden skiftes ud. Så det er en bolig, der har en hel masse historik i forhold til de skovfogeder, der har boet her, fortæller Dorthe og fortsætter:
– Vi flyttede ind i 2018, og vores datter Gry var ikke ret meget over et år, før hun begyndte at pege hen i det samme hjørne hver eneste aften, når jeg skulle putte hende.
Det var et helt tomt hjørne, så Dorthe forstod ikke, hvorfor Gry blev ved med at pege der hen. I takt med at Gry blev ældre, begyndte hun at sætte flere ord på. Hun spurgte: "Hvem er det?", mens hun pegede på det tomme hjørne, og konstaterede "det er ikke far".
– Og så begynder man at tænke, hvem er det, der er til stede, som vi andre ikke kan se, siger Dorthe, der også selv har oplevet flere ubehagelige ting.
Skeptikere bliver omvendt
Dorthe er på ingen måde spirituel, tværtimod er hun meget skeptisk. Alligevel har hun bedt clairvoyant Rikke Rasmussen om hjælp.
– I takt med at vi oplever alle de her ting, har jeg været nødt til at være mere åben, forklarer Dorthe.
Og det er langt fra første gang, Rikke arbejder med skeptikere.
– Vi er forskellige, og det skal der være plads til. Nogle tror på det evige liv, og andre gør ikke, men der er jo mange gange, at skeptikerne bliver omvendt, hvis de får en afdødekontakt, fortæller Rikke.
I videoen i toppen af artiklen kan du se, hvordan seancen forløb. Du kan se alle afsnit af Heal mit hus i ALLY-appen.