Louise fra ”Landmand søger kærlighed”: Allan var manden i mit liv

Allan var kærlig, varm og omsorgsfuld som ingen anden. Han var én, man kunne stole på. Én, der altid var der. Og så elskede han livet, og hans livsglæde smittede. Louise var i den syvende himmel, da de to fandt sammen. Hun var bare 15 år, mens han var 17, og selv om de var ganske unge, var de begge sikre på, at de altid skulle være sammen.

Sådan skulle det desværre ikke gå.

Blot fem år senere døde Allan af lungekræft, og Louise mistede sin sjæleven og sit livs kærlighed.

Det er nu 23 år siden, men sorgen sidder stadig dybt i Louise, der ellers har gjort, hvad hun kunne for at komme videre i livet: Hun rejste jorden rundt, uddannede sig til pædagog og mødte efterhånden også en anden mand, som hun fik datteren Victoria med.

Forholdet til Victorias far holdt dog ikke, og lige siden har Louise savnet den helt særlige tryghed og lykkefølelse, som Allan gav hende.

Savnet tærer hårdt på Louise, og hun har derfor bedt Ude og Hjemmes clairvoyant, Selma Ambirk, om hjælp. Hun håber, at Selma kan hjælpe hende med at komme af med den knugende sorg, som hun stadig føler efter alle disse år.

En helt særlig duft

Louise byder Selma indenfor i sit hyggelige hjem i Langeskov. De sætter sig i stuens sofa, og der går kun ganske kort tid, før Selma mærker en maskulin energi i rummet.

– Det er en yngre energi, og mit hjerte begynder at banke nu, så jeg ved, at det har været en tæt relation til dig. Det kan sagtens have været en kæreste. Jeg føler også, at vi skal lidt tilbage i tiden, men jeg mærker ham alligevel tydeligt. Han stryger dig over kinden nu, siger Selma.

Louise lader med det samme tårerne få frit løb. Det er tydeligt, at hun stadig er hårdt mærket af Allans død, og hun er overvældet over, at hun måske nu har kontakt til ham igen efter al den tid.

– Der er noget med hans duft. Jeg bliver ved med at få fornemmelsen af, at han havde en særlig duft, som du har kunnet genkende ham på. Jeg får et billede af en blå og hvid parfume. Kender du den parfume, der hedder Kouros? spørger Selma.

Louise måber og bliver tavs et øjeblik. Så nikker hun. Det var præcis den parfume, som Allan brugte.

Nyd dit liv

– Det er hans måde at fortælle dig, at det er ham, som er igennem til os, forklarer Selma og fortsætter:

– Han har prøvet at komme igennem til dig flere gange før. Især når du har haft det svært. Og han er glad for, at han endelig kan få lov til at tale med dig. Han beder om tilgivelse for, at han forsvandt fra dig så tidligt, og han siger, at han gerne vil hjælpe dig med at komme videre. For det er helt okay at komme videre, og det er vigtigt, at du gør det, siger han. Han giver mig fornemmelsen af, at du har haft svært ved at lukke andre ind efter hans død, og at du har skullet tage dig sammen for overhovedet at favne livet igen. Giver det mening?

– Ja, svarer Louise stille og tilføjer:

– Det er svært at glæde sig helt over noget, når man bliver ved med at mærke sorgen så stærkt. Det er jo bare så uretfærdigt, og man har svært ved at forstå, hvorfor det skulle ske. Det skulle jo være os to for evigt.

– Ja, det skulle det, men Allan beder dig også om at acceptere, at det ikke blev sådan alligevel. I hvert fald ikke i denne omgang. I kommer til at ses igen, og han siger, at han skal være den første til at tage imod dig, når det sker. Men det er altså ikke lige nu, og han ønsker for dig, at du skal nyde dit liv indtil da. Der er så meget til dig her på jorden endnu, og han vil ikke have, at du holder dig selv tilbage. Han viser mig nogle lænker for at fortælle, at du er bundet af fortiden. Det er, som om du stadig lever i den, og det er ikke godt for dig. Det er tid til at kappe båndene, siger Selma.

Afklaret med sin død

Louise fortæller, at hun har haft særligt svært ved at slippe tankerne omkring Allans sidste tid.

Det gik alt for stærkt, da han fik sin kræftdiagnose. Han nåede kun at leve i et halvt år, og meget af tiden havde han store smerter.

– Han fortalte mig, at det ofte føltes, som om han fik stukket knive ind i lungerne, siger Louise, som gerne vil vide, om han var bange, da han døde. Og om han har det godt, hvor han er nu.

– En del af ham var bange, men en meget større del af ham var afklaret med, at han skulle herfra. Det er ret usædvanligt at føle sådan en accept af tingenes tilstand fra så ungt et menneske. Men sådan var han bare. Han tog let på alting – også sin egen død. Nu knipser han med fingrene, og det er mit tegn for, at det gik stærkt, da han døde. Og han hopper for at vise, at han er glad, hvor han er nu, og at det ikke gør ondt mere. Han siger, at han er genforenet med en bedstemor, og at du ikke skal bekymre dig om ham. Og så nævner han ordet ”fjer”. Har du nogen idé om, hvad han mener med det? spørger Selma.

Louise griner overrasket. Hun har længe overvejet at få lavet en tatovering af en fjer som symbol på, at hun skal prøve at tage lettere på livet. Præcis ligesom Allan gjorde.

– Det kan være, at jeg snart skal tage mig sammen til at få lavet den tatovering så, smiler hun.

Lykkelig igen

– Du skal i hvert fald prøve at finde glæden ved livet frem igen og fokusere på den. Lad være med at sammenligne alt med det, du havde med Allan. Og giv dig selv lov til at nyde det, du i stedet har nu. Det ønsker Allan også for dig. Han siger, at du er en fantastisk mor, og at du er det helt rigtige sted i livet nu – med den rette mand. Har du mødt en anden for nyligt? spørger Selma.

Louise nikker og smiler. Efter at hun sidste år forgæves forsøgte at finde kærligheden i TV 2-programmet ”Landmand søger kærlighed”, er der nu for ikke så længe siden kommet en ny mand ind i hendes liv.

– Han hedder Ulrik, og han er en rigtig god og dejlig mand. Han har taget min datter til sig, som var det hans egen, og han er der for mig, når jeg har brug for det. Præcis ligesom Allan var det, siger Louise, der er lettet over, at Allan har givet det nye forhold sin velsignelse.

– Det er med til at hjælpe mig videre. Allans accept betyder meget for mig, for så ved jeg, at det er okay, at jeg er lykkelig. Og det har jeg alle mulige grunde til at være, smiler Louise.

– Jeg kan mærke, at Allan trækker sig tilbage til den anden side nu. Men han vil altid være omkring dig, når du har det svært, og lægge små fjer til dig som tegn på, at han er der. Du har en kæmpe plads i hans hjerte, og han er dybt taknemmelig for, at han har lært dig at kende, siger Selma, inden hun tager afsked med Louise og ønsker hende held og lykke med den nye kærlighed.