Anne-Marie Østersø: Jeg forelskede mig i en mand fra min fortid
Da jeg indså, at jeg havde clairvoyante evner, begyndte alting at ændre sig. Siden jeg var 14 år, havde jeg godt nok vidst, at jeg kunne forudse begivenheder og skæbner. Men jeg anede ikke, hvad jeg skulle bruge den viden til. En gang imellem
havde jeg ligefrem frygtet, at jeg var syg i hovedet. At jeg var helt gak gak.
Men da astrologen Lajla en dag forklarede mig, at det var mit kald – min vej i livet – åbnede jeg op for den verden. Jeg begyndte at spå for alvor i 1989. Nu helt uden at vakle eller tvivle. Da jeg endelig gik målrettet i den retning, begyndte min verden at rulle hurtigt. Jeg kunne pludselig se en hel masse, når jeg sad over for et andet menneske. Synene, tegnene og symbolerne kom nærmest væltende ned, og jeg havde svært ved at sortere i dem.
En gang imellem var det som om, det ikke var mig, der talte. Selv om ordene kom ud af min mund, føltes det ikke som noget, jeg ville sige. Hvor jeg normalt plejer at være høflig og pakke tingene lidt ind, kom den rå sandhed direkte ud, når jeg spåede. Det er nok lidt som en komiker. De siger jo også ting på scenen, som aldrig kunne falde dem ind, hvis de sad ved et middagsbord.
Værst var det den dag, jeg skulle spå en ung mand. Jeg anede intet om ham inden, og han så både sund og rask ud. Alligevel fløj det ud af munden på mig: – Hvis man har aids, er man selv skyld i det!
I starten spåede Anne-Marie i frokostpausen på sit arbejde. Men efterhånden fik hun så travlt, at hun måtte tage klienter hjemme.
Mening med kriser
Jeg var helt chokeret over mig selv og havde lyst til at holde mig selv for munden med begge hænder. Men sagt var sagt, og den stakkels unge mand havde desværre hiv. Jeg ville ønske, at jeg var kommet ind på det emne på en lidt mere medfølende måde. Efterfølgende fik jeg heldigvis sagt nogle andre ting, som hjalp ham under hans barske sygdom. Når man er længst nede, gælder det om at finde troen, og jeg tror netop, han kom til mig for at finde noget at tro på midt i hans meningsløse situation.
Han gjorde selvfølgelig stort indtryk på mig, og jeg har aldrig glemt ham. Mit arbejde bliver aldrig bare ”et arbejde”, som jeg glemmer, når jeg kommer hjem og smider mig på sofaen.
Jeg har siddet over for utallige mennesker med ubærlige historier. Forældre, der har mistet et barn. Mennesker, der selv skal dø. Mennesker, der er blevet forladt af den, de elsker. Eller mennesker, der ikke kan se glæden ved livet. En gang imellem kan man spørge sig selv, hvad meningen med den slags kriser er. Hvorfor skal man gå igennem så stor smerte? Selv er jeg kommet frem til et svar, som giver lidt mening midt i det meningsløse: Vi skal møde modstand, fordi vi skal lære at tro. Ikke nødvendigvis på Gud. Men vi skal tro på, at der er en mening. At der findes noget, som hjælper os videre. Det er jo ofte først, når man er helt nede i kulkælderen, at man åbner op og rækker ud efter den tro.
Da jeg startede med at spå i 1989, var det mest mine kolleger på arbejdet, som fik sandheden om deres fremtid. I hver frokostpause hev jeg mine tarotkort frem og begyndte at spå, og mine ord gjorde åbenbart så stort indtryk på mine kolleger, at de begyndte at hive venner og familiemedlemmer med.
LÆS OGSÅ: Landmand søger kærlighed: Gitte blev frue på gården
Rygtet spredtes
For det meste ville de vide, hvordan deres kærlighedsliv kom til at se ud. Om de ville møde en mand. Om de fik børn. Mange spurgte også til deres arbejde. Om de skulle blive eller sige op.
Jeg kan aldrig vide, hvad jeg får ned. Det er bestemt ikke alt, jeg kan svare på, men tit får jeg nogle symboler, som siger en del.
En dag i frokostpausen sad jeg over for en kvinde, som ikke ville have flere børn. Alligevel så jeg hende for mig sidde med en lille baby-dreng. Kort efter blev hun gravid. Da hun havde født, fik hun lagt den lille dreng op i sine arme.
En ung kvinde ville vide, hvornår hun mødte sin store kærlighed. Det kunne jeg ikke svare på. Men jeg kunne se en murske. Ikke lang tid efter forelskede hun sig i en murer.
Jeg kunne se meget, og dem, jeg spåede, følte, jeg hjalp dem på vej. De ville ligefrem betale for det. Det syntes jeg nu var lidt voldsomt, så jeg nøjedes med at tage imod en pakke cigaretter eller en blomst. Pengene kunne jeg nu ellers godt bruge, for dengang skyldte jeg stadig en million efter mit video-eventyr med den ulykkelige slutning. Men i den periode var min gæld ikke så skræmmende, for jeg vidste, at jeg var på rette vej, og at tingene nok skulle løse sig. Den fornemmelse fik jeg ret i.
Historierne om mig og mine evner begyndte at sprede sig, og til sidst var der så stor interesse, at jeg ikke kunne nå at spå alle i min frokostpause. Jeg valgte derfor at få min første ”klient” derhjemme.
Første besøg
Denne gang var det hverken en kollega eller en bekendt. Men en voksen og moden kvinde, som havde hørt om mig gennem et familiemedlem, der var blevet spået af mig.
Jeg indrømmer gerne, at jeg var meget nervøs inden. En ting var at spå i en frokostpause. En anden ting var at spå en fremmed kvinde, som var taget hele vejen hjemmefra kun med et mål: For at få svar.
LÆS OGSÅ: Henriette skilt fire måneder efter sit drømmebryllup: Mit hjerte var knust i et år
Det her var alvor
For at bløde stemningen op havde jeg købt kage og lavet kaffe inden. Kvinden og jeg tilbragte derfor den første tid i sofaen bag hver vores kaffekop, mens vi snakkede om vejr og vind. Imens kredsede min hjerne om mit næste træk. Hvordan skulle jeg begynde at spå? Og kunne jeg overhovedet fortælle hende noget? Damen var gammel nok til at være min mor. Jeg var jo bare en ung pige med et vikarjob og en milliongæld. Hvad kunne jeg overhovedet tillade mig at sige?
Men jeg fik samlet mod til mig og bad damen rejse sig.
– Lad os sætte os ved spisebordet, sagde jeg, for at fjerne os fra den bløde uformelle hyggesnak.
Så lod jeg hende blande mine tarotkort, hvorefter jeg selv lagde dem på bordet. Et i hvert verdenshjørne. Og et i midten.
Som altid tog jeg kortet i midten først. Jeg lægger mine kort på min egen måde, og for mig er det altid netop det kort, som fortæller mig mest.
I det øjeblik, jeg vendt kortet og så billedet, vidste jeg, hvad jeg skulle sige. Havde det været i en hvilken som helst anden situation, var den påstand aldrig kommet over mine læber. Men nu sagde jeg det lige ud.
– Du er utro.
Kvinden var ved at tabe briller, næse og mund.
– Hvordan kan du se det? udbrød hun måbende.
Kortet i midten viste tre sværd. For mig er det et symbol på utroskab, og jeg havde ret.
Kvinden gik hurtigt til bekendelse, og jeg behøvede heller ikke lang tid for at se, hvorfor hun var utro. Hendes mand drak, og hendes ægteskab var derfor ulykkeligt.
I mine øjne var der kun én rigtig vej for hende. Hun skulle blive skilt.
Jeg ved, at kvinden var rigtig glad for mødet med mig. De fleste vil jo faktisk gerne afsløres i utroskab, for noget af det værste, man kan byde sig selv, er jo at leve på en løgn.
Desværre fulgte kvinden ikke mit råd. Hun blev hos sin alkoholiserede mand.
LÆS OGSÅ: Hold da op en forskel : Nu har Camilla tabt mere end 26 kilo
Skrid fra ham
Sådan er min rolle. Jeg kan give de rigtige råd. Men jeg kan ikke sørge for, at folk følger dem. Det kan være en smertefuld erkendelse. Når folk tager afsked med mig, efter de er blevet spået, kan jeg jo se, om de vil handle på de forandringer, som vil hjælpe dem. Når jeg ved, at de ikke vil gøre det, ved jeg også, at noget vil gå galt.
Jeg glemmer aldrig, da jeg sad over for den modne kvinde og afslørede hendes utroskab. Siden har jeg set utroskab igen og igen. Når jeg ser det, reagerer jeg på to måder. Hvis det er personen over for mig, der er utro – så siger jeg det. Hvis det er personens partner, der er utro – så holder jeg min mund.
Helt stille er jeg naturligvis ikke om min viden. Men i stedet for at sige det direkte, så forsøger jeg at hjælpe ”offeret” i en anden retning i sit liv. Det er min klare holdning, at jeg ikke ville hjælpe personen ved at sige: ”Hør her. Din mand er utro. Skrid fra ham.” Det har jeg selvfølgelig tit lyst til. Men personen ville aldrig følge mit råd.
For det første er det næsten umuligt at gå fra et menneske, man elsker. For det andet har personen ofte slet ikke kræfterne og selvtilliden til at gøre det.
Når jeg møder en klient med en utro partner, kigger jeg ofte på, hvad klienten laver til daglig. Om han eller hun har det rigtige arbejde. Som jeg har sagt før: Hvis du arbejder med noget forkert, så er kærligheden for det meste også forkert. Jeg har set mange gange, at folk skifter job eller uddannelse. Og kort efter støder de pludselig ind i kærligheden. Eller deres parforhold blomstrer op.
I 1990 var jeg selv på rette vej. Det var også det år, jeg en aften gik ned på værtshuset Brigaden på Amager sammen med min veninde. En spontan beslutning. Vi ville bare have en hurtig øl, så jeg var bestemt ikke klædt på til den store bytur. Jeg kom, som jeg var, og mens jeg sad afslappet og sludrede med min kusine, gik døren op. Ind kom to fyre. Den ene var et kendt ansigt. Det var Tommy, som havde været gift med min kusine. Fyren ved siden af virkede bekendt.
Anne-Marie måtte kæmpe hårdt for sit livs kærlighed.
En god kemi
Da vi faldt i snak, viste det sig, at vennen hed Kent, og han havde været min bordherre for et par år siden til en katastrofal julefrokost, som jeg tidligere har beskrevet. Kent havde af gode grunde ikke gjort noget stort indtryk på mig, for under julefrokosten havde jeg konstant haft et øje på min daværende kæreste. Vores forhold skrantede, og jeg følte, han konstant flirtede med andre piger. Min jalousi udviklede sig faktisk så voldsomt under julefrokosten, at jeg brød i gråd ved siden af min måbende bordherre, som må have tænkt sit.
Men nu havde jeg for længst tørret mine tårer væk, og jeg var uden tvivl en helt anden kvinde. Jeg havde fået selvtillid, og Kent og jeg talte rigtig godt sammen.
Faktisk havde vi det alle fire så hyggeligt, at vi blev enige om at gå videre i byen. Så vi tog sammen hjem til mig, hvor jeg ville klæde om til noget mere festligt.
Jeg vidste præcist, hvad jeg skulle tage på. Jeg havde netop købt et joggingsæt i pastelfarver til over 1.000 kroner, og da jeg tog det på i soveværelset, følte jeg mig som festens dronning.
Jeg kunne også nærmest mærke suset, da jeg trådte ind foran mine gæster, som sad og ventede i stuen. Først mange år efter har Kent betroet mig, at det undrede ham, hvorfor jeg havde klædt om til noget mærkeligt joggingtøj. Vi skulle jo i byen.
1990’er-moden var ikke altid lige heldig. Men jeg var heldig den aften. Der var noget helt særligt ved Kent, og vi havde en særlig kemi hele den aften i byen. Ud på morgenen inviterede jeg ham og Tommy med hjem til morgenmad. Da de sidste rundstykker var spist, gik Tommy hjem. Kent blev. Vi lavede ikke andet end at snakke, men jeg kunne rigtig godt lide den snak. Han var anderledes end andre mænd, jeg havde mødt.
LÆS OGSÅ: Søs Egelind fik en hilsen fra sin afdøde mor
Skylder for middag
Det var han også næste morgen. I stedet for at bede mig om mit nummer, lagde han sit eget. Så kunne jeg selv ringe, hvis jeg havde lyst. Det havde jeg. Jeg ville meget gerne se ham igen. Men jeg havde i bogstavelig forstand hænderne fulde. Næste dag skulle jeg nemlig flytte, så inden jeg kunne fokusere på en eventuel ny kærlighed, skulle jeg lige pakke hele mit liv ned i flyttekasser.
Den flytning blev på flere måder en forhindring. Godt nok havde jeg fået nogle venner til at komme og hjælpe, men vi havde ikke båret mange kasser ned, før jeg slog min fod voldsomt. Det viste sig, at jeg havde slået et stykke af knoglen, hvilket betød, at jeg humpede rundt med stor forbinding, og hver morgen blev hentet i bil for at blive fragtet til arbejde. I en måned kunne jeg ikke engang gå ned til en bus.
I virkeligheden burde jeg være blevet hjemme og pleje min fod hver dag efter arbejde. Men Kent havde gjort indtryk, så jeg ringede til ham efter en uge og sagde straks ja, da han inviterede mig ud at spise på en italiensk restaurant.
Den aften tog jeg ikke joggingtøj på. Jeg fandt noget mere klassisk i skabet, for jeg ville vise mig fra min allerbedste side. Det var også derfor, jeg hev min forbinding af og pressede foden ned i et par stiletter, mens jeg bed den enorme smerte i mig.
Det var alle smerterne værd, for jeg blev forelsket i Kent den aften. Han var rolig, afslappet, og jeg følte, jeg kunne være mig selv. Da jeg kiggede på menukortet – og priserne – fortalte jeg ærligt om min økonomi. Jeg skyldte en masse penge. Han skulle vide, hvad jeg havde med i baggagen.
Det afskrækkede ikke Kent.
– Du skal ikke regne med, at jeg betaler din gæld, smilede han bare. Og så betalte han regningen. I dag driller han mig stadig med, at jeg skylder ham for den middag.
Der var ingen tvivl om, at jeg gerne ville være kærester med Kent. Hans følelser var dog lidt mere mudrede og svære at tyde. Men vi blev ved med at se hinanden, og vi havde det rigtig godt, hver gang vi var sammen.
– Jeg ved, vi får en pige sammen en dag, sagde jeg til ham og kiggede ham ind i øjnene.
Men Kent var ikke helt så langt fremme. Langt fra. Faktisk var han ikke rigtig klar til et fast forhold. Jeg kom til at kæmpe for ham meget, meget længe.
Mine veninder sagde:
– Drop ham. Du får ham jo aldrig.
Men jeg blev ved. Inderst inde havde jeg en ubrydelig tro på, at det nok skulle blive os to.
Når Anne-Marie fornemmer, at personen forfor er utro, siger hun det. Ofte er personen lettet over, at det bliver afsløret. Det er hårdt at leve på en løgn.
Passer godt sammen
En dag gik vi hånd i hånd på Amagerbrogade, da en flok børn pegede på os: I passer godt sammen, råbte de.
Jeg blev så stolt indeni.
Kent sagde ikke så meget. Heller ikke til sine forældre. De anede faktisk ikke, jeg fandtes, selv om jeg flere gange spurgte, om jeg ikke skulle møde dem. Da jeg til sidst stod over for dem efter flere år, var det mildest talt en overvældende situation. Vi blev nemlig ført sammen af det største mirakel i mit liv.
LÆS OGSÅ: Bubber: Anne-Marie har en helt særlig intuition
Læs 9. del af Anne-Marie Østersøs fascinerende livshistorie i Ude og Hjemme nr. 1, som er på gaden onsdag den 6. januar.
Du kan følge med i serien i Ude og Hjemme afsnit for afsnit hver uge eller købe hele historien samlet i bogen Clairvoyanten, hvor Anne-Marie desuden vil hjælpe dig med at udvikle dine egne clairvoyante evner.
Ifølge Anne-Marie kan alle lære at spå, hvis man holder sine øjne åbne.
Del 1: Fik et skræmmende tegn i spejlet
Del 2: Tragedien gjorde mig synsk
Del 3: Fik varsel som 14-årig: Jeg skreg af rædsel
Del 4: Min lærer fik mig til at blomstre
Del 5: Anne-Marie Østersø smed rollen som den stille pige
