Anne-Marie Østersø: Lad dig ikke vennerne udnytte dig

Kære Anne-Marie
Jeg sidder igen og tuder og har ondt af mig selv, og da jeg før har fået gode råd af dig, prøver jeg igen. Jeg har sukkersyge og kan ikke finde ud af at styre det. Jeg har prøvet nåle, hypnose og meget andet, men der er ikke noget, der virker.
Ingen lytter til mig
Jeg har så ondt i mine ben, at jeg ikke kan gå. Smertestillende piller er ikke godt for mig. Jeg synes også, at jeg altid lytter til andre, men der er ingen, der lytter til mig. Kan du mon give mig et råd til at komme videre?
Kærlig hilsen Inger
LÆS OGSÅ: En læser fortæller: Jeg følte mig svigtet af min veninde
Lær at sige nej
Kære Inger
Tak for dit søde kort. Jeg svarer ikke på spørgsmål om helbredet, men jeg regner også med, at du har været hos lægen for at få hjælp.
Jeg har dog også en filosofi om, at når vi lader stå til, selv om vi inderst inde ved, at det ikke gavner os, handler det i virkeligheden om, at vi ikke kan se en vej frem i vores liv.
Du har brug for at sætte nogle mål for tilværelsen. Ikke i forhold til din sygdom, men på andre områder. Du skriver, at du ikke føler, andre lytter til dig, og jeg fornemmer, at du måske bliver udnyttet, fordi du er for god af dig. Det kan være, at du skal begynde at rydde op i din omgangskreds? De kan være medvirkende til, at du lever usundt. Det skal ikke forstås på den måde, at de ligefrem propper kager ned i halsen på dig, men du har nok svært ved at sige nej til samværet. På den ene side vil du ikke vil undvære de mennesker, for hvem er du så? På den anden side føler du dig ensom uden dem, og så spiser du for at trøste dig selv. Det er en ond cirkel, og du skal meddele din omgangskreds, at de skal hjælpe dig med at holde din diæt. Hvis de er opmærksomme på det, kan de bedre støtte dig.
Jeg vil også råde dig til at finde ligesindede, du kan være sammen med.
Alt det ved du alt inderst inde, men du skal tage dig selv alvorligt og sætte dig det mål at opdyrke nyde interesser og bekendtskaber. Du har kreative evner, og dem skal du bruge. Måske kan du endda skabe dig en lille forretning. Om du strikker, maler eller tegner er ligegyldigt. Det afgørende er, at du skaber noget, for det vil være helbredende for dig.
Som sagt er jeg hverken læge eller psykolog, men jeg håber, du kan bruge mine råd alligevel. Ellers må du tale med en psykolog. Jeg ønsker dig alt det bedste.
Kærlig hilsen Anne-Marie