Anne-Marie Østersø smed rollen som den stille pige
Som barn har jeg aldrig sagt, at jeg ville være clairvoyant, når jeg blev stor. Jeg gik heller ikke ud af skolen med en uddannelsesplan om at blive clairvoyant. For at være helt ærlig vidste jeg slet ikke, hvad ordet betød. Hverken ”uddannelsesplan” eller ”clairvoyant”.
Godt nok var jeg klar over, at jeg kunne se ting, som andre ikke kunne. Men hvad jeg skulle gøre med den viden, anede jeg ikke, så da jeg afsluttede folkeskolen, tog jeg den sikre vej.
Nærmest uden at tænke over om det var min rette vej eller ej, startede jeg på EFG og blev elev på Gads Forlag på Strøget, hvor jeg sad i kundeservice, i receptionen og senere hjalp med at overføre alt materialet fra de gammeldags bogføringsmaskiner til edb.
Det var i midten af 1970’erne, og der var store forandringer på vej i Danmark. Det var der også for mig.
LÆS OGSÅ: Min mor er mit mareridt
Her pjækker vi
Godt nok var kontoruddannelsen meget langt fra min rette vej, men jeg blomstrede på arbejdspladsen og begyndte pludselig at tage ansvar for min vægt. Jeg spiste sundt og grønt og løbetrænede efter arbejde. Det betød, at jeg tabte mig 14 kilo, og mit selvværd voksede, i takt med at kiloene røg. Jeg havde aldrig følt mig som en af de flotte piger, men nu kunne jeg godt se, at jeg havde noget at byde på. Det var på alle måder en god tid.
Min tilfredshed skyldtes uden tvivl også, at jeg arbejdede under Børge. Den mest fantastiske chef, jeg nogensinde har haft. Han startede med at sige: – Her pjækker vi, hvis vi har brug for en fridag.
Det betød, at jeg mødte på arbejde hver eneste dag. Jeg havde ikke en eneste sygedag. Og slet ingen pjækkedage. Han forstod virkelig at give os alle sammen arbejdsglæde.
Den glæde forsvandt dog brat, da jeg blev flyttet til en anden afdeling, hvor stemningen var en helt anden. Her blev jeg bevidst om, at arbejdet overhovedet ikke interesserede mig. Mine forældre og bedsteforældre overbeviste mig selvfølgelig om, at jeg skulle blive ved, for det vigtigste var jo ikke, om man kunne lide sit arbejde. Men om det var trygt.
Min elevplads var tryg, men det var ikke min rette vej. I mine øjne er det altafgørende for ens liv. Som clairvoyant mener jeg, det er min vigtigste opgave at få folk sporet i den rigtige retning. Har man først åbnet døren til det rigtige job, har man også åbnet døren for resten af livet.
Når en kvinde kommer til mig, fordi hun er ulykkelig over, at hun ikke kan få den mand, hun er forelsket i, så er det sjældent manden, jeg koncentrer mig om. I stedet peger jeg på hendes job. Hvis hun hver morgen står op til et forkert job, så vil kærligheden også være forkert. Kærligheden kan ikke gro, hvis man ikke selv er på den rette plads.
Blev Spies-guide
Jeg har set det 1.000 gange. Tit vil folk ikke give mig ret. De har overbevist sig selv om, at de laver det helt rigtige. De er måske kravlet langt op ad karrierestigen og får hver måned en god sjat penge, som betaler deres store hus med havudsigt og deres BMW i garagen. Derfor kan det virke utænkeligt, hvis jeg kigger dem i øjnene og siger: Du skal sige op og begynde at arbejde med ældre. Eller noget helt andet. Men det skal de, hvis de vil have kærlighed ind i deres liv. Jeg har opfordret folk til at sadle om mange gange.
Selv havde jeg heller ikke fundet kærligheden, da jeg var ung kontorelev. Jeg havde heller ikke fundet mit kald, men til gengæld havde jeg et andet mål: Jeg ville gerne bevise, at jeg ikke længere var den stille pige i klassen. Den rolle havde klæbet til mig, og jeg kan stadig mærke skammen, når jeg tænker tilbage på den dag, jeg endelig fandt modet til at sige noget højt i klassen, hvorefter en af drengene sagde: ”Hun kan snakke.”
Jeg skulle vise dem, at jeg kunne snakke. Så da min elevtid var overstået, tog jeg en uventet beslutning. Jeg ville gå på Spies Guideskole på Mallorca. Hvis jeg solbrændt og smilende kunne tage imod gæster og give dem en uforglemmelig uge på en spansk ferieø, så var jeg i hvert fald ikke den stille pige længere.
Det var selvfølgelig en stor beslutning at rejse væk fra mine forældre, Amager og min trygge base. Da jeg stod i lufthavnen, og min plan pludselig kom tæt på, kunne jeg også mærke nervøsiteten. Hvordan ville jeg klare mig i et nyt land med 200 andre Spies-elever, som jeg slet ikke kendte? Jeg har dog altid været hurtig til at mærke folk omkring mig. Lynhurtig, faktisk. Uden at kende baggrunden kan jeg næsten altid mærke, hvem jeg svinger godt med, og hvem jeg skal holde mig fra. Sådan har jeg det stadig, når jeg kommer ud til fester og middage. Jeg ved præcis, hvem jeg skal styre imod. I lufthavnen blev jeg draget af en køn, lyshåret svensk pige, som også var på vej til guideskolen. Hun hed Catharina, og vi fandt med det samme tonen. Allerede i bussen på vej mod Hotel Viking på Mallorca blev vi derfor enige om, at vi skulle bo sammen.
Det var en klog beslutning. Jeg nød at bo med Catharina i min tid på guideskolen, hvor jeg på alle måder var meget langt fra min elevplads med alle regnskaberne i kolde Danmark. Solen skinnede, jeg lærte spansk, og der var masser af sangria, fest og farver. Men jeg savnede min familie. Og savnet kom til at overskygge den spanske sol.
LÆS OGSÅ: Skolen vil forbyde blind pige at bruge sin stok
Tog 10 kilo på
Da jeg var færdig på Spies-skolen, valgte jeg derfor at tage hjem og ikke vende tilbage som guide. Godt nok havde jeg fået smag for rejsebranchen, men jeg savnede min familie og venner for meget til at blive guide i udlandet. I stedet kom jeg på FDM’s rejsebureau, hvor jeg hjalp med at finde rejser til kunder. Det var et godt arbejde på et rart kontor, men for mig blev det alligevel en svær tid. Jeg sagde det måske ikke højt. Men man kunne nærmest se det på mig, for i løbet af få måneder havde jeg taget 10 kilo på.
Min vægt har altid været et ret tydeligt tegn på, hvordan jeg har det. Når jeg har brug for at gemme mig – eller sløre mig, som jeg kalder det – spiser jeg sukker. I den periode blev det til mange poser vingummi. Det kunne ses, men hvorfor jeg ikke havde det godt, havde jeg svært ved at sætte ord på. I dag kan jeg selvfølgelig se det lysende klart: Jeg var ikke på rette vej.
Mine evner som clairvoyant havde jeg stadig, men jeg var tit bange for at bruge dem og frygtede, at folk syntes, jeg var tosset. Jeg havde spået lidt på guideskolen, men når jeg gjorde det, kunne jeg godt mærke, at halvdelen af selskabet rystede på hovedet.
Det kan være utrolig svært at finde sin rette vej, selv om det lyder så let. Dog er jeg helt overbevist om, at alle kommer til at gå den vej, der er bestemt for dem. Det kan bare godt være, den er lidt snørklet.
Som clairvoyant skulle jeg engang spå en kvinde, som havde nogle problemer. Hun var egentlig uddannet sygeplejerske, men arbejdede nu på et kontor. Med det samme kunne jeg se, at hun skulle gå tilbage og blive sygeplejerske. Det var hendes kald. Det var hun dog ikke selv enig i, og da hun gik ud ad døren, fik jeg et stik i maven, fordi jeg vidste, at hun ikke ville følge mit råd. Og dermed vidste jeg også, at det ville gå galt.
Nogle år efter kom hun igen.
Jeg spurgte selvfølgelig, om hun var blevet sygeplejerske, som jeg havde rådet hende til.
– Både ja og nej, svarede hun. Det viste sig, at hendes mand havde fået en hjerneblødning efterfølgende. Så nu plejede hun ham i hjemmet. I min verden skal Gud nok få det til at ske, som han har bestemt.
Når man ikke er på rette vej med sit arbejde, så er man det heller ikke andre steder i livet. Det lærte jeg på den hårde måde, da jeg troede, jeg havde fundet mit livs kærlighed.
LÆS OGSÅ: Den sværeste besked
Læs sjette del af Anne-Marie Østersøs fascinerende livshistorie i Ude og Hjemme nr. 51, som er på gaden onsdag den 16. december.
Du kan følge med i serien i Ude og Hjemme afsnit for afsnit hver uge eller købe hele historien samlet i bogen Clairvoyanten, hvor Anne-Marie desuden vil hjælpe dig med at udvikle dine egne clairvoyante evner.
Del 1: Fik et skræmmende tegn i spejlet
Del 2: Tragedien gjorde mig synsk
Del 3: Fik varsel som 14-årig: Jeg skreg af rædsel
